Fiskefond
Det er hurtigt og nemt at lave en fiskefond. Fiskefonder skal ikke koge så længe, da for lang kogetid kan trække bitterstoffer ud af fisken, som ikke smager godt. Modsat en kalvefond som skal stå i mange timer, må fiskefonden slet ikke koge længere end en halv time.
En rigtig fiskefond giver pondus til din fiskesuppe og kan bruges i saucer beregnet til fiskeretter. Du kan lave en portion og fryse ned i mindre portioner, eller du kan bruge det hele som en basis for en fiskesuppe.
Fiskefond
1 torskehoved
1 stængel bladselleri
1 løg
1/3 fennikel
1 gulerod
15 hvide peberkorn
1½ l. vand
Rens grøntsagerne og skær dem i grove stykker. Læg torskehovedet i en gryde sammen med grøntsagerne og peberkorn og hæld vand over. Det skal dække torskehovedet. Lad suppen koge op og skum de urenheder, der skummer op i overfladen, af. Lad det simre i 30 minutter. Sluk for varmen og lad suppen trække i 10 minutter inden den sies. Kassér torskehovedet og grøntsagerne.
Dette giver 1 liter lys fiskefond. Hvis du har brug for en mere kraftigt smagende fond, kan den koges ind til det halve (efter den er siet).
Fisken
Posted at 21:19h, 21 januarHej Mira.
Forleden lavede jeg en fiskefond, nogenlunde ud fra ovenstående opskrift dog (tilsatte hvidvin og fonden blev kogt på torskehoved, laskehoved og torskeben). Der blev ca. 3 liter væske, som jeg kogte ind til 0,5 liter meget kraftigt duftende/lugtende fond. Hvad vil du bruge en så kraftig fiskefond til og vil du råde til, at man ikke koger fiskefonder så intense?
Mira Arkin
Posted at 10:25h, 22 januarPersonligt synes jeg det bliver for kraftigt. Det klæder ikke fiskesmagen at blive kogt så meget ind. Skaldyr kan tåle det, men fisk bliver for fisket .Jeg vil tynde op og bruge den som almindelig fiskefond – altså i supper og saucer.