Farvestrålende salat med kål, bønner og nøddedrys

Farvestrålende salat med kål, bønner og nøddedrys

Det er vigtigt for mig at gøre maden sexet. Og det gælder i særdeleshed også for salater, for der er ingen grund til at lave kedelig salat, når den kan være SEXY og spændende. Og hvor kommer det sexy så fra? I mine øjne er det selvfølgelig gode friske råvarer, men så lige noget knald på i form af gode farver, masser af konsistenser og så smagsgivere som dressing, ost, nødder, croutoner eller frø og kerner. Det er selvfølgelig også de ting, der får kalorieindholdet op i en salat, men sådan er det med mig og mad. Jeg går heller ikke op i kalorier, men i smag og om det er lavet ordentligt og nogenlunde fra bunden. Det tror jeg på er sundt og godt at putte i sin krop.

Jeg lavede denne salat fuld af farve en dag, hvor jeg havde både lilla blomkål og lilla spidskål i huset. Du kan selvfølgelig sagtens bruge almindelig blomkål og spidskål – det ændrer ikke smagen.

Salat med kål, bønner og nøddedrys

4 pers.

150 g grønne bønner
½-1/4 lilla spidskål (afhængig af størrelsen)
1/4 lilla blomkål
1 potte ærteskud
2 spsk grov sennep
4 spsk olivenolie
saft fra ½ citron
salt og sort peber
1 håndfuld saltede ristede mandler
1 håndfuld afskallede pistacienødder
1 spsk ristede sesamfrø
2 spsk solsikkekerner

Snip bønnerne og kog dem i 4-5 min i saltet vand. Skyl dem med koldt vand og lad dem dryppe af. Snit spidskål fint. Del blomkål i store buketter og skær dem i meget tynde skiver på et mandolinjern eller med en skarp kniv. Vend det hele sammen med de kogte bønner, ærteskud, sennep, olivenolie og citronsaft og krydr med salt og peber. Hak mandler og pistacier grovt og bland med sesamfrø og solsikkekerner. Drys det over salaten..

No Comments

Post A Comment