
Farverig bulgursalat med kål, ærter og mynte
Denne smukke salat lavede jeg i forgårs til min familie – igen ud fra hvad vi havde. Der var så godt gang i farver og konsistenser og jeg blev meget tilfreds med den. Du kan selv freestyle med ingredienser fra dit køleskab/have.
Vi spiste den til en kylling, som jeg havde parteret og ristet ved høj varme i ovnen sammen med et par gode grove pølser, så der var nok til 5 mennesker. Dijonsennep on the side.
Bulgursalat med kål, ærter og mynte
4-6 pers.
2 dl bulgur
3 dl vand
salt
200 g kål – jeg brugte rød spidskål
100 g spinatblade
400 g ærter (vægt før de er bælget)
1 dåse kikærter
1 stor håndfuld frisk mynte
saft af ½ citron
revet skal af ½ økocitron
olivenolie
salt og sort peber
1. Kog bulgur under låg i vand med salt i, ca. 12 min. Lad det trække 10 min bagefter. Tag så låget af og løsn op i bulguren og kom den i en salatskål.
2. Snit kålen fint og kom i bulguren sammen med spinat og bælgede ærter. Skyl kikærterne og dryp vandet af, før de også kommes i salaten sammen med hakket mynte. Vend salaten sammen med citronsaft- og skal og godt med olivenolie. Krydr med salt og peber.
No Comments