Et smut i Torvehallerne

Et smut i Torvehallerne

Torsdag var jeg et smut i Torvehallerne for at købe ind til en Gastro sag. Jeg kan ikke afsløre for meget om, hvad jeg skulle lave (I må vente!), men jeg havde alligevel kameraet i tasken, så jeg snappede et par billeder, for der er så meget lækkert at savle over derinde. Jeg kommer der tit – gerne 1-2 gange om ugen. Og der bliver også for det meste tid til en kop kaffe og i torsdags var der også tid til en chokolade éclair…

Hos grønthandlerne var der masser af lækre sager at blive inspireret af. Og både sommer- og efterårssæsonen er på hylderne samtidigt lidt endnu.

De to fiskehandlere havde også masser af spændende ting. Når jeg laver mine Gastro madsager, har jeg altid planlagt retterne i hovedtræk, men jeg laver alligevel plads til pludselige indskydelser, afhængig af hvad der inspirerer mig den dag, jeg køber ind. Bl.a. var der flotte håndplukkede norske kammuslinger i skal, som jeg måtte have!

Kommer man ikke lige selv ud på svampejagt, er der fine ting at vælge imellem på torvet. Jeg elsker pighatte, som er de lyse svampe i øverste venstre hjørne. De er milde i smagen og har en god fast konsistens.

Fignerne er virkelig flotte lige nu. Min venindes mor har et stort figentræ på sin gård på Langeland (som vi kalder Long Island), som giver tonsvis (arh, måske ikke lige tons, men mange) figner lige nu. Jeg har fået en stikling af planten, som nu står op ad en solrig mur ved vores hus i Holte. Jeg glæder mig til den får vokset sig stor nok til også at give figner.

Kryddeributikken ASA er altid inspirerende at handle i. Denne torsdag købte jeg piment d’Espelette og tørrede morgenfruer. ASA har også en god webbutik, du kan købe de gode krydderier fra.

No Comments

Post A Comment