På øhop med græsk vin og mad på Deli Greco

På øhop med græsk vin og mad på Deli Greco

Inviteret

 Nu fik jeg endelig prøvet den græske restaurant Deli Greco, som ligger på Gl. Kongevej, og som jeg mange gange er gået forbi og kigget nysgerrigt på. Det viser sig at være en tidligere maskiningeniør, Theodore, og hans kone, der sammen driver stedet, der lidt er en blanding mellem en vinbar og en restaurant. De havde inviteret mig til middag en mandag aften og her fik jeg den helt store rundtur i græsk vin.

 Theodore er nørdet omkring græske vine. Han kommer selv fra Amorgos (hvor jeg selv var en gang for over 20 år siden og hvor der var utroligt smukt) og må klart have det største udvalg af græsk vin i Danmark. Jeg var rimelig forudindtaget omkring græske vine – jeg forventede at få enten surt sprøjt eller oversøde marmeladevine, men var meget positivt overrasket over alsidigheden og kvaliteten af de vine, vi smagte (og det var ikke så få).

Theo var yderst komfortabel som vært og han havde masser af historier at fortælle om alle vinene og om nogle af de mange græske ingredienser, han bruger i køkkenet sammen med mange danske sæsonvarer.

Vi lagde ud med lidt kedeligt brød med god olivenolie til og et glas økologisk chardonnay fra Domaine Zafeirakis, der med let flintet bitterhed var dejligt frisk at drikke. Der kom en slags cheesecake af en græsk friskost ind. Inden i var der rå tomater og det lå på en bund af rugbrødscrumble med lige lovlig meget rosenpeber i. Hertil lidt tomatmarmelade og et dryrs nigellafrø. Smagskombinationen af salt friskost og tomater med en rugbrødscrumble var fin, men jeg var ikke pjattet med præsentationen, som blev rimelig “Karolines Køkken i 1980’erne” og det var synd at tomaterne var gemt inden i.

Så fik vi denne lækre spinatsalat med avocado, revet fast feta, en dressing af honning og appelsinsaft og drys af sesamfrø og nigella. Den smagte fremragende. Bagved kan man skimte en anden lækker mundfuld: fattigmandsbrødet dakos, som er tørret brød af bl.a. byg, som før servering dyppes i vand og derefter dryppes med olie (man gør det samme i Syditalien). Oven på var blød feta, tomater og en slags salturt. Virkelig lækkert.

Så kom der en ny vin i glasset – en parfumeret, lidt sauvignon blanc agtig vin, Malaroyzia med god mineralitet.

Vi fik de her sprøde filopakker med varm feta inden i og dryppet med flydende honning og nigellafrø. Min veninde var helt pjattet med dem, men jeg syntes de smagte lidt for meget af fritureolien.

 Igen kom der ny vin. Denne gang fremragende vin fra Santorini – Assyrtiko, der kunne sammenlignes lidt med en riesling. Den var virkelig lækker og det er noget med at den vulkanske jord på Santorini kan noget helt særligt i forhold til vin (og alle mulige andre afgrøder). Der var også denne lette servering, som jeg synes var en af aftenens bedste: Hvide asparges, der havde fået en tur med en lille brænder og blev serveret med en cremet tarama salat (torskerognssalat) og den græske udgave af bottarga i pulverform. Det var bare rigtig god umami sexyness i alt sin enkelthed og så fint sammen med den fine smag i de hvide asparges og den glatte, cremede tarama salat. Virkelig fin servering. Og helt perfekt sammen med den vin, Theo satte til.

 Jeg var mindre begejstret for den anden fiskeret her, som var torsk pakket ind i kålblade og pocheret i en mild fiskesuppe med kokosmælk. Det blev for rodet for mig rent smagsmæssigt. Og lidt sjasket også med den meget tynde suppe. Det var svært at spise retten og det var synd at den flotte torsk skulle gemmes i de klodsede kålblade.

Så skiftede vi til rødvin. Førsten limniona fra samme Zafeirakis, som før. Det var en drue sådan lidt hen ad pinot noir. Vi spiste lidt kompakte kartoffelkroketter med porrepuré og ret god græsk pastrami. Det salte, røgede kød smagte dejligt sammen med den cremede, søde porrepuré, men kartoflerne mangle lidt fluffyhed.

Grisefrikassé med spinat og grønkål og et drys tørret paprika som tynde strimler oven på var mad lige ud ad landevejen – det smagte godt uden dog at være specielt ophidsende. Comfortfood. Nu var vi heller ikke så sultne længere.

Stifado af kalvekæber var lækker og godt smagt til med mørke krydderier som nellike og kanel. Der var bløde skalotteløg i og sprøde kartoffelchips på toppen. Her skiftede vi til en kraftigere rødvin, som jeg desværre ikke fik navnet på. Den var sådan lidt henad noget nebbiolo i smagen og havde også noget garvesyre – den passede perfekt til den kraftige ret.

Små sprøde pakker af filodej om meget kraftigs fåre-smagende lidt tørt kødfyld. Ideen var god nok, men lidt mildere smagende lammekød og lidt mere saftighed havde været godt.

 Vi smagte lidt flere vine og gik over til desserten, som var to forskellige skåle drænet yoghurt med honning. Den ene var toppet med søde oliven (det har jeg aldrig fået før, men de var lækre og lakridsede i smagen). Den anden med bagt æble og kanel. Lidt kedelige desserter og jeg savnede noget sprødt, men det var sjovt med de gode sukkersyltede oliven. Vi drak græsk dessertvin til, Mavrodafne Reserve, som mindede lidt om en blanding af Madeira og Tawny portvin. Helt perfekt til især æblet.

Alt i alt en utroligt hyggelig aften, hvor jeg kom godt rundt i de græske vine og hvor Theodores entutiasme og vinviden bar os godt igennem det hele. Madmæssigt er jeg ikke helt så meget oppe at ringe. Jeg synes det gik bedst med de enkle retter. Måske skulle man skære ned på udvalget af retter eller simplificere det på en eller anden måde. Der er i hvert fald brug for Theo ude i restauranten for at fortælle os uvidende om græsk vins mange facetter, så det nytter ikke noget han skal stå for meget ude i køkkenet.

Jeg har i øvrigt ladet mig fortælle, at Deli Greco også laver gyros af og til – den græske street food er i sig selv grund nok til at besøge restauranten og få et godt glas fin.

2 Comments

Post A Comment

  • Susanne Hammer
    Posted at 18:13h, 03 maj Svar

    Hvordan var prisniveauet? Billig, mellem, dyrt?

    • Mira Arkin
      Posted at 21:37h, 03 maj Svar

      Hej Susanne,
      Det var billigt!