En glad aften på Mamma’s
INVITERET af MADKLUBBEN MAMMA’S
Jeg var ude med et par veninder og prøve Madklubbens nye Mamma’s med italienske klassikere på menuen. Vi havde den hyggeligste aften, ikke mindst pga. den dejlige stemning, den afslappede atmosfære og de lækre italienske retter fra Mamma’s menukort med vellavet mad uden fis. Eller kun med lidt fis i hvert fald. På den gode måde.
Den store restaurant på Regnbuepladsen (lige ved Rådhuspladsen) er stemningsfuldt indrettet og i to etager. Vi sad i gladeplan, men underetagen er også hyggelig og begge etager er indrettet med lange lyskæder og citrustræer, fine marmorborde og klinker på væggene. I højttalerne var der corny italiensk “dansk-top” musik, som man kan høre det på en folkelig strandrestaurant i Italien.
Vi lagde ud med drinks – her er det en Sicilian Mojito med rom, mynte og blodappelsin. Drinksene kan fås i kander – jeg elsker Madklubbens restauranter for deres talent for at bygge en god fest-legeplads op. Hvor er det fedt, at man kan få en kande drinks på en rigtig restaurant! Tak! (det er jo måske også lidt derfor at jeg kommer på deres restauranter så ofte). Men nu er jeg jo en dame på 42 år med små børn, der vågner tidligt, og møder og alt muligt, så det blev altså ikke til kander denne gang… Æv.
Vi delte tre antipasti. Sprøde arancini – friterede risottokugler med trøffel og mayo. De var perfekt sprøde uden på og bløde og cremede indeni. Der var vitello tonnato med tynde skiver lyst kalvekød og en perfekt tilsmagt tunsauce, friterede kapers og brødkrummer. Den forsvandt som dug for solen. Det samme gjorde de sprøde blæksprutteringe med citronmayo. De havde lige fået et drys moderne eddikepulver, så der var et godt syrespark. Haps! Vi bællede drikfældig italiensk chardonnay til.
Så fik jeg pasta. Garganelli med broccoli, bagte tomater og pinjerkerner og en dejlig burrata oven på. Pastaen var kogt perfekt al dente og det var godt smagt til. Jeg savnede dog lidt mere creamyness i retten – måske skulle den lige være vendt med lidt mere pastakogevand og revet ost, så retten hang mere sammen. Mine veninder fik hjemmelavet ravioli med ricottafyld, der så lækre ud (jeg smagte ikke, men var lidt misundelig).
Vi delte også lige denne svamperisotto, som var helt perfekt. God, dyb svampesmag, den helt rigtige cremethed, så risene rigtigt hang sammen, og stadig med godt bid i. Virkelig lækker risotto.
Oooog så var vi også liiiige nødt til at smage en af de spændende pizzaer. Jeg har jo før spist Madklubben pizzer på Frankie’s, som jeg var rigtig glad for. De er mindst lige så gode hos Mamma’s! Super sprød bund, ovnristede kartofler i tynde skiver (så de er ordenligt tilberedt – jeg hader kartoffelpizzaer med halvrå kartofler!), gedeost og rosmarin. Lige nu ville jeg ønske, jeg havde spist mere af den. Den var virkelig god. De andre pizzaer så også virkelig fristende ud. Jeg tænker man også lige kunne smutte ind bare for en pizza og et glas vin på en hverdagsaften – istedet for en kedelig takeaway. Eller inden biffen. Og man kan sagtens have sine unger med her ind. Der er masser af børnevenlige retter og man behøver ikke være stille.
Vi sluttede af med dessert. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle have den her: pistacieis på en lille mazarinkage med varm chokoladesauce til. Det var bare så enkelt og godt. Hvor er det godt, jeg snart skal på ferie i Italien, så jeg kan spise lækre nødde-is hver dag.
Det var så hyggeligt at spise på Mamma’s. God stemning hele vejen igennem og mega sød og effektiv betjening. Og så har de alle sammen de her fede t-shirts på. På Frankie’s kan man jo købe tøj med deres brand på, så jeg spurgte om de mon også solgte deres cool Mamma’s t-shirts – jeg er jo selv lidt en mamma. Det gjorde det faktisk ikke, men verdens sødeste tjener fandt alligvel en overskuds-t-shirt fra kælderen frem, så gæt hvad denne mamma havde på næste morgen, da ungerne skulle afleveres… Jeg stemmer for t-shirt salg fra Mamma’s!
‘
No Comments