En dejlig weekend på Langeland
Vidste du, at på Langeland har mange af byerne navne, der ender på -bølle? Der er Ennebølle, Klavsebølle, Tullebølle og min yndlings: Skattebølle. Efter min mening er det aldeles bedårende og fjollenuttet og man kan ikke andet end at elske en ø med sådanne bynavne.
Peter og jeg var på weekend med min veninde Trille og hendes kæreste Jesper. Vi boede i Lohals, hvor Trilles far har et lille hotel, som vi boede på. Lohals ligger i den nordlige spids af Langeland og har den hyggeligste lille havn. Hvert år holdes der Frikadelle Fest i Lohals – ja, så ved du det. I år er det d. 21. juli det foregår.
Vi ankom hen på aftenen og Trilles far og hans hustru var klar med det helt store kolde bord fra den lokale slagter i Snøde. De brune arme tilhører Trille – så brun bliver jeg ALDRIG.
Hvem havde troet, at en af Danmarks bedste slagtere ligger i så lille uanseelig en by som Snøde? Men det gør den altså, og jeg vil kraftigt anbefale jer at slå et smut forbi slagteren i Snøde og voldkøbe af de gode sager – blandt andet laver han intet mindre end Den Bedste Leverpostej Jeg Har Smagt. Seriøst. Virkelig en god leverståhej.
Den var ret grovhakket, godt tilsmagt og bare ekstremt tasty. Den blev indhaleret. Trille og Jesper købte dagen efter en, de skulle have med hjem til København, men den blev spist on location i Lohals…
Der var også en frisklavet rygeost (se topbilledet), som Trilles far havde købt hos et lokalt mejeri på Fyn. Vidste du, at man traditionelt spiser rygeost med sennep? Altså udover radiser og purløg? Jeg vidste det ikke, men prøvede det og det var dejligt.
Den røgede rullepølse var også skøn og ret mager. Bagved en nyrøget løgpølse, som jeg også købte en med hjem af.
Efter middagen traskede vi glade ned til den lille havn i Lohals og nød solnedgangen, miniferie og hinanden… Er det ikke smukt?
Næste morgen gik vi til byens bager, Hedo’s Bageri. Et virkelig godt lille bageri, som laver alt fra bunden – altså ikke noget med skodagtige brødblandinger her.
Trilles far havde aftenen før fortalt i lange baner om de dejlige birkes fra Hedo. Dem måtte jeg prøve – det er nemlig mit yndlings rundstykke (og tilfældigvis også det mest fedende). Jeg blev ikke skuffet. De smagte dejligt at smør og var helt perfekte.
Når man er i det Sydfynske og deromkring, kommer man ikke udenom en brunsviger. Hos Hedo laver de en utroligt syndig en af slagsen. Den var ikke så let at få til at se smuk ud på billeder – sådan som den ligger og glinser brunt. Men den smagte virkelig VIRKELIG godt. Uhm. Ikke så tyk dej og masser af snask – lige efter min bog.
Om formiddagen kørte vi til slagteren i Snøde – det er her alt det dejlige pålæg fra aftenen før kom fra. Denne lille bitte slagter i den lille bitte by Snøde er sådan en slagter, som burde være benchmark for alle andre slagtere i Danmark. Slagtermester Torben Jacobsen laver alt fra bunden her. Han slagter endda selv dyrene ude bagved. Og dyrene kommer naturligvis fra lokale landbrug på Langeland. Sådan burde alle slagtere være. Det var to ældre damer, der betjente. Den ene af dem laver en hyben marmelade, som skulle være helt fantastisk – så fantastisk at hun faktisk er leverandør til kongehuset! Den har jeg til gode at smage.
Der var mange slags rullepølse (jeg købte en med persillefyld som ikke var røget), salami, skinker, den berømte leverpostej og alt muligt andet. Vi hentede 4 koloenorme højrebsbøffer på ben, som hver vejede 300 g. Det kostede 200 kr. Helt ærligt!!! Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det havde kostet på Frederiksberg. Og der er kødet næppe fra et lokalt landbrug og slet ikke slagtet ude bagved. Peter og jeg købte en hel, røget skinke, et stort stykke bacon, en løgsalami og førnævnte rullepølse og kom af med 220 kr. Det er jo latterligt billigt. Og så er kvaliteten endda totalt overlegen. Fantastisk slagter – husk at køre forbi næste gang, du er på Langeland. Det er lige før, den er rejsen værd.
Efter slagteren – hvor jeg var helt oppe at køre – tog vi til byen Tranekær, hvor Tranekær Slot ligger. Selve byen Tranekær er nok den mest nuttede danske by, jeg nogensinde har besøgt. Hvis jeg nogen sinde skulle have et sommerhus i Danmark, så ville jeg købe et rigtigt hus i Tranekær. Der var SÅ dejligt.
Vi tog en lang gåtur i slotsparken, hvor jeg så disse fine svampe gro på et træ.
Ingen Danmarksferie uden feriebilleder: Her er jeg flankeret af Jesper og Peter – de dejlige høje mænd, som får mig til at se så lille og fiks ud. Tak for det :-).
Og sådan her ser Tranekær Slot ud. Man kan ikke komme ind og se selve slottet, da det er beboet af en privat familie – lucky bastards.
Endelig kom vi tilbage til Lohals. Vi gik endnu en lang tur (især Trille er helt vild med at gå ture), det begyndte at pisse ned og vi nåede hjem inden vi blev alt for våde. Her har jeg pakket vores fine højrebsbøffer ud. Det er svært at se størrelsen på billedet, men de fyldte omtrent en hel tallerken hver.
Til bøfferne lavede jeg disse mini squash med tomatsnask af friske tomater med bladselleri og den der calabriske, smørbare pølse, Nduja. Dejligt sommerligt. Husk altid at gå efter små squash – de er meget sødere og mildere i smagen og ikke så vandige.
Næste dag skulle vi tilbage mod København. På vejen stoppede vi forbi Svendborg og spiste frokost på Hotel Ærø (som ligger der, hvor færgen til Ærø sejler fra). Et hyggeligt lille provinshotel. Vi kendte ikke restauranten og det var lidt et gamble, for man kan jo både komme ud for vildt kikset skodmad, men også hjemmelavet, kvalitetsmad på sådanne små restauranter rundt omkring i landet. Heldigvis var dette en utroligt dejlig overraskelse – det var både billigt og rigtig godt. Jeg kan varmt anbefale at spise frokost her.
Denne kartoffelmad med rygeost og sæsonens sidste stenbiderrogn var Trilles. Er den ikke fin?
Jeg kan næsten aldrig sige nej til paneret rødspættefilet og heller ikke denne gang gik den mig forbi. Til fisken var hjemmerørt urteremoulade med masser af frisk citron i. Kartoffelmaden og fiskefileten kostede hver kun 45 kr. Det er altså billigt!
Bagefter fik jeg roastbeef med remoulade, peberrod, ristede rødløg og bagt tomat. Meget yummy.
Peter fik denne hønsesalat med nye hvide asparges i, masser af sprød bacon og smørristet rugbrød.
Desserten her var en drøm – Ellens Kirsebærdrøm – af syltede kirsebær, makronbund, valnøddeis og syndig flødeskum med kirsebærsaft og krokant. Helt vildt lækkert.
Citronfromage har jeg altid elsket – min mor lavede det til mig da jeg var barn, men er ligesom holdt op – jeg må have hende i gang igen. På Hotel Ærø var den lidt for fast og fed i det og smagte ikke nok af citron. Til gengæld var den smuk at se på og det var lækkert med den rå marengs og krokant over.
Og sådan her ser der ud i Svendborg Havn. En rigtig hyggelig lille by med ret mange restauranter nede ved havnen. Vi satte os ind i bilen igen og kørte hjem til København.
Tak for en dejlig weekend i det danske sommerland.
Susanne Wammen
Posted at 20:20h, 13 septemberkære Mira
var på Langeland i august og på din anbefaling besøgte vi slagteren i Snøde; det var en pragtfuld oplevelse – tak for tippet!
Mira Arkin
Posted at 20:36h, 13 septemberGodt at høre. Jeg drømmer stadig om leverpostejen!
Maria
Posted at 17:42h, 21 juliHej Mira
Sikke et dejligt indlæg om dejlig mad lavet med kærlighed og af gode råvarer. Og et dybt SUK over, at der ikke er sådan en slagter i nærheden af hvor jeg bor, så ville jeg være stamkunde!
Og ja, jeg kunne også godt bruge en god opskrift på en citronfromage, findes der en her på din blog?
Venlig hilsen
Maria
Mira Arkin
Posted at 19:39h, 21 juliMange tak, og nej der findes ikke en opskrift på citronfromage på bloggen endnu, men det må jeg jo hellere få kigget på…
emilie
Posted at 15:24h, 07 juliHej Mira, jeg tænkte på om du ikke vil lægge en opskrift på citron fromage herind? 🙂 Efter min mening er det en dybt undervurderet dessert!
Venlig hilsen Emilie
Nada Cay
Posted at 03:02h, 05 juliIhhh Mira, det ser vel nok hyggeligt og idyllisk ud!
Ja ordentlige slagtere, med lødige varer er der sgu ikke mange af i København. Det er trist. Får jo næsten lyst til en langelands tur….
Susanne
Posted at 20:06h, 01 juliSikke en dejlig blog jeg fandt her! Lige min “smag” – og jeg fandt den fordi jeg søgte en paste med broccoli-opskrift, og din var altså lige i vinkel 🙂 Tak!
Erik
Posted at 20:55h, 30 juniFint indæg om jeres besøg i udkants-DK!
Slagteren i Snøde har netop lanceret sin egen røde spegepølse, og det er rigtigt, at fynsk rygeost skal spises med sennep.
Du skriver i et godt sprog, så fortsæt med det!
Stor venlig hilsen
Trilles far og hustru – for nu at bruge din betegnelse
Mira Arkin
Posted at 20:57h, 30 juniTak for det Erik, og tak for din og Birtes gæstfrihed – jeres store kolde bord vil for evigt være i min madglade erindring.