Det spiste jeg også i Paris – Del II

Det spiste jeg også i Paris – Del II

Rose Bakery

Vi fortsætter med anden og sidste del i beretningen om, hvad jeg spiste på weekendens tur til Paris. Nu gælder det lørdag og søndag.

Formiddag i Marais

Lørdag morgen gik vi op i Marais kvarteret for at besøge Rose Bakery, et engelsk inspireret bageri og café med to butikker i Paris. Vi besøgte den nyeste af dem, nemlig den i 3. arrondissement – den anden ligger i det 9. arrondissement.

Det er sådan et lidt Meyers Deli/Emmerys agtigt sted med alle mulige brød og især kager. Til frokost har de også forskelige salater og quiches m.m. Jeg kiggede beundrende på de fine frugttærter – se det øverste billede – men valgte en skive af deres kage med citron og appelsin.

Citron Orange cake Rose Bakery

Kagen smagte igennem af de citrusfrugter, den var lavet med. Og glasuren var meget syrlig for at bryde sødmen fra kagen. Virkelig lækkert. Og pænt. Peter spiste en scone og vi delte en fnuglet brioche snegl med kanel og rosiner, som var så god, at jeg fik flænset den istykker og proppet i munden inden jeg overhovedet tænkte på at tage et billede. Beklager min grådighed!

Rose Bakery

Rose Bakery har udgivet et ret lækker kogebog fuld af gode og meget brugbare opskrifter. Min mor har den, og jeg tror også jeg vil have den.

Rose Bakery
30 rue Debelleyme, 3. arrondissement

Vi gik videre i morgensolen mod Place des Vosges, som min veninde Trille havde lovprist for sin skønhed.

Place des Vosges

Ma Bourgogne Place des Vosges

Og jeg kan jo kun give den gode Trille-pølle ret i, at der virkelig er utroligt smukt på Place des Vosges. Den firkantede plads er omringet af de statelige røde bygninger og i midten er en fin park, hvor folk rigtig kan promenere. Vi satte os i solen på bistroen/caféen Ma Bourgogne og fik en café creme og delte en croissant, som var i top 3 over Bedste Croissanter Jeg Har Spist. Virkelig en god croissant. Den smagte bare rigtig meget af smør og var let og blød og sprød på den helt rigtige måde. Atter en gang blev den glubsk grovædt af os, inden nogen overhovedet tænkte på at dokumentere den med et fotografi. Sorry!

Ma Bourgogne Place des Vosges

Ma Bourgogne
19 Place des Vosges, 4. arrondissement

Vi traskede noget mere rundt i Marais, som er et dejligt kvarter med masser af gallerier, restauranter, den ene lækre bager efter den anden, upscale tøjbutikker og meget mere.

Køkkengrejs-himlen

I kvarteret omkring Rue Etienne Marcel i 2. arrondissement (tæt ved Les Halles) ligger en masse køkkengrejbutikker, som vi dalrede rundt i. Jeg købte bl.a. en tarte tatin pande, tørrede morkler, en barber-kniv-dims til at snitte brød inden bagning og et par spejlægspander. Prøv selv et besøg hos f.eks. E. Dehillerin (særligt kendt for potter og pander i kobber) eller Mora (himlen for især bagenørder), næste gang du er i Paris.

Efter den omgang køkkengrej trængte vi til en pause. Det foregik på Café Etienne Marcel, som selvfølgelig ligger på Rue Etienne Marcel.

Badoit & pression Etienne Marcel

Vi fandt et bord ude i solen (ja, det var varmt nok!), Peter fik en gin-tonic og jeg fik en pression – en fadøl – og en flaske af mit yndlingsvand, Badoit. Og så fik vi begge en croque.

Croques Madame Etienne Marcel

En helt perfekt en, faktisk. Jeg fik en Croque Madame, dvs. med spejlæg ovenpå. Brødet var sprødt, skinken og osten inden i var i tilpas mængde og det hele smagte dejligt sammen med den lille salat med vinaigrette og lidt dijon sennep til. Jeg kan næsten ikke forklare, hvor skønt det var at sidde der midt i Paris med store solbriller på og stene og glo på de faboulous folk, der gik forbi (det er et ret snappy neighborhood). Og ikke mindst pga. den dejlige snack. Uhm.

Café Etienne Marcel

Jeg afsluttede med en dejlig café og så traskede vi videre rundt i kvarteret.

Café Etienne Marcel (intet website, jeg kunne finde)
34, rue Etienne Marcel, 2. arrondissement.

 

Civiliseret Pause hos LeGrand

 LeGrand Filles et Fils

 

Senere på eftermiddagen tog vi endnu et hvil. Denne gang i den historiske vinbutk og vinbar, LeGrand Filles & Fils, som ligger i det gamle fine shopping galleri Vivienne.

Her fik vi en tallerken silketyndt skåret saucisson og et par glas vin.

LeGrand Filles et Fils

Det er et dejligt, roligt sted midt i den travle by, hvor du kan købe forskellige vine på glas og vælge imellem et par snacks. Du kan også købe hele flasker fra det store udvalg i butikken – og drikke den på stedet, hvis du vil.

LeGrand Filles & Fils
1 rue de la Banque, 2. arrondisement (i Gallerie Vivienne).

 

Berthillon

Inden vi gik kolde i en time på hotellet, smuttede vi forbi den legendariske is-butik Berthillon, som lå meget tæt på vores hotel. Her fik jeg en dejlig rom rosin is, som smagte herre meget af rom. Jeg tror faktisk man skal passe lidt på med den is. Rosinerne var af den store, lyse slags, hvilket gjorde det hele ekstra lækkert, og der var naturligvis ikke en eneste iskrystal i den cremede, fine is. Mums.

Berthillon
29 rue Saint Louis en l’île

Aften hos Philou

Aftenens middag foregik i 10. arrondisement – ligesom fredagens Bistrot Paul Bert er det et sted, man skal vide ligger der, for området er overhovedet ikke turistet. Vi startede lige med et glas champagne på den nærliggende restaurant og bar, Hotel du Nord, som er opkaldt efter den franske kultfilm af samme navn. Hyggeligt sted, hvor jeg er sikker på, man også kunne have spist godt. Der var vildt gang i den og folk var unge og sjove. Bartenderne var ret lækre, hvilket måske forklarer, at der var så mange piger på restauranten…

Hotel du Nord
102 Quai des Jemmapes, 10. arrondissement

Og så gik vi over til bistroen Philou, som jeg havde læst om på flere blogs skrevet af mad-nørder bosat i Paris. De må jo vide, hvad de taler om.

Philou Paris

Vi kom kl. 21.30 hvor vi havde bestilt et bord (det var det eneste de havde tilbage, da jeg ringede dagen før, men pariserne spiser sent ude. Der var stuvende fuldt og vores bord var ikke klar, så indehaveren (ham der taler i telefon på billedet) stak os et par glas skingrende syrlig vin nature fra Jura. Som man kan læse i min anmeldelse af Noma, er hverken jeg eller Peter fans af de meget syrlige vine, men det var utroligt hyggeligt at stå i baren og gnaske nicoise oliven og glo på de meget forskellige folk, der spiste, drak og snakkede i restauranten.

Lidt over 22 fik vi endelig et bord. Og tænk en gang hvor modig Peter er: han bestilte sgu frølår! Er han ikke sej?

Frølår Philou

De kom stegt med hvidløg og østershatte og smagte dejligt. Han var lidt betænkelig ved at sidde og gnaske i de små parvise ben, men det gik fint. Han er dygtig. Og hvis du aldrig har smagt frølår, så smager de og har konsistens som en blanding mellem kylling og fisk.

terrine de foie gras Philou

Jeg fik en skive dejlig terrine de foie gras, som var en af de bedste jeg har fået. De kan tit blive bitre, men denne var perfekt. Den kom med lidt æblepuré og pain d’epices, som er krydderbrød. Jeg havde nok skåret det i papirtynde skiver og ristet det sprødt, for den kage-konsistens de kom i, synes jeg ikke gjorde så meget for foie grasen. Kombinationen er dog klassisk.

Mens vi stod og ventede i baren havde vi jo mulighed for at studere l’ardoise – tavlen med dagens menu. Den absolut mest interessante ret var duen, og som tiden gik og vi stadig ikke fik plads, begyndte jeg at panikke ved tanken om at duen ville være udsolgt, når det blev vores tur (grådige Mira endnu en gang!). Derfor bad jeg tjeneren reservere to duer til os, og det havde hun stor forståelse for: franske tjenere kan sagtens forstå, at man kan blive ulykkelig, hvis man ikke får den ret, man drømmer om. Er det ikke dejligt?

stegt due Philou

Åhhh, hvor var det dog en dejlig due, jeg fik (og som Peter også fik). Den var helt simpel – bare helstegt og serveret med svampe og ristede kartofler og så den jus, der kommer ud af fuglen, som nok var reduceret lidt. For satan altså, det smagte godt. Duebrystet var perfekt rosa og alt var saftigt og lækkert. Den bedste due, jeg nogensinde har spist. Simpelthen.

Se hvor glad jeg er, mens jeg gnaver ALT kødet af benene. ALT! Yummie!

Philou oste

Til dessert fik jeg lidt ost: Brie de Meaux, gedeost rullet i aske og Comté. Vi var blevet lidt små-stive, så vi dinglede hjem i en taxa og sov længe om søndagen.

Philou (intet website)
12 Ave. Richerand, 10. arrondissement
Tlf. 01 42 38 00 13.

Kødfuld søndag

Søndag var den dag, vi skulle rejse hjem. Men vores fly var først kl. 21, så der var plads til lidt flere måltider.

Som sagt sov vi længe, så planen var mere eller mindre at droppe morgenmaden og gå direkte til frokost. Vi fangede dog lige en friskbagt crepe på vej ud til restauranten.

crepe Paris

Lige overfor vores hotel lå en lille crepe-bod. Vi var MEGET moderate og købte faktisk kun én pandekage til deling. Med smør, sukker og kanel. Dejligt at starte en kold morgen med en varm pandekage. Det minder mig om at købe flere pandekager på Strøget – de smager lige så godt som de parisiske.

Med den varme pandekage i hånden gik vi atter en gang mod Marais, for der var nemlig en ting, vi manglede at spise i Paris: Steak frites med bearnaise…

Og det fik vi så på Café des Musées.

Café des Musées Paris

Café des Musées Paris steak

En dejlig stor skive højreb med masser af nasty pieces, som vi kalder det i min familie. Jeg kan bedst lide de nasty stykker, altså dem der ligger udenom det regulære runde filet-stykke i midten. Og Peter – som den pæne mand han er – kan bedst lide det pæne stykke. Så han fik mit pæne og jeg fik hans nasty, og så var alle glade. Kødet var velhængt og mørt og totalt mumset. Dertil en lille salat med mange blandede blade – deriblandt også persille og brøndkarse, hvilket jeg elsker i salater. Og så var der selvfølgelig fritterne, som er hjemmelavede fra bunden på Café des Musées. Tjek lige dem en gang:

Café des Musées pommes frites

OH. MY. GOD. Det var virkelig nogle seriøst gode fritter. Som du måske husker, var jeg meget misundelig på nabobordets fritter på fredagens Bistrot Paul Bert. De her fritter rådede bod på mit tab. De var perfekte. Super sprøde og velsmagende med blød, cremet centrum. Perfekt saltede. Perfekte.

Cafée des Musees Paris bearnaise

Vi dyppede dem i en efter Peters mening ALT for lille skål friskrørt bearnaise. Den smagte dejligt og var let, luftig og syrlig, og så var der rå løg i, hvilket jo ikke er klassisk. Her dryssede de finthakkede skalotteløg og masser af kørvel og estragon oven i skålen med bearnaise. Det gav en mere frisk sauce, der næsten blev sauce tartare agtig. Jeg tror den ville være super lækker til et stykke fisk også. Det var nok meget godt, der ikke var mere af saucen, for vi støvsugede skålen og havde helt klart også støvsuget den, hvis den havde været 2, 3 eller 4 gange så stor. Vi er nogle bearnaise-svin. Nogle søde bearnaise svin.

Café des Musées Paris

Endnu en gang afsluttede jeg med en dejlig café. Det er altså en perfekt afslutning på et måltid.

Restauranten var stuvende fuld søndag til frokost og jeg tror generelt den er populær. Gæsterne så ud til at være lokale par og familier, der var ude til søndagsfrokost. Alle havde bestilt bord undtagen os, så vi var vist ret heldige. Ved siden af os sad en ældre dame alene – hun var nok over 70. Hun sad lige så fint og spiste først en suppe med sprød bacon på, dernæst en hel, stegt fisk ovenpå smørstegt spinat og lidt couscous. Den måde hun sirligt fjernede skindet fra fisken inden hun spiste den (og hun spiste det hele, selv om hun var en lille bitte fin fransk dame) var simpelthen så elegant. Hun havde helt styr på sit kram. Fin dame. Vi gik inden jeg nåede at se, om hun også spiste dessert. Men vi sagde pænt farvel til hinanden da vi gik.
 

Café des Musées (ingen webside)
49 rue de Turenne, 3. arrondissement
Tlf. 01 42 72 96 17

Eftermiddagen brugte vi på at være turistede. Vi susede rundt fra Louvre til Tuillererne til Triumfbuen til Eiffeltårnet. Hårdt program!

Og så inden vi skulle afsted til lufthavnen var vi atter en gang forbi det sted, vi startede, nemlig Les Fous de L’ile (det var der vi spiste morgenmad om fredagen), hvor vi spiste tidlig aftensmad.

Onglet

Jeg fik endnu et stykke kød – en onglet, som på dansk har det ucharmerende navn nyretap og i USA er kendt som hanger steak. Udskæringen er så småt ved at blive kendt i Danmark, selv om den sidste slagter jeg spurgte om det, godt nok var helt blank. Men i Frankrig har den længe været en af favoritudskæringerne på koen. Jeg har mangen en gang stået hos en slagter i Frankrig og forsøgt at få fat i en onglet, men næsten altid har der lige været en anden og købe den sidste. En onglet skal steges meget rød, for så er den mest mør. Det er sådan en aflang, smal sag. Til bøffen fik jeg lidt tam pebersauce og nogle ikke videre ophidsende dauphinoise kartofler – også kendt som flødekartofler herhjemme. Et lidt kedeligt men ok måltid. Kødet smagte godt. Men jeg tror man skal nøjes med kaffe eller måske deres burger på Les Fous.

Og så mens Peter hentede vores kufferter fra hotellet, smuttede jeg lige forbi den lokale købmand efter 2 oste (Chaource og Tomme de Savoie), 2 pakker smør-kiks fra Bonne Maman og 2 pakker udsøgt smør fra Bretagne. Bare så jeg har lidt at stå imod med herhjemme i det kolde nord.

Tak til Paris for en vidunderlig og kulinarisk weekend. Jeg håber snart vi ses igen.

Paris

7 Comments

Post A Comment

  • Thea
    Posted at 17:44h, 01 september Svar

    Hej Mira

    Tak for en fin blog! Jeg sad idag i min læges venteværelse og bladrede i et Alt for damerne, hvor der stod lidt om din blog. Du nævnte i den lille sekvens et par blogs du fulgte, her i blandt en amerikansk mand, bosiddende i Paris, som skrev om madoplevelser, indkøb mm i Paris. Jeg sagde navnet et par gange for mig selv og tænkte, at det kunne jeg snildt huske senere. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke!! Jeg skal til Paris i efteråret og er allerede i fuld gang med madresearch – har læst dine indlæg grundigt:)

    Hvis jeg kunne lokke dig til at give mig navnet på den eftersøgte blog, ville det være skønt! Og hvis der er andre uundværlige Paris blogs eller andet jeg må kende til, så sig endelig til!

    Mange hilsner,
    Thea

  • Emma Hansen Strandbo
    Posted at 00:37h, 01 april Svar

    Damn hvor ser det lækkert ud 🙂 og tak for de mange gode spisetips fra Paris. Jeg har også set nogle gode her : http://www.fdm-travel.dk/frankrig/paris men ingen så gode som dine – tak 🙂
    kh
    Emma

    • Niels Adelsen
      Posted at 07:12h, 08 april Svar

      Jeg kan kun bifalde Emmas link ovenfor i forhold til gode råd om Paris. Men jeg køber nu selv altid via Spies.
      Det er ganske enkelt billigere. De er iøvrigt til at tale med omkring blogrejser, hvis man har nok følgere … Bare en tanke 🙂

  • Maria
    Posted at 02:57h, 12 marts Svar

    Hej Mira

    Hvorfor findes der ikke restauranter i DK hvor man kan få en due som den du beskriver og spiser med STORT velbehag? Vi mangler seriøst gode butikker med GODE råvarer herhjemme, det gælder alt lige fra ost, til fisk og godt velhængt kød! Jeg nød dit indlæg om Paris i fulde drag!

    Med venlig hilsen

    maria

  • Newyorkerbyheart
    Posted at 22:34h, 10 marts Svar

    Uh, nu glæder jeg mig endnu mere til vi skal derned i starten af april. Den restaurant hvor I fik Jeres steak og fritter, lyder som et besøg værd 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

  • Charlotte
    Posted at 22:23h, 10 marts Svar

    Det lyder VID-underligt 😀 Jeg får helt lyst til at skynde mig ind på en hjemmeside med flybilletter og bestille til førstkommende weekend!