Det spiste jeg i Paris – Del I

Det spiste jeg i Paris – Del I

Sent i søndags kom jeg hjem efter en dejlig weekend i Paris sammen med Peter. Vi boede midt i byen på den hyggelige ø Ile Saint Louis, som ligger i Seinen mellem Marais og Latinerkvarteret, så perfekt location.

Mest af alt gik jeg naturligvis op i at spise alt det, jeg kunne, mens vi var i byernes by. Lidt kultur faldt vi da også over, men i dette indlæg vil jeg koncentrere mig om, hvad jeg spiste. Dette indlæg handler om hvad jeg spiste i fredags.

Vi stod op og gik ned om hjørnet fra vores hotel på en bistro og bar ved navn Les Fous de l’Ile, et hyggeligt sted hvor de sjovt nok havde kyllinger, høns og haner som tema for indretningen. En hel væg var dedikeret kun til figurer af høns. Jeg fik en croissant, en café creme (franskmændende drikker vist nok kun café au lait derhjemme – når de er ude om formiddagen drikker de enten café creme, som er en café au lait med mindre mælk i, eller bare en café – altså en lille stærk kop kaffe – så bed ikke om en café au lait og slet slet ikke om eftermiddagen!), et glas juice og lidt abrikosmarmelade. Ikke jordens bedste croissant, men langt over standarden i Danmark. Tjeneren gik bare ind til bageren ved siden af efter den, da jeg havde bestilt. Det er jo sejt nok.

Så gik vi over forbi Notre Dame på øen ved siden af vores egen lille ø. Det var en smuk dag med den klareste blå himmel.

Parken bag Notre Dame er rigtig hyggelig og fin – og langt mere rolig end forsiden af kirken, hvor de to kendte tårne er.

Vi gik videre over til Latinerkvarteret og St. Germain des Pres. Her faldt vi over en gade, hvor der på stribe lå alle de madbutikker, man har brug for. Bager, ostebutik, slagter, fiskehandel, grønthandel. Praktisk og lækkert.

Hos ostehandleren havde de et helt vildt udvalg. Billedet her er kun (en del af) deres gedeoste-udvalg! Så dejligt! Butikken var en del af Laurent Dubois, som er en kæde af ostehandlere i Frankrig.

Hos bageren var jeg nødt til at fotografere gennem vinduet, men se, hvor fine de små mini-quiches er. Mums.

Fiskehandleren var bare en lille bitte butik på størrelse med en kiosk. Alligevel havde de et stort udvalg af fisk og skaldyr – blandt andet disse friske kammuslinger.

Og flere slags østers: to slags fines de Claires, lyserøde østers, store østers fra Normanidet og Belon østers. Sejt for så lille en butik. Alt duftede fremragende.

Så kom vi lige forbi endnu en bager, hvor jeg var nødt til at købe en lille chokolade macaron, som smagte vidunderligt.

Og også denne Cannellé, som er opkaldt efter de cannelleringer eller riller, den har. Det er en sjov, moist og lidt gummiagtig kage med en snasket karamelsmag. Jeg tror den smager bedst lun.

Frokost på Christophe

Men en smule kage i maven bevægede vi os over mod den restaurant, vi skulle spise frokost på. Den lille bistro, Christophe.

Jeg havde læst lidt om stedet hjemmefra. Indehaveren Christophe går ufatteligt meget op i, at hans råvarer er af den ypperligste kvalitet. Masser af varer fra lokale øko landmænd, så dyrene man spiser har haft det godt og grøntsagerne er af topkvalitet. Der var ikke specielt hyggeligt i lokalet og kun ganske få gæster denne fredag frokost. Men stedet skulle være populært. Måske er der flere gæster om aftenen. De har en frokostmenu, som er ret billig, men vi gik a la carte, for jeg havde nemlig læst om en brisselret, som jeg havde savlet og fantaseret meget over inden.

Vi startede begge med unge porrer, der var smørdampet og blev serveret med lidt fuldfed creme fraiche og sprødstegt bacon, som vist ikke var røget men kun saltet og derfor lettere i smagen end den danske bacon. Perfekt stegt og ultra sprød gik den hjertelige portion bacon virkelig godt sammen med de søde, bløde porrer. Over porrerne var lidt balsamico glaze, hvis syre var det perfekte indspark i retten. Lækkert.

Så fik jeg min elskede brissel. Det er ikke til at se på billedet her, men der er faktisk tale om det største stykke brissel, jeg nogensinde har fået serveret. Den var på størrelse med et meget stort kyllingebryst og jeg ville ikke bryde mig om at møde sådan stor krabat i en mørk gyde. Og som om det ikke var nok, var der bagved den koloenorme kirtel endnu en brissel, dog lidt mindre – bare hvis nu man ikke syntes det var nok med den kæmpe store.

Brislerne var vendt i mel og stegt i smør, så de havde en dejlig stegeskorpe. De var silkebløde og saftige indeni. Til brislen fik jeg den bedste kartoffelpuré, jeg nogensinde har spist. Der må virkelig have været meget smør i. Og så bare lidt jus fra stegningen af brislen. Helt simpelt. Jeg kunne nu godt have brugt en salat eller noget andet grønt til, for det var ret kraftigt det her. Men virkelig lækkert for en brissel-elsker. Jeg får mundvand nu, mens jeg skriver om det. Peter spiste samme forret som jeg og så en stor bøf skåret af filet, som bare var stegt rød og så med samme kartoffelpuré til som min.

Der var slet ikke plads til dessert, så jeg tog bare en lille opstrammer-kaffe.

Christophe Restaurant
8 rue Descartes
75005 Paris
Tlf: 01 43 26 72 49

  

  

Totalitært regime i luskus supermarked

Efter frokosten tog vi metroen til stormagasinet Le Bon Marché, som er lidt mere fancy end f.eks. BHV og Galleries Lafayette. Jeg var mest interesseret i deres gourmetsupermarked, som ligger ved siden af stormagasinet; La Grande Epicerie. Da jeg sidste gang var i Paris for 11 år siden, var jeg i dette store luksus supermarked og var meget ophidset over udvalget og ikke mindst de mange smagsprøver. Men denne gang var de sure! Sure sure sure. Man måtte ikke fotografere derinde, hvilket jeg ikke forstår. Hvis det er pga. priser, så forstår jeg det slet ikke – alle kan jo gå ind i butikken og se, hvad ting koster. Og jeg bruger aldrig blitz, når jeg fotograferer. Hvad er problemet. Jeg spurgte en af de sure mennesker: Pourquoi? Mais pourqoi???? Hvortil han svarede noget i stil med “Fordi jeg siger det!”. Det er Mira Arkin ikke glad for at få at vide! Det var ubehageligt at få skæld ud i en butik og blive overvåget af vagter og jeg blev rigtig mave sur og fornærmet – sådan må det være at bo i Nordkorea- bare uden lækker mad og overflods-supermarkeder. Og mit franske er slet ikke godt nok til at jeg kunne give igen af samme skuffe. Øv.
Så nu er vi sure på Le Bon Marché, men også ulykkeligt forelskede og bitre over ikke at have butikker med sådan et udvalg herhjemme. Jeg fik dog lige taget et par paparazzi billeder:

F.eks. af hele denne reol med smør. Er det ikke fantastisk? Og der var jo langt mere på reolen, end det jeg fik med på billedet. Tænk at have så meget smør at vælge imellem.

Og så er det altså så cool, at man kan købe gåseæg. Det har jeg smagt en gang nede i vores hus i Sydfrankrig. De er kæmpestore og har kraftig skal. Hviden er halv-klar i det – også når man tilbereder det. Det smager nogenlunde som et hønseæg.

  

En slapper med en tartine

Efter at have brugt lidt for lang tid i Bon Marché og deres Epicerie, tog vi op til Marais kvarteret og tog en slapper på en café, hvor jeg fik en dejlig Campari juice og en tartine.

Tartines er franskmændendes madder. En skive brød med noget på. Her med utroligt lækkert og kraftigtsmagende skinke fra Auvergne på det verdenskendte Poilâne brød, som laves i Paris. Jeg kan kun understrege vigtigheden af at holde små pauser med snacks og drinks på storbyferier, for det er altid pisse hårdt, fordi man går og går og går. Man vil jo se det hele. Sådan en skive godt brød med smør og skinke var bare så lækkert og perfekt. Jeg vil selv til at lave sådan nogle små happere, når vi har gæster til et glas vin (ja okay, et par flasker vin) – bare det, at man skærer brødet ud på den måde, gør det ekstra delikat.

Efter dette gik vi lidt videre i Marais og så hjem til hotellet for at klæde om til middagen.

  

Bistrot Paul Bert

Bistroen Paul Bert ligger i 11. arrondissement, dvs. langt væk fra turistområder, og er således et sted man kun finder, hvis man ved det findes. En lille hyggelig bistro med rodet indretning og masser af mennesker. Man skal reservere bord, hvis man vil have plads.

Vi lagde ud med et glas champagne og fik en lille tallerken med skiver af en virkelig god saucisson – en dejlig lufttørret pølse af svinekød.

Menuen kommer ind på en tavle, som tjeneren stiller ved ens bord. Her er dagens menu skriblet ned – den skifter jævnligt.

Til forret fik vi begge denne geniale ret, som også er en klassisk måde at servere trøffel på. To spejlæg med mørkegule, bløde blommer. En smule koncentreret flødesauce med revet trøffel i og så masser af friskhøvlet sort trøffel over.

Utroligt tasty og en perfekt måde at lade trøflens sarte smag hamre igennem. Det var virkelig virkelig godt. Jeg vil totalt gøre det samme, næste gang jeg har fat i en trøffel.

Vi  var lidt kød-heftige efter den proteinrige frokost på Christophe, så vi valgte begge fisk til hovedret. Jeg vik et stykke bagt torsk med smørstegt spinat og unge porrer. Helt enkelt. Fisken var perfekt tilberedt og faldt i tykke, spændstige flager, men retten var lidt kedelig, og da jeg så nabobordets steak frites med hjemmelavede fritter, var jeg lidt misundelig. Men jeg havde bare ikke rigtig lyst til en stor bøf. Jeg skammer mig over at sige det.

Peter fik slethvar (en lillebror til Peters – og mange andres – yndlingsfisk pighvarren. Den kom med lidt ristede kartofler og estragon smør.

Til dessert fik vi begge tarte tatin. Den kendte franske omvendte kage med karamelliserede æbler og mørdej. Den kom med en god klat double créme til. Meget yummie. Peter fik sin med vaniljeis til, som smeltede, fordi vi havde travlt med at tale om mad med vores nabobord, som var to franske midaldrende par. Det er fedt at tale med nabobordet, når man spiser ude. Generelt er det helt acceptabelt i Frankrig, at man man interesserer sig for, hvad de andre spiser. At man kigger på deres tallerkener eller roser dem for deres valg af ret. Jeg kigger selv altid nysgerrigt efter de andres tallerkener, når jeg skal vælge mine retter – det er jo vigtigt at vælge den rigtige ret!

Vi synes begge vores hovedretter på Paul Bert var lidt kedelige. Jeg tror de var bedre til kød derinde. Men det meste franske bistromad er bare helt vildt simpelt, så man skal ikke forvente elaborerede anretninger. Hvis man bestiller steak frites, så får man bare en bøf og nogle fritter. Det er ikke sikkert der overhovedet er salat eller noget grønt med. Det er enkel mad. Jeg kan anbefale Bistrot Paul Bert, hvis du vil prøve autentisk bistro stemning, gode hjemmelavede fritter (vores naboer sagde, at jeg da gerne måtte have smagt deres fritter – efter jeg havde fortalt dem om, hvor misundelig jeg havde været over deres hovedret – de så virkelig gode ud! Mere om gode fritter i næste del fra Paris). Men pas på med at sætte forventninger op og tro, du får mad med samme detaljegrad som vi kender det fra de restauranter i Danmark, der kalder sig bistroer – f.eks. Bistro Boheme eller Oubæk her i København.

Bistot Paul Bert (ikke noget website)
18 rue Paul Bert
Tlf. 01 43 72 24 01

Jeg vender tilbage med flere billeder af hvad jeg ellers spiste i Paris…