Det spiste jeg i Campania

Det spiste jeg i Campania

Undskyld undskyld – jeg har været en meget dårlig og doven blogger. Men det er jo fordi, jeg har været på hele to ture til Italien over de sidste to uger, og det har været skønt, men også stressende og jeg har haft travlt. Tak fordi du stadig følger mig. Her kommer første del i endnu en serie om hvad jeg har spist på en rejse: Det spiste jeg i Campania.

Campania er en region (lige som Toscana og Piemonte er det), som ligger i det sydlige Italien, syd for Napoli. Det er her mange af Italiens grøntsager produceres, for jorden er frugtbar og der er masser af sol og varme. Og det er også i denne region – nærmere bestemt Salerno regionen og omkring byen Eboli – at Italiens bedste bøffelmælksmozzarella produceres. Det var pga. denne dejlige, milde ost, at jeg var inviteret til Eboli for at deltage i den årlige festival for bøffelmozzarealla: La Grande Bufala. Jeg skriver en artikel i magasinet Gastro om selve festivalen og en masse om mozzarellaen og hvordan den produceres, så den information må I vente lidt med (læs i mellemtiden min artikel fra Cannes Festivalen i det nummer, som er på gaden nu).

I dette indlæg – og et følgende – vil det handle om, hvad jeg spiste på min tur.
En celebrity i Eboli

Jeg blev behandlet som en ægte celebrity mens jeg var i den lille by. Eboli er vist ikke vant til udenlandsk besøg og det virkede, som om hele byen vidste at la giornalista danese – som de kaldte mig (den danske journalist) – skulle komme til festivalen. Alle tog så godt imod mig og passede på mig og sørgede for, at jeg havde det godt. De var simpelthen så søde ved mig. Og rigtig mange ville have taget billede med mig – bl.a. den lokale carabinieri (en slags politi), som endda tog sine briller af for at være ekstra lækker. Her på det øverste billede står jeg sammen med ham og min søde tolk, Vita, der studerer engelsk og var en af de få i byen, som kunne engelsk. Da mit italiensk begrænser sig til sager, der har med mad at gøre, var det virkelig dejligt at have Vita med! Tak til alle i Eboli for at tage så godt imod mig!

Den første aften ankom jeg først kl. 23 til byen. Jeg fløj til Rom, men der var en 3 timer lang køretur til Eboli, fordi vi ramte rushhour ud af Rom.

Sent om aftenen på festivalpladsen midt i byen, dukkede jeg op og fandt en af arrangørerne, Vincenzo, som satte mig ned og gav mig en tallerken pasta e faglio (pasta med bønner), som er en rigtig bonderet. Pastaen var selvfølgelig kogt perfekt al dente, selv om vi var på en festivalplads med boder og det var sent om aftenen (prøv selv at finde perfekt kogt pasta til et dyrskue i Danmark!). Selv den slags mad er vellavet i Italien. Bønnerne var den lokale art Controni, som er en hvid og rund bønne, der er meget lækker, og som jeg aldrig havde set før.

Jeg kunne naturligvis ikke gå i seng uden at få smagt det lokale hvide guld: bøffelmozzarellaen. Altså mozzarella lavet af mælk fra en særlig slags bøfler, hvor almindelig mozzarella laves af komælk. Det var sådan nogle små søde nogle, kaldet bocconcini – lige i en hapsestørrelse – og det var første gang, jeg smagte helt friskklavet mozzarella. Den var lavet samme aften, og var helt fast i det. Jeg troede god mozzarella skulle være blød og cremet, ligesom dem vi kan købe i Danmark er det (altså bøffelmozzarella), men sådan er det faktisk slet ikke. Den friske mozzarella er fast og har bid, og når man trykker på den, kommer der mælk ud af den.

Lækkert var det i hvert fald, og jeg gik i seng og sov dejligt til næste dag, hvor jeg blev hentet af Marco fra det lokale handelskammer, som tog sig af mig den første dag dernede. Han kunne tale fint engelsk, så vi fik først behov for Vita dagen efter. Om formiddagen besøgte vi et lokalt kafferisteri og derefter skulle vi have os en lille frokost.

Det foregik på Il Panigaccio, der ligger lige ved torvet i Eboli. Restauranten er opkaldt efter panigacci, som er en slags pandekager. Dem var de specialister i her, men sjovt nok skulle vi ikke smage på dem. Marco bestilte for mig og i stedet fik vi først lidt antipasti.

Som var disse to små anretninger. Forrest er det en melanzane parmigiana – dvs. aubergine med tomat og parmesan. Bagved en klassisk caprese med tomater og frisk bøffelmozzarella.

 

Dernæst fik vi to pastaretter. Den ene var pasta, der kom vendt i en aspargescreme og masser af parmesan. Vildt lækkert. Jeg ved ikke hvad de kaldte pasta typen. Måske er det strozzapreti.

Den anden pastaret var disse lækre ravioli med ricottafyld og en cremet græskarsauce med lokale hasselnødder. Mums. Begge typer pasta var hjemmelavet.

Vi sprang hovedretten over og gik til dessert. En variant over tiramisu lavet som en slags mini charlotte, med ladyfingers udenpå og cremen indvendigt. Den var super lækker og perfekt.

Det var sæson for jordbær, så vi fik også lige en skål af dem. De kom vendt med citronsaft og sukker og lidt mynte. Citronen fremhævede jordbærrenes parfumerede smag.

 

Efter frokosten blev vi hentet af en lokal vinbonde, Vincenzo Polito, som først kørte os ud for at se den lokale antikke ruin ved Paestum, som de er meget stolte af dernede – og med god grund. Området har været en del af det antikke Grækenland og denne ruin var enormt stor og i virkelig god stand, om man så må sige. Til gengæld havde man den stort set for sig selv, bortset fra et brudepar, som skulle fotograferes foran templet.

 

Efter Paestum kørte vi over til Enzos (det kalder man folk der hedder Vincenzo) bror, som har en bøffel farm. Her kunne jeg hilse på de mange bøfler, der producerer mælk til mozzarella. De lugtede kraftigere end almindelige danske køer, men var ellers meget lige som dem, vi kender herhjemme. Også de var meget nysgerrige efter at se la giornalista danese :-).

Enzo gav os fadprøver fra hans rødvin lavet på den lokale drue aglianico. Den var krydret og fyldig og ret syrah-agtig. Det var sjovt at smage en drue, jeg aldrig har hverken hørt om eller smagt før.

Her er det Marco der hygger sig med fadprøven mellem Enzos ståltanke med vin.

Vi rykkede op i smagerummet og smagte flere årgange af samme vin og spiste lidt pølsehapsere til. Jeg sad og tænkte, om ikke vi snart skulle tilbage til byen, for vi skulle spise middag med arrangørerne af festivalen og klokken var over 21. Men i Syditalien tager man det altså meget afslappet – jeg tror ikke der er nogen der får stress dernede. Ingen tager sig af tiden og alle kommer for sent. Så først kl. 22 var vi inde i byen og skulle mødes med de andre arrangører. Vi spiste middag på et trattoria i Eboli, som var indrettet som en art kopi af et af byens torve. Helt utroligt grimt var det, men der var grov-hyggeligt og maden var fremragende. Det hed noget i retning af Piazzina di Sofia eller sådan noget.

Først selvfølgelig lidt bøffelmozzarella. To slags endda. Dette fad var altså til deling!

Så en lille skål af noget der mindede meget om skipper labskovs, lavet med bøffelkød. Det smagte meget af kalv.

Hovedretten var tagliata di manzo, altså en stor bøf skåret i skiver og serveret på et fad med rucola, tomat og balsamico. Alting kom på fade, som man delte.

Der var masser af grøntsager til kødet. Disse grønne bønner med milde grønne chilier, tomat og baby courgetter var vendt med olivenolie.

Kartoffel timbaler med bacon og masser af ost og olie. Foran er det mini melanzane parmigiana.

En form for bitter salat stegt i olivenolie med sorte oliven.

De lokale controni bønner med friske tomater, basilikum og olivenolie.

Blade og blomster fra courgetter stegt med hvidløg, tomat og olie.

Er det ikke vildt med alle de lækre grøntsagsretter til kødet? Det kan vi altså godt lære lidt af herhjemme.

Så et fad af de dejlige lokale jordbær. De er ret mørke i det og meget parfumerede.

Desserten var disse små kager, som mine medspisere ikke ville have, men blot bestilte til mig. Jeg kunne overhovedet ikke spise 3, men nøjedes feminint med 1. Det var mørdejsbunde med bøffelmælksricotta creme, pære og chokoladesovs.

Det var en lidt svær middag, for den eneste engelsktalende udover mig var Marco. Derudover var der 3 midaldrende mænd, som var medarrangører af festivalen. De kunne ikke tale med mig og det var altså virkelig akavet at sidde der 20 år yngre og med en mega sprogbarriere i mellem os. Men maden var dejligt og mændende fortalte hinanden røver historier om fulde mænd, så vidt jeg forstod…

Her er den utroligt søde Giuseppe (kaldet Pepe), som var en energibombe af karat og jeg tror virkelig han kan give den gas på dansegulvet til en familiefest. Hans søde kone gav mig en flaske af sin hjemmelavede limomcello med hjem. Det er en likør lavet af citroner og i dette tilfælde fra hendes hjemmedyrkede citroner. Den glæder jeg mig til at smage.

Og ham her er en anden Vincenzo, som også blev kaldt Enzo. Han var arrangør af festivalen og helt vild med lilla. Han havde lilla bluse, lilla bukser og lilla ur på. Og han kørte mig til toget i Salerno tidligt om morgenen, da jeg skulle hjem, med 180 km i timen i sin lille Mercedes cabriolet. It aint over till it’s over!

Mere om hvad jeg spiste i Eboli næste dag senere. God weekend og god pinse.