Det spiste jeg i Campania del II

Det spiste jeg i Campania del II

Her kommer anden del af hvad jeg spise på min tur i Campania – altså i det sydlige Italien. Det var den sidste dag, jeg var der. Dagen efter rejste jeg hjem via Rom og var hjemme i weekenden for så at tage afsted til Toscana søndag eftermiddag. Mere om Toscana turen følger.

Vi startede dagen med et besøg på et mozzarella mejeri. Da jeg skal skrive om dette for Gastro, er jeg nødt til at gemme mine billeder derfra til det formål, så I må nøjes med dette fjolle-foto fra Vincenzo’s åbne Mercedes på vej ud til mejeriet, La Perla del Mediterraneo.

Bag mit kæmpehoved kan man ane min tolk Vita. Ved siden af er det Pompeo, som jeg mødte dagen før. Han er eksportchef i et stort lokalt kafferisteri, Caffè Gioia. Han ville vist bare gerne med ud og besøge mejeriet. Han var nok venner med Vincenzo, der arrangerede Bufala festivalen – altså den bøffelmozzarella festival, jeg var dernede for at besøge.

Som sagt, I kan læse alt om mozzarella i min kommende artikel i Gastro.

 

Efter mejeribesøget – hvor jeg i øvrigt næsten grædefærdig måtte takke pænt nej til en stor kasse med 10 frisklavede mozzarellaer, fordi der simpelthen ikke var plads i kufferten og man kan jo ikke have flydende varer med i håndbagagen, pis – skulle vi spise frokost i Eboli.

Vi fandt Attilio – en anden af festivalens arrangører – på festivalpladsen i byen. Han talte ikke engelsk og Vita skulle ikke med til frokost, så jeg hende sagde jeg farvel til (vi skulle mødes igen om aftenen). Derefter var der en del venten og forvirring. Ingen kunne jo forklare mig, hvad der skulle foregå, for Attilio talte jo ikke engelsk og jeg taler ikke italiensk. Han gennede mig til at gå og det gjorde jeg så. Vi vandrede stille og roligt gennem byen, og jeg undrede mig over alle de mennesker, der fulgte med. Jeg vendte mig om og fandt så ud af, at hele den flok, der gik bagved, faktisk også skulle med til frokost.

Det var lidt som at være på besøg i en afrikansk landsby, den måde de fulgte efter mig på uden at vi rigtig kunne tale sammen. Men til frokost skulle vi altså alle, og de andre deltagere var kolleger, koner og børn. Søde var de i hvert fald alle sammen.
Den unge mand til højre for midten i den lyserøde t-shirt var min tolk under frokosten. Han hed Giancarlo og han havde engelskundervisning på den privatskole, han gik i. Har italienske børn virkelig ikke obligatorisk engelskundervisning i folkeskolen??

Han var dygtig til engelsk og var min høflige bordherre under frokosten. Hatten af for at en 14-årig klarede værtsrollen så godt. De fleste teenagere havde nok været rædselsslagne ved tanken om at skulle wine and dine en halvgammel dame fra et fjernt land.

Frokosten foregik på den lækre Hosteria San Lorenzo. Et dejligt sted i Ebolis gamle bydel med stejle gader og trapper overalt. Det er vores frokostbord, der er på det øverste billede i indlægget.
Vi lagde ud med disse brød. I en kurv lå de her tørre skorper af brød. Dem skulle man dyppe i vand og derefter dryppe med olie og salt. Lækker sprød og blød hapser.

Første ret var blæksprutter friteret i groft majsmel. Serveret på en puré af friske majs. Frituredejen havde en snert af citrontimian. Til hele middagen drak vi en lokal hvidvin af Falangina druen fra Campania.

Næste ret var også med blæksprutte – her den ottearmede slags. Små babysprutter, der var marineret og silkebløde. Ovenpå friterede kartoffelstrimler.

Så en lille bøffelmozzarella med stegt polenta og balsamico glace. Polentaen var dejlig let indvendigt og super sprød udenpå. Se mælken, der kommer ud af den helt friske mozzarella.

Og så: tadaaa! En ret som ikke var andet end en frisklavet mozzarella og et basilikumblad. Osten var fra La Perla, som jeg havde besøgt om formiddagen, og det var den bedste mozzarella, jeg nogensinde har smagt. Saftig men fast i det – den havde bid. Og når man pressede på den, sev den hvide mælk ud på tallerkenen.

Næste ret var en perfekt tilberedt risotto med bøffelricotta og karljohan svampe. Ovenpå er det lidt rødkål spirer. Risottoen var perfekt al dente.

Dernæst en lille brødhapser med frisklavet bøffel ricotta. Jeg vil bare lige sige, at det ricotta man kan købe i danske supermarkeder overhovedet intet har at gøre med rigtig frisklavet ricotta. Det her var så cremet og dejligt og havde en fed, fyldig mælkesmag. Brødet var let ristet og hapseren var i sin enkelthed bare perfekt. Det er lige præcis den her enkelthed der gør det italienske køkken så overlegent efter min mening. Enkelthed – men med total kompromisløshed over kvaliteten af råvarer.

Så skulle vi lige vaskes lidt. Tjeneren hældte vand på sådan nogle små, hvide oblater, som svulmede op i højden og blev til parfumerede vådservietter. Snazzy.

Mens de voksne spiste, sad alle børnene (min unge tolk undtaget) ved et bord for dem selv og spiste. De fik ikke børne-skodmad, men lækre antipasti, pasta og hovedret og chokolade mousse til dessert. De var så velopdragne og dygtige til at spise ude. Når jeg en gang får børn, håber jeg de er lige så dygtige til at opføre sig pænt på restaurant.

Desserten ved voksenbordet var en sød ricotta creme, en kugle is lavet af bøffel yoghurt og lidt jordbær.

Og så en totalt overgejlet cognac. Det tog tjeneren 100 år at anrette alle disse fade med tørrede blomster og alt muligt. Der var et fyrfadslys på hvert fad, så man kunne varme sin cognac. Det endte selvfølgelig i en mindre brand for en af deltagerne, men det var ikke mig!

Endelig en lille kop espresso. Det er altså en dejlig afslutning på et måltid. Og nu var der også gået 4 timer med frokosten, så det var rart at komme ud i solen og kigge lidt på den tilstødende have, som tilhørte byens fine familie. Familiens nulevende overhoved, Constantino, gav os en rundvisning af hans flotte grund.

Haven lå oppe bag denne høje mur.

En hemmelig have med masser af skygge og gamle fontæner. Virkelig fint. Hans hus var i 4 etager og hver etage var 400 kvm! Så fint.

 

Så var vi tilbage på festivalpladsen – nu skulle jeg spise endnu mere mozzarella!

Her er det den utroligt charmerende Rosanna – en lokal pige – som serverer smagsprøver fra La Perla. Jeg tror hun er en man eater!

Der var rigtig mange andre mozzarella producenter til stede på festivalen, og alle havde smagsprøver.

Jeg kom forbi dette kort over regionen, hvor man kan se, hvor der produceres mozzarella. Jeg var i området Salerno – lige under Napoli og vulkanen Vesuvio.

Jeg hilste på den lokale sommelier, Alberto Giannattasio, som havde en stand med lokale vine.

Og endelig var der paneldebat og kokkeshow, hvor der blev talt om madkultur og mozzarellaost og lavet mad. Jeg blev bedt om at tale for forsamlingen, men det blev heldigvis aflyst, fordi de andre indlæg tog lang tid. Det var lidt kedeligt for mig, da jeg ikke forstod hvad de sagde, men Vita var sød til at oversætte lidt hen ad vejen.

Min tålmodighed blev heldigvis belønnet med smagsprøver – bl.a. disse friterede kugler fyldt med ricotta og citron. Rigtig tasty!

Og denne tasty treat serverede rigtig gode ravioli fra pasta producenten Nonna Mati’ med bøffelricotta fyld, tomatsauce og pesto 🙂

Og pludselig var klokken blevet 22 og jeg gik kold. Næste morgen skulle jeg hentes kl. 5 på hotellet af Vincenzo (som i øvrigt kørte mig til Salerno togstation med 180 km/timen!). Her på billedet er det en af festivalens arrangører, Pepe, som har selskab af en af pigerne, som arbejdede på festivalen (det  var hende jeg fik vand af). Han har det vist ret godt, ham Pepe!

Næste morgen: jeg overlevede Vincenzos racerkørsel til toget og kørte lige forbi selveste Vesuvio på vejen til Rom. Fint ikke?

Tak til alle i Eboli for en herlig tur. Mozzarella vil aldrig være det samme for mig!