Det spiste jeg i Barcelona del IV – heavy gourmetmad hos Alkimia
Vores sidste aften i Barcelona var vi forbi den 1-stjernede Michelinrestaurant, Alkimia.
Den ligger i det kedelige kvarter omkring Gaudis sindssyge og imponerende katedral, Sagrada Familia. I en af de pænere gader i det ellers lidt luskede kvarter ligger Alkimia med den unge køkkenchef Jordi Vila bag gryderne.
Michelinmad på Alkimia
Restauranten er minimalistisk indrettet med flere rum en suite. Vi ringede 3 timer før og fik et bord, men det lå så til gengæld lige op ad køkkendøren, helt bagerst i restauranten.
Jeg foreslog Peter, at han rykkede over på min side, så vi begge kunne skue ud over restauranten, men det rådede overtjeneren os på det kraftigste imod. Faktisk så kraftigt, at det var ret irriterende.
Som gæst må man sgu da selv bestemme hvilken side af bordet, man vil sidde på. Det var 4-mands borde, så der var fint plads. I stedet valgte vi så at blive siddende og så skiftede vi plads halvvejs under middagen, så Peter ikke skulle glo ind i køkkendøren hele aftenen. En enerverende start på et gourmetmåltid!
Det øverste billede er udsigten ud i restauranten fra min (gode) side af bordet.
Der er to menuer på kortet – den store Alkimia menu og den lidt mindre med moderne versioner af det mere traditionelle køkken. Da det var sent og vi skulle tidligt op næste dag, valgte vi den traditionelle menu med 6 retter.
Vi lagde ud med en appetizer: tomatvand i et shotglas med olivenolie over og en skive super lækker salami over. Et meget forfriskende og sydeuropæisk-smagende shot.
Næste appetizer var en kraftig bouillon – måske på kalv – med tynde skiver selleri og nogle andre uidentificerede ingredienser. Fin og smuk servering, men på den kraftige side smagsmæssigt til en appetizer.
Første egentlige ret var denne smukke tallerken med frisk figen, ansjos, citronsorbet og tørret tun. Det var faktisk aftenens mest spændende ret. Der foregik en masse på tallerkenen og i munden, som blev udfordret af de søde, syrlige, salt, sprøde, bløde og umami smagende ingredienser. Citronsorbeten havde en bemærkelsesværdig effekt på den kraftige ansjos; den fjernede fuldstændig den fiskede smag og lod blot den fyldige umami-smag være tilbage. Virkelig friskt, lækkert og spændende.
Så kom den bagte cannelloni med kylling og mandelbechamel. Kyllingefyldet var meget kraftigt og fond-heftigt og sammen med den fede bechamel og den bløde pasta blev det næsten for meget – særligt for en forret. Det var rart med den lille salat til, som både var syrlig, sprød og sød. Det havde været en lækker ret som hovedret, men så tidligt i måltidet tog den faktisk lidt pusten fra mig. Alt var dog vellavet og pænt at se på.
Her fik vi så en slags risotto – spanierne spiser jo meget ris – med peberfrugt, safran og jomfruhummer. Den særlige type peberfrugt, nyoras, bruges også til romesco sauce og har en fyldig og ret tør smag. Jomfruhummeren havde overraskende nok sin sorte, knasende lorte-tarm siddende – det er vist første gang jeg har været ude for det på en Michelin-bestjernet restaurant. Det var rigtig ærgerligt, for jeg synes det er uappetitligt, og det er så nemt at fjerne den, at jeg ganske enkelt ikke forstår, hvorfor i al verden, man ikke fjerner den. Retten var igen meget kraftig og lidt til den kedelige side. Den grønne olie, man kan skimte, er persilleolie, som ikke rigtig trådte frem.
Ikke Søren Wiuff grønt
Herefter kom en fiskeret: John Dory, som på dansk hedder Sankt Peterfisk og i Frankrig kendes som St. Pierre. Til den var lidt spinat, gulerod og courgette og en kraftig sky. Den simple ret kunne have fungeret, på samme måde som de enkle fiskeretter fra Kødbyens Fiskebar gør det, hvis nu grøntsagerne havde været af samme udsøgte kvalitet og smag, som dem vi spiser på de gode restauranter i Danmark – ofte fra Kiselgaarden og Søren Wiuff. Men disse var kedelige og karakterløse. Og så var min fisk var undertilberedt i den ene side.
Jeg er selvfølgelig med på, at fisk ikke skal oversteges, men denne var helt rå i midten. Jeg beklagede mig over det, da de tog min halvspiste tallerken, men der kom ikke noget ud af det, andet end det sædvanlige forsvar fra en restaurant, hvor de forklarer hvor vigtigt det er ikke at overtilberede fisken, og hvor de går ud fra jeg som gæst ikke aner, hvordan en fisk skal tilberedes. Endnu en irriterende ting ved betjeningen.
Retten var simpelthen kedelig og for kraftig i smagen efter de to tidligere ligeledes kraftige retter. Køkkenchefen ligner godt nok også lidt en HA’er, som kan tage fra sig, men jeg var helt færdig, da den utroligt kraftige hovedret af lam kom.
Og nu er jeg altså ikke ligefrem kendt for at spise som en fin dame. Men jeg måtte levne en hel del af denne ellers rigtig lækre lammeret. Et stykke langtidstilberedt lammeskulder, som var super mørt og saftigt og med lækkert sprødt skind. Dertil kom syltede græskar, kantareller, en lys skum og lidt jus fra lammet. En virkelig lækker og velkomponeret ret, som jeg ville ønske, ønske jeg havde haft mere appetit til.
Første dessert var en nougatis med blød nougat, sorte oliven og kirsebær granite. Virkelig lækkert og fyldigt, med gode teksturer og den dejlig dyb smag fra både kirsebær og oliven. En fræk dessert.
Endnu en fræk dessert var denne nr. 2: karamelliseret æble med et stykke syndig, brownie agtigt chokoladekage og en provokerende eucalytus is til. Super snazzy kombi, som friskede gevaldigt op. Peter var ikke så tosset med eucalytusen, men jeg synes det var super frækt og lækkert i hvad der med en vaniljeis havde været en meget klassisk dessert.
Herefter kom en række petits fours. Denne kop med yoghurtskum med græskar og appelsinskal i bunden. Yoghurten var en smule salt og det var virkelig lækkert og friskt.
Så kom disse meget smørsmagende (på den gode måde) kager med mandler og hindbær. Haps.
Her var vi igen udsat for grådige Mira, som kom til at spise sin hasselnødde sablé med citronmousse, inden den blev fotograferet. Peter kom til det samme, så det var ikke kun mig, der var helt vild med denne lille hapser.
Og endelig den sidste mundfuld denne aften. Passionsorbet dyppet i hvid chokolade. Det var så lækkert at få et køligt, syrligt pust som det sidste til denne store middag. En aldeles perfekt afslutning.
Bottom line
Vi skulle nok alligevel have valgt den store menu. Måske var retterne her lettere i udtrykket. Jeg frygter i hvert fald, at det var det traditionelle islæt i vores menu, der gav den voldsomme fyldighed og kraft i mange af retterne. Men nu ved jeg jo ikke, hvad der blev serveret i den anden menu. Jeg så dog, at den første ret med figen og ansjos også blev serveret i den store omgang den aften, men udover det aner jeg ikke, hvad der kom ud af køkkenet til den store menu.
Under alle omstændigheder må jeg forholde mig til den menu, vi fik. Der var for mange kraftige retter, så man for hurtigt i forløbet mistede pusten og faktisk ikke havde lyst til mere, da kødretten kom. Faktisk allerede da John Dory’en kom. Det er jo ærgerligt.
Til gengæld løftede de niveauet gevaldigt op ved desserterne. Det var nogle af de bedste desserter jeg længe har fået. Der var utroligt godt styr på balancen mellem sødme, syre, fedme og salthed, hvor jeg synes man ofte komme ud for moderne desserter, der er kammet over med det salte, bare fordi det er moderne med salt i desserten. Hos Alkimia var der virkelig stor kvalitet og opfinderhøjde i desserterne, så selv om køkkenchefen ligner en rocker, så må han have en elegant sjæl, når han sådan kan finde ud af at afstemme desserterne så flot.
Vinmæssigt var det en kedelig aften. Vi gik glasvis og generelt havde vintjeneren for travlt med at komme videre, så hun glemte at lytte ordentligt efter og finde ud af, hvad vores stil var. Hun langede bare hurtige glas fra sig, som alle var for moderne og solrige til vores smag, eller for spinkle og upassende, som den hvidvin vi fik til John Dory’en. Her kunne man hente meget ved bare at blive 20% længere tid ved vores bord og rent faktisk prøve at interessere sig for, hvad vi godt kunne tænke os at drikke til maden.
Til gengæld for den relativt store del brok fra mig, så skal man lige huske prisen. 65 euro for denne menu og alle glassene kostede 6 euro stykket. Det er der skisme ikke mange danske 1-stjernede Michelinrestauranter, der kan hamle op med. Slet ikke på vinsiden.
Man kan sagtens tage forbi Alkimia og spise en dejlig middag – jeg vil dog tage den store menu næste gang og bede vintjeneren tage en slapper, når hun prøver at stikke for hurtigt af fra mit bord.
Gastropassion
Posted at 17:38h, 04 decemberHej Mira,
Tak for interessant læsning.
Min kæreste og jeg var selv i Barcelona i sommers og gæstede også Alkimia. Vi valgte den store menu, og oplevede også nogle af retterne som kraftige og tunge, men umiddelbart ikke i samme grad som dig.
Vores sommelier forsøgte også noget hurtigt at komme fra bordet. Vi var dog noget ubeslutsomme, og hun endte derfor ud med at tage sig god tid, hvilket også resulterede i nogle glimrende valg af vin.
Vi havde en fantastisk aften på Alkimia.
Du kan læse om vores besøg her: http://www.gastropassion.dk/2011/12/02/sol-sommer-barcelona-og-alkimia/
Kasper Bergholt
Posted at 00:36h, 04 novemberTak for en dejlig indlevende erindring. Ærgerligt med betjeningen og fisken. Hvor meget lå menuen på?
Mira Arkin
Posted at 00:51h, 04 novemberTak, Kasper:-) . Vores menu kostede 65 euro (se nederst). Den store lå vist på 85.