Det spiste jeg i Barcelona – del II

Det spiste jeg i Barcelona – del II

Der er stadig masser af mad tilbage fra Barcelona 🙂

På vores næste dag i den sommervarme by vandrede vi op i Eixample kvarteret i den posh ende af Ramblaen oppe ved luksusshoppinggaden, Passeig de Gracia, hvor designerbutikkerne ligger og de rige mennesker bor. Et lækkert kvarter med store gamle lejligheder og også der, hvor du finder en masse af modernista-bygningerne, deriblandt nogle af Gaudìs sindssygt ejendommelige ejendomme. Dem kiggede vi lidt på og butik-hoppede (her kan jeg anbefale design-mekkaet, Vinçon).

Trendy tapas på Tapas 24

Efter en hård omgang sightseeing og butiks-seeing, havde vi brug for noget at styrke os på, og helt tilfældigt kom vi forbi Tapas 24, som er Michelinrestauranten Comerç 24‘s tapasbar.

Jeg var hjemmefra blevet både anbefalet og advaret imod Comerç 24. Mange syntes det var skuffende med dårlig betjening og alt for hypet som et smart, El Bulli-agtigt sted, der ikke levede op til forventningerne. Derfor havde vi fravalgt det, men jeg havde hørt, at tapasbaren til gengæld skulle være god.

Så ind hoppede vi i den kølige kælder, hvor vi sad ved den store bar. Der var afslappet, urbant og lækkert. Super godt udvalg af bobler (bl.a. Egly-Ouriet og Pol Roger Winston Churchill til ganske rimelige penge). Husets cava kostede 3 eller 4 euro pr. glas og smagte godt! Tag den, danske-åger-priser-på-restaurant-vin!

Vi fik min nye yndlingshapser, brød gnedet med tomat. Det var turens næstlækreste tomatbrød – den dagen før på Taller de Tapas var faktisk bedre. Men stadig lækkert.

Dagens topscorer var disse små bikini-sandwiches. I Barcelona er en bikini en skinke og ost sandwich. Jeg ved ikke lige, hvor bikiniklar man bliver af at skovle parisertoast ind, men disse små mini-bikinier var UDSØGTE. De var lavet med iberico skinke, bøffelmozzarella og godt med sort trøffel, og der var simpelthen ikke noget dårligt at sige om dem, udover at der ikke var nok. Dem talte vi meget om resten af dagen og næste dag. Du må love mig, at bestille dem, når du selv skal på Tapas 24!

Denne “guacamole” – som de kaldte den – af aubergine var let og frisk med godt med syre. Lidt undersaltet, så den fik et let ferskt præg, men det kunne man jo fikse med sit eget drys salt. Sprøde croutoner til.

Endnu en afart friterede kartoffelmoskugler med smag (det fik vi også dagen før). Disse var med kylling og skinke, som var ultrafinthakket og i meget beherskede mængder – bare brugt som krydderi i kartoffelblandingen. Rullet i rasp og friteret og serveret med syndig mayonnaise (spanierne er det europæiske folk, der spiser næstmest mayonnaise efter englænderne – jeg har min info direkte fra Hellmann’s!) og spicy peberdressing. Klassisk spansk tapas, men lidt heavy.

Endnu en klassiker på den tunge side var denne drøm af en tømmermands-ret – den kunne næsten lige så godt være kommet fra en engelsk greasy spoon joint.

Tykke, sprøde fritter med sammensmaskede, bløde spejlæg og smulret, ristet chorizo. Jeg ville næsten ønske, jeg havde haft tømmermænd, for så var jeg simpelthen blevet så glad for denne ret. Men den var også heavy. Jeg synes generelt spainernes mad er utroligt fedladen.

Stedet er virkelig cool og jeg kan forestille mig, der er totalt smæk på om aftenen. Et lækkert sted til hapsere, drinks, bobler og uendelige flasker vino. Jeg anbefaler det hermed :-).

 

Asiatiske tapas på gourmetniveau

Om aftenen havde vi bestilt bord på Dos Palillos. Det er en tapasrestaurant, der serverer asiatiske fusionstapas. Man sidder omkring en bar, der omkranser køkkenet, hvor man så nyder en stor eller en endnu større menu med en masse små hapsere, som de dygtige kokke tilbereder, mens man kigger på. Det elsker jeg! Stor tilhænger af bar-pladser – i hvert fald når man kun er to (eller en – men ikke så godt med flere).

 

 

Vi valgte den helt store menu med vistnok 18 serveringer. Det startede med en lille caipininja – en asiatisk caipirina med ingefær i. Glasset var ikke så stort, så man blev ikke rockerstiv af den stærke drink. Vi fik i bedste japanske stil også dampende varme klude at tørre hænder i, inden måltidet begyndte. Det er så civiliseret, og det burde man faktisk gøre på alle fine restauranter – det er så luksus-spa-lækkert.

Så gik vi i gang med de mange retter. Først grillede padron pebre med stegte shitake svampe – det var marineret i en sødlig, teriyaki-agtig soja.

Tempurastegte, hele sardinger, som man spiste hele. Lidt grænseoverskridende for nogle, men de smagte dejligt af fed fisk, som sardiner nu en gang er. Og super sprøde. Man mærker ikke kranie eller noget, hvis du sidder og tænker på det… Peter fik dog godt nok fat i en større krabat, som knasede lige rigeligt.

Mega lækker frisk rispapirrulle med sprødstegt kyllingeskind, friske urter og babysalater  og sesam. Fik jeg sagt, den var mega lækker?

Aftenens smukkeste og mærkeligste ret. En anretning med forskellige bløddyr fra havet og flere slags tang. Forrest er det en havsnegl – jeg ved ikke om den var rå eller kogt. Jeg overvandt noget inden i mig selv og spiste den helt. Det var lidt som at tygge i det inderste af et øre – meget brusket med en let smag af hav. Ikke lækkert. Især ikke konsistensen. Men jeg får point for at spise en havsnegl. Nenunder var der et par rå venusmuslinger. Dem elsker jeg i spaghetti alle vongole, men jeg har ikke spist dem rå før. De var meget søde og milde i smagen og faktisk ganske lækre. Så er der kløerne omme bagved…

Dem tog jeg et nærbillede af, for de var ret eksotiske. Jeg kan ikke finde ud af, hvad de hedder, men jeg så dem også på markedet i La Boqueria og i Valencia. De ligner sådan nogle kløer fra et forhistorisk dyr. Man trækker kloen ud og så sidder der sådan noget lilla-agtigt kød-noget, som jeg desværre kun kan sammenligne i konsistens med den mest følsomme, kvindelige erogene zone. Sorry. Om den også smager lige sådan, kan jeg ikke svare på – den var mild, salt og havagtig, så det er måske ikke helt hen i vejret? Igen, sorry :-). Bedste, jeg håber ikke, du læser dette indlæg!

Opdatering siden jeg skrev indlægget: Jeg har af en sød læser fået at vide, at de på engelsk hedder gooseneck barnacles. Men de er stadig mærkelige.

Så kom vi straks over til noget mere genkendeligt i næste ret, som var disse 3 rejer, der engang havde halvrå haler siddende, men som grådige Mira spiste, inden hun nåede at fotografere dem. De var søde og bløde – lidt slatne (jeg forstå ikke det med rå rejer og hummere – jeg synes de bliver slimede) med en let røget smag. De var kun tilberedt med hovederne inde over gløderne, så halen var praktisk talt rå, og så var de dryppet med lidt sort te-infuseret olie.

Så kom en lille firkant med blæksprutte, som blev ganske let toastet med en flammekaster og smurt med noget uidentificeret. Lidt mærkeligt og blævret.

Så var der denne fine salat af finthakket okra, ørredrogn og tørret revet tun. Rigtig smukt og lækkert. Hvis ikke jeg havde fået at vide, at de lyse høvlede stykker var tørret tun, tror jeg aldrig jeg havde regnet det ud.

Så kom en varm lille kokotte med en dampet æggestand-agtig creme med krabbekød. Det var sødt og lækkert, men igen lidt på den blævrede side.

Et friskt indslag derefter var disse tempurastegte cherrytomater med wasabi.

Så kom dampede dumplings med rejer – lækre, men også lidt blævrede. Meget fine at se på, lige som stort set alle andre retter.

Derefter kom denne ret med tun fra bugen – dvs. det fedeste og efter mange japaneres mening bedste stykke af tunen. Rå skiver blev lagt på godt tilsmagt sushiris og derefter let svitset med flammekasteren. Derefter skulle man selv tage et stykke ristet nori tang og lave isg en lille pakke med ris, fisk og wasabi. Kokken viste os, hvordan man gjorde og derefter skulle vi selv.

Peter har lagt instruktionshænder til her: Man tager sit stykke tang og lækker ris, fisk og wasabi på – kun med pindene, selvfølgelig. Så trykker man det sammen.

Og ruller tangen rundt om – stadig kun med pindende – og så får man en fin rulle. Det gjorde jeg så overhovedet ikke, men jeg er jo heller ikke ingeniør, ligesom Peter.

Denne fine lille burger var af slider-størrelse – en slider er de mini-burgere, det er blevet populært at servere som drinks-hapser i USA. Super nuttet babyburger, der spises i 1, 2 eller 3 bidder. Kødet var friskhakket og tasty og kom med syrlige agurker og en strimlede shiso-blade – japanske blade, der smager som en blanding af spidskommen og mynte.

Så kom en grøntsagsret med wokstegte unge grøntsager i en østerssauce-agtig sauce. Tasty og sprødt. Og pænt.

Det her var 4 gyoza (lige som de der dumplings ovenfor med rejer), bare med svinekød i og stegt sammen med en slags pandekagedej, der blev helt sprød. Så brækkede man dem fra hinanden og spiste med en syrlig soja-eddike dip. Det var godt og sprødt.

Og så endnu en blævret ret – langtidsstegt utroligt fed svinekæbe fra iberisk svin, som var grillet på kinesisk med en sød, hoisin-agtig marinade. Det var næsten rent fedt, og selv om det smagte godt, blev det lidt for meget med alt det blævrede fedt. Hvad er der med Kina/Japan og blævrede konsistenser?? Der er helt klart noget.

Sidste blævrede ret var den ene dessert. En jordbærgele med små stykker frisk jordbær i. Det smagte fint af jordbær, men hvorfor det blævrede? Det var som en lidt for blævret Jello. Dertil en sort, koncentreret sesam-pasta.

Og sammen med det blævrede kom denne til gengæld ultra friske citrus granité.

Og så sluttede vi af med disse lækre friterede boller, som var fyldt med lun, flydende chokolade og toppet med syltet ingefær – og jeg elsker kombinationen af ingefær og chokolade, så jeg var vældig tilfreds.

Som du nok kan se, var det en længere affære denne middag. Det var et super tjekket køkken og det var tydeligt, at kokkene havde totalt styr på deres arbejde. Alt blev analt, præcist og roligt udført og der var en meget høj detaljegrad på måltidets mange retter. De kunne sagtens have en Michelinstjerne for min skyld (forudsat, at de fleste danske blev sat op med 1 stjerne hver, men det er en anden diskussion). Et virkelig spændende måltid, der var næsten lige så udfordrende som et måltid på Noma. Særligt pga. det eksotiske præg. Rigtig lækkert.

Det skal lige afsløres, at vi var nødt til at takke nej til en af retterne, fordi den simpelthen var for grænseoverskridende for os. Det var spyd med kylling som var grillet udenpå og helt rå indvendigt. Altså helt rå. Det kunne vi ikke få os til at komme i munden. Jeg er simpelthen så bange for at få en grim bakterie i mig som salmonella og kyllingesushi er sådan noget, jeg joker med. Det kom helt bag på mig, at de serverede det. Ligesom det kom helt bag på kokkene, at vi havde et issue med det. Han forsikrede os om, at det var lækre frilandskyllinger og at de ikke fejlede noget, men frilandskyllinger kan jo også være syge. Jeg turde ikke. So shoot me.

Den store menu gav vi noget i stil med 70-80 euro for pr. mand. Det er virkelig en i orden pris i forhold til hvor meget arbejde, der er lagt i. Vinmæssigt var det lidt svært med det asiatiske – vintjeneren satte nogle ikke specielt ophidsende glas hvidvin til – bl.a. en meget moderne sauvignon blanc, men til den fede gris til sidst anbefalede hun et glas Amontillado sherry, som var super tasty. Der var selvfølgelig også bobler på glas, samt andre slags sherry, så du går ikke ned på drikkevarer derinde. Virkelig et spændende og cool måltid i hyggelige, afslappede omgivelser.

Hvis du gerne vil prøve Dos Palillos uden den helt store menu, kan du sætte dig i den lyse bar foran restauranten, hvor du kan bestille de små retter enkeltvis.

I næste indlæg fra Barcelona, skal vi kigge på billederne fra frokost i en turistfælde, pinxtos på Sagardi, frokost på Agua ved stranden og vores aften på den 1-stjernede Michelinrestaurant, Alkimia. Hm… måske er der mere en ét indlæg tilbage fra Barcelona…