Det fik jeg ikke blogget om i 2012

Det fik jeg ikke blogget om i 2012

P1250681-copy

Peter kan bevidne, at jeg altid beklager mig over ALDRIG at komme ud og spise. Det kan jeg så godt se måske er at overdramatisere situationen en smule. Faktisk kommer jeg ret meget ud og spise. Det kan jeg se nu, hvor jeg har kigget årets billeder igennem og fundet en del billeder fra restaurantmåltider, jeg aldrig fik blogget om af den ene eller anden grund. Nu får I lige en hurtig kigger på alle de måltider ude, jeg ikke fik blogget om. 

Øverst er det en dejlig forårsmiddag på Restaurationen. Jeg var utroligt gravid – faktisk et par dage over min termin – da vi besluttede os for at skide på terminsdatoer og bare booke et bord. Så måtte babyen jo komme eller lade være. Vi spiste en skøn middag hvor især den bløde røræg med høvlet trøffel og Bo Jacobsens hjemmelavede skinke sidder fast i min erindring. Det var et lækkert måltid, som dog var en smule dyrt i forhold til, hvad man kan få for samme penge på andre gode restauranter i byen. Men maden er perfekt lavet og med gode ingredienser – det ved jeg godt koster, men sammenlignet med mine benchmark restauranter som f.eks. Kødbyens Fiskebar og Kadeau (det gamle – jeg har endnu ikke prøvet det nye), så var Restaurationen lidt i den dyre ende. Men velsmagende, det var det altså.
Efter denne middag stak vi indenom en af mine yndlingsbarer, 1105, hvor jeg fik en virgin cocktail. Jeg slugte den dog meget hurtigt, for jeg synes folk kiggede sådan på mit cocktailglas og min store mave. De kunne jo ikke se, der ikke var alkohol i drinken!

P1240289s

Jeg må beklage, at jeg ikke fik blogget om min frokost på selveste Geranium. Men det var under et møde, som jeg var ret optaget af, og faktisk talte maden på Geranium ikke så meget til mig – den var mig en smule anæmisk. Utroligt utroligt smuk at se på, men ikke et måltid som jeg for evigt vil huske. Til gengæld fik jeg prøvet hele den store juicemenu, for jeg var rigtig gravid. Er sikker på, at Otto er blevet endnu mere klog, sund og perfekt af de lækre juicer.

P1250538_s

Der var også mere ydmyge måltider, som f.eks. en udmærket og billig frokost på Maven i Nikolaj Kirke. En ordentlig dynge muslinger med hjemmelavede fritter og aioli til. Uhm!  Og så er der rigtig hyggeligt derinde.

_1010946s

Der var også sommerfrokosten udendør på Lumskebugten – den klassiske frokostrestaurant på Esplanaden, som Erwin Lauterbach overtog. Vi havde besøg af vores amerikansk/danske venner og spiste dejlig dansk frokost med dem her. Det her er fiskefrikadeller som kom med hjemmerørt remoulade og hjemmebagt rugbrød.

_1020105-copy-3

I efteråret spiste jeg spicy mad på NamNam – Claus Meyers asiatiske streetfood restaurant. Det lækreste denne aften var spicy chili krabbe i en stærk tomatsovs, som man sad og fedtede rundt i mens man fiskede efter kød i de flækkede krabber. Der var også rigtig tasty tynde pandekager, roti prata, med forskelligt fyld i.

_1040573-copy

Jeg fik heller ikke blogget om en sjov osteaften på Spisehuset 56 grader, hvor menuen var lavet med de fantasiske oste fra Arla Unika. Til venstre er det Rasmus Leck Fischers waldorfsalat-ret. Til højre en masse ost. Forrest er det Troldhede Ask og bagved den nye maltost, som er baseret på en cheddartype og stukket med malt. En spændende aften, hvor min bordherre Mads var osteopfinder hos Arla. Det er sgu da en fed titel!

_1040695-copy-2

I december spiste jeg frokost på Signatur på Kgs. Nytorv. Flot, moderne smørrebrød og et fint udvalg af kvalitetsøl. Peter drak øl fra Mikkeler og snaps fra Schumacher. Lokalet er virkelig flot. Der var godt nok lidt koldt ved siden af vinduet, hvor vi sad, men til gengæld havde vi udsigt til Kgs. Nytorv og så garden spadsere forbi. De var lidt karrige med mayonnaisen til rejemaden, men det var nu en udmærket frokost med en anelse forvirret men sød betjening.

_1040669-copy-2

Og så er jeg ked af, jeg ikke fik blogget om en af Aalborgs absolut bedste restauranter, Restaurant Mest. En klassisk fransk bistro, der laver bedre bistromad end den man får i Frankrig. Kort og godt. Vi gik i de helt klassiske bistroretter, men der er også mere avancerede retter på kortet både frokost og aften. Maden er altid lige i skabet og det er et sted man kommer igen og igen. Mine forældre er der hele tiden! Dejligt for Aalborg med sådan en restaurant. Jeg spiste en vidunderlig croque madame og min far spiste deres super gode, rørte tartar.

Og det var så noget af det, jeg havde snydt jer for i 2012, kære læsere. Jeg beklager min dovenskab og jeg håber dette nye år, hvor jeg nu næsten er helt tilbage på pinden igen, bliver et bedre år for bloggen. Der kom lige en Ottofis indenom og gav mig lidt ekstra at se til – og hvor er jeg dog glad for det 🙂

 

2 Comments

Post A Comment

  • by Busk
    Posted at 21:44h, 18 januar Svar

    Wau sikke en masse lækre ting som “ikke” kom på bloggen.

    Jeg kunne godt tænke mig at vide lidt om hvilket kamera du har. Synes altid dine billeder er rigtig fine. Måske du kunne lave en podt med tips til foto…

    • Mira Arkin
      Posted at 16:42h, 20 januar Svar

      Tusind tak for det :-).
      Jeg bruger et Panasonic Lumix GX1 med en 20 mm F1.7 linse. Det er en meget lysstærk linse, som f.eks. fungerer ret godt indendørs i meget lidt belysning, som jo ellers kan være en udfordring for en madblogger på en restaurant. Ellers er mit bedste råd at bruge dagslys og aldrig aldrig aldrig blitz til madbilleder. Dagslys og masser af det!