Den bedste opskrift på hønsesalat med ristet knoldselleri og æble

Den bedste opskrift på hønsesalat med ristet knoldselleri og æble

Hønsesalat er altid godt – det er en af de retter, jeg ofte ender med at bestille på en smørrebrødsrestaurant og det er noget, jeg godt kan lide at komme på bordet til julefrokoster og også til alle mulige andre frokoster. Hvem elsker ikke hønsesalat?

Denne version har jeg givet et ekstra pift grøntsager, for jeg lavede nemlig tern af knoldselleri, som jeg stegte og vendte i. Lidt i stedet for svampe, fordi jeg gerne ville have det ekstra vinteragtigt og fordi jeg godt kan lide sødmen  fra stegt knoldselleri. Der er også æbler og lidt bladselleri i for sprødhed og friskhed i den fede, cremede dressing. Det var faktisk den bedste hønsesalat, jeg har lavet. Måske noget til jeres julefrokoster?

Hønsesalat med selleri og æble

Til 4-6 pers.

200 g knoldselleri
1 tsk smør + 1 tsk olivenolie til stegning
salt og sort peber
450 g koldt kyllingekød
1 æble
2 stængler bladselleri
150 g mayonnaise
150 g creme fraiche 38%
1 tsk sød sennep
1 tsk dijonsennep
stegt bacon i skiver som tilbehør + lidt frisk æble og kørvel

  1. Skræl knoldsellerien og skær den i små tern på 1 x 1 cm. Steg dem i en blanding af smør og olie i en pande ved middel varme. Krydr undervejs med salt og peber. Sørg for at vende godt rundt i dem, så de bliver stegt gyldne på alle sider. Tag dem af varmen og lad dem køle lidt af.
  2. Skær kyllingekødet i mindre stykker. Jeg foretræker lidt større stykker, så man virkelig fornemmer gode stykker kylling i hønsesalaten – jeg er ikke så vild med, når hønsesalater er for findelte. Skær æble og bladselleri i små tern – mindre end knoldsellerien. Jeg lader skindet blive på æblerne. Rør en dressing sammen af mayonnaise, creme fraiche og begge slags sennep. Smag godt til med salt og peber. Vend dressingen rundti kylling, stegt knoldselleri, æble og bladeselleri og sæt den i køleskabet en times tid, før den skal spises, så den sætter sig og bliver mere fast i konsistensen. Spis på brød og pynt med stegt bacon (det kunne også være stegte svampe), lidt frisk æble og lidt kørvel.
3 Comments

Post A Comment

  • Julia
    Posted at 08:08h, 28 december Svar

    Tak for en dejlig opskrift! Vi lavede den til julefrokosten med familien 2. juledag. Jeg kan meget godt lide den knusende friskhed som æble og bladselleri tilføjer. Og jeg savner overhovedet ikke svampe 😀

  • Alexandra
    Posted at 17:00h, 12 december Svar

    Jeg lavede den her til vores julefrokost og det var en kæmpe succes! Tror den bliver gentaget i juledagene. Tak!

    • Mira Arkin
      Posted at 17:08h, 12 december Svar

      Hvor skønt at høre – dejligt at dine gæster kunne lide den 😀