De bedste æblemuffins med kanelcrunch
Jeg bagte så lige verdens bedste æblemuffins i går. De blev utroligt lækre! Og der duftede FANTASTISK i køkkenet og de smagte bare så godt. Fik jeg sagt, at de var gode? SÅ GODE!
Lille Frederik hjalp mig med at plukke æbler fra vores gamle Ingrid Marie træ og så tog det ingen tid at bage dem, for muffins er bare nemme at lave. De smager allerbedst lune og på samme dag, som man har bagt dem – muffins er ikke lavet til at gemme i flere dage. Men det er så heller ikke nødvendigt, når vi taler om verdens bedste æblemuffins, vel.
Der er tre tricks til mine muffins: Jeg vender æblestykkerne med brun farin og kanel, før de kommer i melet. Jeg kommer lidt stødt ingefær i dejen. Og så topper jeg hver muffin med en crunchy brun farin og kanel blanding. Latterligt lækre!
Æblemuffins med kanelcrunch
12 stk.
375 g hvedemel
75 g sukker
3 tsk bagepulver
2 tsk stødt ingefær
2 store æbler
2 spsk brun farin
1 tsk stødt kanel
150 g smeltet smør, let afkølet
1½ dl mælk
2 æg
evt. smør til formen
evt. flormelis til drys
Kanelcrunch
50 g smør, smeltet
50 g brun farin
50 g hvedemel
1 tsk stødt kanel
- Bland hvedemel med sukker, bagepulver og ingefær. Skræl æblerne og skær dem i små tern på lidt under 1 cm. Vend æbleternene med brun farin og kanel og kom dem så i melblandingen og vend rundt. Rør smeltet smør sammen med mælk og æg.
- Lav en fordybning i melblandingen og hæld æggeblandingen der i. Brug en gaffel til hurtigt at røre dejen sammen En muffindej må endelig ikke røres for meget – så bliver dine muffins for tætte og tunge. Pyt med om der er lidt synligt mel et sted – det forsvinder under bagning. Fordel dejen i 12 muffinforme. Jeg bruger en form med non-stick overflade, så jeg behøver ikke smøre. Ellers må du smøre med lidt smør eller bruge papirforme.
- Til kanelcrunch blandes smør sammen med brun farin, mel og kanel. Kom en god teskefuld på toppen af hver muffin og fordel det lidt over dejen. Bag muffinsene i 15-20 min. ved 180 gr. varmluft eller 200 gr. alm. ovn. Lad dem køle en smule af og vip dem så ud af formen. Drys evt. med lidt flormelis.
VenterPaaVinBlog
Posted at 11:41h, 09 septemberUhm, det lyder bare efterårslækkert.