Crumble med brombær og pære – super nem efterårslækkerhed
Foto: Line Klein
Ja ja, jeg ved godt, at der allerede er masser af crumbleopskrifter på bloggen, men denne her crumble med pære og brombær smager OGSÅ godt og passer lige til efteråret. Lav den som den er, eller skift pærerne ud med æble. Og ellers kan du jo kigge på nogle af mine andre crumbles, fx. denne perfekte æblecrumble med brun farin.
En af de (mange) gode ting ved crumbles er, at de er meget tilgivende desserter. Det er svært at fucke en crumble op. Dejen skal jo ligesom smuldre, så der er ikke noget, der skal hænge sammen for at virke. Og hvis du ikke lige har valnødder, så bruger du bare en anden nød. Hvis du ikke har pærer, så bruger du bare æbler. Hvis du ikke har brombær – så bruger du bare blåbær eller lade helt være at komme bær i. Det går nok alt sammen.
Jeg synes en crumble smager bedst, når den er lun og nybagt. Hvis du vil forberede dig lidt, kan du sagtens lave crumbledejen på forhånd og bare gemme i en pose i køleskabet. Frugten er hurtig at bikse sammen og så kan du bare smide crumblen på og bage den. Jeg elsker creme fraiche 38% til (alt), men vaniljeis eller flødeskum er også altid dejligt.
Pære-brombær crumble
6 pers.
Crumble dej:
125 g hvedemel
100 g koldt smør
50 g rørsukker
1 tsk bagepulver
50 g valnødder
Fyld:
4 store pærer
300 g brombær (friske eller frosne)
1 tsk kanel
75 g rørsukker
2 spsk maizena
Til crumbledej kommes mel i en skål. Skær smør i tern og smuldr det ud i smørret med fingrene. Bland med rørsukker og bagepulver og kom grofthakkede valnødder i.
Til fyldet skrælles pærerne. Fjern kernehuset og skær pærerne i grove tern. Bland med brombær, kanel, rørsukker og maizena og kom i et ovnfast fad eller en tærteform. Kom crumbledejen over og bag crumblen i 30 min. ved 200 gr.
No Comments