Crostini med Stracchino, salsiccie og pebersalsa

Crostini med Stracchino, salsiccie og pebersalsa

124

En af mine yndlingsrestauranter i København er den italienske Famo 51. Her er der kun én menu, som alle får, og jeg elsker det, for nogle gange er det bedste at læne sig tilbage og ikke tage stilling til noget. Menuen er klassisk italiensk opbygget med først en overdådig parade af antipasti, derefter pasta eller risotto, hovedret og dessert. Det er især antipasto’erne jeg er forelsket i på Famo 51 og en aften derinde fik jeg en hapser med brød og pølse på en blød, frisk og mild ost, jeg ikke havde smagt før og hvis navn jeg ikke fik fat i.
Jeg har så brugt lang tid på at fundere over, hvilken ost der mon var tale om, og forleden, hvor jeg besøgte det italienske supermarked Supermarco, fandt jeg ud af det! Osten hedder Stracchino og er en blød komælksost, der spises ung. Smagen minder om en blanding mellem bøffelmozzarella og den cremede midte af en Tallegio. Jeg har ikke fundet osten andre steder endnu, men jeg håber den kan fås flere steder, for den er værd at smage.
Da jeg fandt osten i Supermarco blev jeg meget lykkelig – især fordi de også havde frisk salsiccie – rå pølser af svinekød – så jeg kunne efterligne den guddommelige hapser fra den aften på Famo51. Jeg free-stylede lidt og tilføjede en frisk sød/syrlig salsa af rød peberfrugt for at bryde den fede (men skønne) smag fra pølsen og osten.

6 crostini

6 skiver daggammelt flutes eller ciabatta
1 fed hvidlød
1 salsiccie (eller anden rå pølse, f.eks. chorizo)
1 Stracchino ost, ca. 125 g. (kan erstattes med bøffelmozzarella og et drys salt)
½ rød peberfrugt
1 tsk. hvid balsamico eddike
1 tsk. sukker
1 spsk. olivenolie + ekstra til dryp/stegning

Rist brødet på begge sider. Halvér hvidløgsfedet og gnid hver skive brød med hvidløget. Læg brødene på et fad og dryp med olivenolie.
Steg pølsen i lidt olie ved lav varme til den har smidt en del af sit fedt og er blevet brun og lækker udenpå.
Befri peberen for kerner og skær den i små tern på ca. 3×3 mm. Vend med eddike, sukker og 1 spsk. olivenolie. Smag til med salt og peber.
Smør hvert brød med Stracchino. Læg en teskefuld peberfrugt-salsa på og så en skive pølse og servér.

Bonus-info: Hvad er egentlig forskellen på crostini og bruschetta? Begge dele involverer skiver af ristet brød med noget på, men traditionelt er bruschetta bare ristet brød gnedet med hvidløg, dryppet med olie og nogle gange med tomat og basilikum på. Crostini kan have mange slags fyld og er oftere i tyndere skiver end bruschetta.

1Comment

Post A Comment

  • Kristina
    Posted at 16:49h, 21 maj Svar

    Det lyder bare helt fantastisk lækkert! Nu bliver jeg vist nødt til at lave nogle italienske hapsere til aften, og glæde mig endnu mere til at spise på FAMO 51 om et par uger.

    Kh Kristina, og tak for en super lækker blog

    http://fifthfloorcooking.wordpress.com