Crostini med courgette, tomat og gedeost
Nu skal jeg lige IGEN blære mig med min private høst fra haven. Jeg gik ud og plukkede en håndfuld knaldrøde tomater fra min to planter på terrassen – der er jordbærtomater og mini-flasketomater. Så gik jeg ned i køkkenhaven og plukkede nogle helt små courgetter – nogle af dem med blomster på og kun fingerlange. Jeg ristede brødet og gned det med et fed hvidløg, der var skåret over. Så smurte jeg det med smørbar gedefriskost.
Jeg delte minicourgetterne i halve og skar de lidt større i skiver, som fik en meget kort tur i en mellemvarm pande med olivenolie. De havde stadig bid. Så kom jeg dem på brødene og fordelte halve tomater og basilikum over. Og dryppede med fancy olivenolie, salt og peber. Voila!
Ufatteligt lækker og simpel hapsemad, som jeg kunne leve af. Hold kæft hvor smagte de friskhøstede grøntsager bare latterligt godt! Behøver jeg at sige, at vi bællede iskoldt rosé til?
Randi
Posted at 13:32h, 11 juliMega lækkert! Det er ikke noget der slår egen høst (her sker det på altanen, men stadig godt udbytte)