
Cremet tagliatelle med peberfrugt, tomat og laks
Siden jeg begyndte at få kasser leveret fra Skagenfood, er der kommet dejligt meget fisk på menuen hjemme hos os – og derfor også her på bloggen.
Jeg lavede denne ret med den gode danske laks, som jeg før har omtalt. Jeg havde sådan lidt en klassisk café-pastaret i tankerne og kom op med denne her sag, hvor der er masser af grøntsager i en cremet pastasauce, der går godt til den friske pastatype. Rigtig dejlig ret, som jeg laver igen og igen i forskellige varianter, alt efter hvilke grøntsager, jeg lige har. Og hvilken fisk…
Cremet tagliatelle med peberfrugt, tomat laks
til 4 personer
2-3 røde peberfrugter
250 g cherrytomater
1 porre
1 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
2 dl piskefløde
salt og sort peber
revet skal af ½ økocitron
frisk basilikum
250 g frisk tagliatelle* eller anden pasta
4 laksefileter med skind
olie til stegning
salt og sort peber
1. Skær peberfrugt i tynde strimler og halver tomaterne. Rens porren grundigt og skær den i skiver på 1 cm. Hak hvidløget fint. Sæt en stor gryde vand med salt over til pasta
2. Sæt laksen over samtidig med du starter på pastasaucen. Steg fisken i olie – start med skindsiden nedad. Fisken skal stege 6-7 min pr side, afhængig af tykkelse. Jeg havde nogle meget høje stykker, så jeg stegte dem faktisk på alle 4 sider, men normalt kan du nøjes med to sider.
3. I en sauterpande varmes olivenolie og peberfrugter og porre kommes i. Steges i et par minutter, hvorefter hvidløg tilsættes. Kom herefter tomaterne i og lad grøntsagerne simre et par minutter. Tilsæt så fløde og lad det simre, mens fisken steger færdig. Kom til sidst revet citronskal i og smag til med salt og godt med sort peber.
4. Til sidst koges pastaen – frisk pasta skal normalt koge i 2-4 minutter afhængig af type. Sigt vandet fra og kom pastaen i gryden med sauce. Vend det godt rundt og server pastaen med den stegte fisk og frisk, plukket basilikum.
*Pastamængden må I lige tilpasse til jeres husholdning. Jeg var grådig og lavede faktisk 2 pakker frisk pasta til mig, Peter og Otto og det var ALT for meget, for laksen mætter meget. Jeg tror en enkelt pakke på 250 g passer meget godt til en familie med to voksne og to børn. Men er i 4 grandvoksne mænd, så skal I måske bruge ekstra pasta…Saucemængden passer fint til begge dele – den bliver godt integreret i pastaen.
No Comments