Cremet chicken tikka masala

Cremet chicken tikka masala

Det her er verdens nemmeste måde at få en lækker tikka masala på ingen tid.

Jeg snyder nemlig og bruger færdiglavet tikka-paste, fremfor at lave den selv (hvilket man altså også sagtens kan – så tager det bare lidt længere tid). Tikka-paste kan du købe i de fleste supermarkeder og de er ofte af ganske god kvalitet og med super intest smag.

Den cremede del kommer fra fløde – du kan også bruge kokosmælk i stedet. Så får du smagen fra kokos, men en mindre fed sauce. Eller du kan bruge græsk yoghurt til aller sidst, men så skal du ikke koge det, for så skiller saucen.

Som tilbehør fik vi blomkålsris og spidskål, som jeg skar i 6 både og stegte i en pande, så stykkerne blev flot gyldne på siderne. Så klattede jeg lidt græsk yoghurt over og et par spiseskefulde mangochutney, lidt citronsaft, salt og peber og lidt forårsløg i tynde skiver. Mega nemt og lækkert.

Chicken tikka masala

Til 4 pers.

1 løg
1 fed hvidløg
1 spsk kokosolie, smør eller ghee (jeg brugte kokosolie)
4 kyllingebryster
2 store spsk tikka-paste
salt
1½ dl vand
2 dl piskefløde
2-3 forårsløg eller 1 lille sommerløg

  1. Skær løg i små tern og hak hvidløget fint. Smelt olie, smør eller ghee i en sauterpande og steg løgene ved middel varme, til de begynder at tage farve.
  2. Kom kyllingebrystern i og brun dem (sammen med løgene) på begge sider. Tilsæt hvidløg og tikka-paste og steg videre et par minutter. Kom en smule salt i (der kan være salt i tikka-pasten, så ikke for meget) og fløden.
  3. Lad det simre 6-8 min. uden låg, så fløden kan koge lidt ind og tykne. Vend kyllingebrysterne og simr videre i 5-6 min. Smag til om der mangler salt og servér med drys af forårsløg eller løg.

4 Comments

Post A Comment

  • Lotte
    Posted at 11:53h, 25 februar Svar

    Hvordan sikre du dig at kyllingelårene er færdige på så kort stegetid?

    • Mira Arkin
      Posted at 12:05h, 25 februar Svar

      Hej Lotte,
      Det er kyllingebryst og ikke lår i opskriften, så de har ikke brug for så lang tid. Udover bruning får de jo ca. 15 min. i sovsen.
      MVH Mira

  • Lea Petersen
    Posted at 16:14h, 05 december Svar

    Hej Mira – ser lækkert ud! Et lille tip om retten: Tikka betyder små stykker på hindi, masala betyder sovs, så retten hedder egentlig “små stykker kylling i sovs”. Af den grund vil jeg blot advare om, at dine kyllingestykker nok godt kunne falde en inder eller en brite for brystet, som man siger : ) : )

    • Mira Arkin
      Posted at 16:49h, 05 december Svar

      Haha, nej uha, lad os håbe ingen opdager det 😂 Vidste godt det med sovsen, men ikke det med tikka 🙂