Cordobar i Berlin – vinbar i Mitte

Cordobar i Berlin – vinbar i Mitte

cordobar

Jeg har lige været en tur i Berlin denne weekend på kærestetur med Peter. Det var første gang, vi besøgte Berlin, og jeg benyttede mig bl.a. af nogle af de mange gode tips, I gav mig på Facebook. Tak for det.

Første aften mødtes vi med nogle venner, der var i Berlin samtidigt, på den hyggelige tysk-østrigske vinbar, Cordobar i Mitte. Den ligger i det hyggelige kvarter mellem Oranienburger Strasse og Torstrasse, hvor det vrimler med små caféer, gallerier, butikker og restauranter. Det var også i det kvarter, vi boede, så det var lige til at slentre over på Grosse Hamburger Strasse til lidt snacks og vin. 

Stedet ejes af en ung østriger, og der er et kæmpe udvalg af både østrigske og tyske vine og så er der snacks. Vi holdt os til de kolde snacks, da vi skulle videre på restaurant bagefter, men man kan sagtens blive her og snacke sig igennem. Nabobordet fik nogle mini-ribs, der så prægtige ud!

Peter brugte god tid på at bladre i det imponerende store vinkort, der faktisk var en bog. Her finder man et imponerende udvalg af vine fra de bedste producenter og tilmed med alder på. De er dog heller ikke gratis, men de er der. Vi valgte en Riesling Smaragd fra østrigske FX Pichler, Loibner Berg. Den var perfekt moden, tykflydende, fyldig, og med skøn, mineralsk petroleumssmag, lige som den skal være til 79 euro.

Der er dog også vine på glas fra mindre producenter, og de er også glade for biodynamik og naturvine. Mange af de kendte producenter i Østrig er vist i forvejen biodynamikere, så det er ikke nødvendigvis noget der lægges vildt meget vægt på i vinkortet.

_1210334s _1210331s

Vi fik kogt skinke skåret fra benet med peberrod, syltede agurker og dejligt brød. En top lækker skinke og det passede rigtig godt med peberroden til.

_1210335s

Jeg bad om en smule smør og ind kom tjeneren med denne smukke, fluffy portion pisket smør med rødbedesirup. Hvor var det fint. Smørret stod udstillet på disken i en flot glasklokke. Det lignede en prinsessekjole eller en brudepige eller en kæmpe marengs.

_1210336s

Vi bestilte også et udvalg af tyske oste fra ostehandleren Blomeyer, som er kendt for at udvælge rigtig gode oste fra hele tyskland. Alt var virkelig dejligt på dette fine sted, som har bænke ude foran og dertil en hyggelig gårdhave. Er du vild med Ved Stranden, Paté Paté og den slags steder, så vil du elske Cordobar.

Cordobar
Grosse Hamburger Strasse 32
Berlin Mitte

_1210353s

2 Comments

Post A Comment

  • Gastropassion
    Posted at 13:38h, 28 april Svar

    Cordobar er fuldstændig fantastisk! Lækre billeder!

    Jeg har stadig til gode at skrive om stedet!

    Hvor var du ellers i Berlin?

    • Mira Arkin
      Posted at 10:25h, 07 maj Svar

      Vi fik gode drinks og spiste godt, men lidt overpriced, på Pauly Saal (dem, som også har Grill Royal) og vi fik vestlig sushi m.m. på Dudus.

      MVH Mira