Clafoutis med hindbær og ribs – hurtig sommerdessert

Clafoutis med hindbær og ribs – hurtig sommerdessert

clafoutis

Foto: Line Thit Klein

Jeg har lige været en tur i vores fælles have nede i gården sammen med Otto. Han fik med det samme øje på busken med de modne ribs og fik spist en masse. Selv forbinder jeg også mine barndoms somre med ribs – nogle af mine tidligste minder er at sidde og spise solvarme ribs direkte fra busken. Jeg håber også Otto kommer til at kunne huske denne dag, når han er stor. 

Ribs er suuuure, men de smager helt vildt godt sammen med mere søde bær. Jeg bruger dem til at give friskhed i f.eks. rødgrød (min opskrift er i denne weekends Weekendavis, hvis I skulle være nysgerrige) og så har jeg brugt dem sammen med hindbær i denne clafoutis.

Clafoutis er den franske, klassiske dessert, der normalt laves med kirsebær. Det er sådan set en pandekagedej, man hælder over bærrene og bager i en form i ovnen. Helt vildt nemt og helt vildt lækkert. Især når den er lun.

Clafoutis med hindbær og ribs
6 personer

3 æg
100 g sukker
100 g hvedemel
1 vaniljestang
3 dl kaffefløde
2 cl eau de vie de Framboise eller Kirsch
smør til formen/formene
500 g  blandede hindbær og ribs
flormelis til pynt

1. Varm ovnen op til 225 grader. Smør 6 portionsforme eller 1 tærteform med smør. Kom frugten i.

2. Kom æg, sukker, mel, korn fra vaniljestang, kaffefløde og spiritus i en skål og pisk det godt sammen til en luftig, skummende masse.

3. Hæld dejen over bærrene og sæt formen/formene på en rist. Portionsforme bages 15-20 minutter – én stor tærteform skal have lidt længere tid.

4. Lad clafoutis’en køle lidt af og drys med flormelis inden servering. Smager bedst lune.

No Comments

Post A Comment