
Citrontærte hos Grannys House, Frederiksberg
Lige om hjørnet fra hvor vi bor er der åbnet en filial af Granny’s House. Jeg var derinde med svigermor og spise citrontærte.
Jeg har ofte besøgt Granny’s House i Torvehallerne, hvor der altid er fyldt ved de vakkelvorne, farverige metalborde. Nu har vi fået en større butik og café på H. C. Ørstedsvej – tæt på hvor vi (stadig) bor (det trækker meget ud med vores renovering af huset og lige nu ved jeg faktisk ikke hvornår vi kan flytte ind i vores nye gamle hus – mega ufedt).
Indretning er helt crazy med storblomstret mormortapet (det hedder jo også Granny’s), de samme farverige metal havemøbler som i Torvehallerne, masser af pyntede puder, blomstret tuttenutte stel og et væld af varerr udover de kager og brød, der er udstillet i montrer. Det er faktisk overvældende og lige lovlig busy for øjet. Men det er stilen man meget bevidst går efter og den er til gengæld gennemført. Det er hjemme-hos-mormor-som-en-gang-har-været-cirkusprinsesse-og-samtidig-er-hoarder-og-selvføligelig-kageglad. Pyh! Jeg ville blive skør, hvis jeg skulle stå derinde og arbejde hele dagen.
Men! Vores citrontærte med marengs var rigtig god og det er jo det vigtigste. Bunden var helt sprød og perfekt tykkelse. Ingen klæghed i bunden overhovedet. Citron curd’en var frisk og lækker og mængden af marengs på toppen var lige i skabet og perfekt bagt og mega pænt sprøjtet ud. Kaffen var også udmærket uden at være fantastisk og vi hyggede os derinde, mens det blæste og var koldt og træls udenfor.
Granny’s er gode til kager, men jeg synes deres brød generelt er alt for tunge og tætte. Der er åbent fra morgenmad og hele dagen og man kan få sandwich, som jeg dog ikke har prøvet.
No Comments