Chokoladetest: Original Beans og Amedei

Chokoladetest: Original Beans og Amedei

– SPONSORERET INDLÆG –

_1250689s

Jeg mødte Mark Hermann, da jeg var til overdådigt kagebord på Nimb Bar, hvor han var konditor og samtidig var en aktiv del af konditorlandsholdet. Nu er Mark konditor på Store Kro i Fredensborg (hvor vi næsten købte hus ikke langt fra slottet for et år siden, men så alligevel ikke. Jeg håber kongehuset er kommet sig over den skuffelse).

Ved siden af jobbet som konditor, har Mark startet en webshop, Mark Hermann Chocolate, hvor man kan købe (surprise!) chokolade og få det sendt lige til døren. Her sælger han chokolade til både restauranter og almindelige forbrugere. Det er både chokoladebarrer og større portioner chokolade til couverture. Derudover arrangerer han også chokoladesmagninger. Du kan følge Mark og hans chokoladebutik på Facebook.

Mark sendte mig nogle af sine fine chokolader, så jeg kunne smage på dem. Jeg smagte i alt 10 forskellige plader chokolade. Fem fra italienske Amedei og fem fra det hollandskbaserede Original Beans. Det var rigtig dejligt og sjovt at smage alle chokoladerne, og hvor er det vildt, hvor meget forskel der er på chokolade, når man sætter sig til virkelig at smage på det (modsat at høvle det ind, som et normalt menneske).

P1250687s

Original Beans kendte jeg ikke i forvejen, og jeg var meget positivt overrasket over den høje kvalitet. Og så var pakkerne også rigtig pæne. Firmaet har stor fokus på bæredygtighed i forbindelse med miljø, biodiversitet, direct trade og selvfølgelig kvalitet. Så ikke nok med, at chokoladerne er enormt spændende og vellavede, så er man også med til at gøre verden til et bedre sted, ved at vælge Original Beans, som selvfølgelig også er økologiske.

Generelt var chokoladerne meget komplekse og varierede i smagen. Hvis du kan lide AMMA chokolade, vil du også være vild med Original Beans. Det kan jeg og jeg er helt vildt med de her chokolader, fordi de smager af så mange forskellige ting. De er frugtige, syrlige, cremede og alt muligt. Især det cremede vil jeg fremhæve – det tyder på at der virkelig er godt styr på concheringen (altså den endelige formaling af de ristede, knuste kakaobønner, og det, der gør dem til chokolade i flydende form. Chokoladerne er alle lavet uden leicithin, som bruges til at stabilisere – igen et tegn på dygtig teknik.
Der var ikke antydningen af noget grynet over dem og de havde et super godt bid. Jeg er klart mest til mørk chokolade, men selv den hvide chokolade (Edel Weiss) og mælkechokoladen (Femmes de Virunga med hele 55% kakaoindhold og som støtter kvindelige kakaobønder) var vidunderlige.
Original Beans chokoladebarer koster kr. 65 stykket og vejer 100 g.

Se mine smagenoter for Original Beans her:

Edel Weiss 40%
Hvid chokolade uden vanilje (hvilket der ellers oftest er i). Cremet med kølig fornemmelse på tungen. Mælkesmag og sødme, smørsmag. Man kan smage det høje indhold af kakaosmør. Dufter af brunet smør. Den bedste hvide chokolade, jeg har smagt!

Femmes de Virunga 55%
Mælkechokolade med højt kakaoindhold. Første indtryk i munden er mælkesmag. Derefter åbner en kæmpe kakaosmag. Noter af karamel.Lækker.

Beni Wild Harvest 66%
Fra vildtvoksende kakaotræer. Hårdt bid, blomstret let smag, noter af honning og appelsinskal, kølig.

Cru Virunga 70%
Frugtig, mørke bær som brombær og boysenbær. Syrlig og mørk. Cremet konsistens, elegant og forfriskende. Lang eftersmag.

Piura Porcelana 75%
Citrusnoter og ristet smag. Kompleks og elegant.

_1250700s

Amedeis chokolader er også lavet uden tilsætning af leicithin. Til gengæld var der vanilje i alle dem, jeg smagte. Det gav en rund og lidt sødlig smag til chokoladerne. Chokoladerne er smukke og har et godt knæk, og kommer i super fine pakker. Amedei laver rentsmagende, klassiske chokolader, som er mindre udfordrende at spise, end f.eks. de mere funky chokolader fra Original Beans. Generelt var jeg faktisk lidt skuffet over Amedei, men jeg er klart også mest til funky chokolade.
Amedei chokoladebarerne koster kr. 65 stykket og vejer 70 g. (altså lidt dyrere end Original Beans)

Se mine smagenoter til Amedei her: 

Toscano White Cioccolato al Latte Bianco 29%
Hvid chokolade med god cremethed. Let støvet smag af vanilje. Lidt anonym, hvilket nok også skyldes det ikke så høje indhold af kakaosmør. Duft af kogt mælk og smag af honning.

Cioccolato al Latte con Nocciole
Mælkechokolade med hakkede hasselnødder. Duft af mælk. Sødmefuld mælkechokoladesmag. Mangler lidt kakaokarakter. Den var jeg ikke så vild med.

Toscano Black 66%
Sødlig kokossmag og honningsmag, som gjorden den lidt vammel.

Porcelana 70%
Lidt mere interessant chokolade med tør smag af tobak, træ og varme krydderier. Dog problem med let grynet konsistens. Ikke den store eftersmag.

Mono Origine Madagascar 70%
Frisksmagende chokolade med noter af mint, blåbær og syrlighed. Ristet smag af pecannødder. Lidt sukret i smagen, måske fra vanilje. Den mest interessante af de fem Amadeichokolader, jeg smagte.

 

_1250699s

2 Comments

Post A Comment

  • Pernille
    Posted at 11:39h, 03 december Svar

    Interessant – er begyndt at interessere mig lidt for kvalitets mælkechokolade den sidste tid. Synes der er flere interessant bud på det og det er generelt ret spændende at smage noget der ikke er så sødt som klassisk lys chokolade. I årevis har vi jo efterspurgt mørk chokolade af høj kvalitet, men tror lidt på at de gode lyse chokolader snart også får en plads 🙂 Kh Pernille

  • Anne-Marie
    Posted at 15:45h, 02 december Svar

    Nøj det må være hårdt at være blogger…elsker chokolade ( og kaffe) med syrlige frugtige noter. Leger lidt med Konnerup 70% i julegodterne. Mhh.

    Kh.
    Anne-Marie