Rejser

Glimt fra Tyskland

I går var jeg i biografen og se den tyske film Soul Kitchen, som foregår i et meget råt og smadret Hamborg. Det er en rigtig hyggelig og ret sjov film, som jeg varmt kan anbefale. Men jeg fik ikke ligefrem lyst til at flytte til Hamborg af at se den. Der er dog mange dejlige steder i Tyskland, og jeg bliver faktisk mere og vild med landet for hver gang jeg er der. Tidligere har Tyskland for mig været et land man bare skulle igennem for at komme til mit mad-paradis, Frankrig. Men den holdning har jeg ikke mere. Tyskland er for det første et enormt stort land og derfor også mange-facetteret. Der er stor forskel på syd og nord og det er nok særligt Midt- og Sydtyskland, jeg har forelsket mig i.

På vej ned til vores hus i Tourrettes sur Loup, hvor vi holdt ferie her i sommer, tog vi os god tid gennem Tyskland på vej ned og også på vej op, for der er så mange dejlige steder at besøge. Jeg har jo skrevet begejstret om det nuttede lille Landgasthaus i Münstertal, som vi besøgte på vejen sydpå. Jeg kan ikke sige nok gode ting om det sted. Du må simpelthen tage derned!
(mere…)

Skaldyrsorgie i Cannes

I tirsdags var Peter og jeg et smut i Cannes med mine forældre for at spise skaldyr hos Coquillages Brun; et sted der er så kendt for sine friske skaldyr, at folk kommer kørende fra Italien for at spise østers der!
Det er særligt de store fade med blandede skaldyr – plateaux de fruits de mer – folk kommer for, og selv på en tirsdag aften var der hele tiden folk der stod i kø foran restauranten for at få et bord. (mere…)

Dirndl und knöpfle – et dejligt besøg i Münstertal

Peter og jeg er på ferie og som vi plejer, er vi kørt til Sydfrankrig, hvor vi bor i Tourrettes sur Loup i min families dejlige hus. I år har vi taget bilen og lavede et par stop på vejen sydpå, bla. i Rothenburg ob der Tauber, som jeg har posted et par billeder fra på min Facebookside, og på dette vidunderlige sted i Münstertal i Schwarzwald i Tysklands sydvestlige hjørne, Landgasthaus zur Linde.

Jeg må sige, at jeg bliver mere og mere vild med Sydtyskland. Der er simpelthen så smukt og man får rigtig mange behagelige oplevelser for få penge. Folk er enormt gæstfri og som bonus går personalet på restauranter og hoteller ofte rundt i deres folkedragter med dirndl und alles (se billedet nedenfor, hvor Peter prøver at fange damerne i deres fine tøj under påskud af at fotografere mig). Nuttet og fjollet. De har vist ikke så meget selvironi dernede, siden de helt seriøst går rundt i de outfits, men det er fint og eksotisk. Jeg ser lidt bekymret ud på billedet, men i virkeligheden drømmer jeg bare om at have sådan en dragt selv… (mere…)

Hvad spiser man til awardshows? Til snapsefest i Oslo

I sidste uge var jeg et smut i Oslo for at deltage i gallamiddagen til det årlige Linie Award; en kokkekonkurrence hvor deltagerne skal komme op med en ret, der passer til den norske Linie Aquavit – en snaps som mange danskere kender og kan lide.

Danske Tommy Friis, som til dagligt er køkkenchef på det skønne Molskroen (hvor tv-kendis-kokken Wassim Hallal også engang har slået sine folder) og kan kalde sig Årets Kok 2010 i Danmark, vandt over sine nordiske kolleger og gjorde begivenheden ekstra dejlig for de danske mad- og vinskribenter, der deltog i arrangementet.

Tommy Friis’ vinderret: Letsaltet nordsølaks med valnødder og danske rejer med karse, engsyre i dildhumus med kartofler og pulver af Karl Johan-svampe, tyttebær og syltede løg med rå rejer og Linie Aquavit-gelé samt karamelliseret krydret sky med løgskud.

(mere…)

New York fortsat: en aften på Per Se

 

En stor beslutning

Lang tid inden vi tog til New York, besluttede jeg, at jeg ville prøve at spise på Per Se – kokken Thomas Kellers søsterrestaurant til hans højtelskede restaurant i Californien, The French Laundry. Per Se er lidt mere formel – måske fordi den modsat The French Laundry, som ligger i skønne omgivelser i den lille landlige by Yountville, ligger lige midt på Manhattan i Time Warner Center i bunden af Central Park med dertilhørende fabulous udsigt over parken og Manhattan.
Per Se har 3 Michelin stjerner og 4 stjerner i The New York Times (begge det største antal stjerner man kan få i de henholdsvise restaurant-anmeldelser). Deruover har den højeste karakter for service i New Yorkernes yndlingsguide Zagat (en brugeranmelder-baseret guidebog). Alt sammen peger det i retning af, at der her må være tale om noget helt specielt – en ekstraordinær restaurantoplevelse med alt hvad det indebærer både på mad, service og omgivelses-fronten.

Man kan selvfølgelig ikke bare komme spankulerende ind på sådan en restaurant uden en reservation. De modtager reservationer 2 måneder før datoen, og præcis 2 måneder inden d. 24. marts ringede jeg til dem og blev faktisk helt overrasket over at kunne få et bord. Man skal garantere sin reservation med et kreditkort og ringe og bekræfte 2 dage før, og hvis man bliver væk skal man betale et eller andet beløb som straf. Et meget seriøst set-up!

Jeg nåede faktisk at komme lidt i tvivl om jeg nu også ville gøre det. Det er et dyrt sted at spise, og når man bor i København, er man vandt til et enormt højt kulinarisk niveau. Jeg var lige ved at droppe det helt, men både Søren Frank (vin- og madskribent på Berlingske Tidende og forfatter til flere bøger om vin – han var også dommer i Kokkekampen) og Jesper Uhrup Jensen (chefredaktør på magasinet Gastro) syntes jeg skulle gøre, og så tænkte jeg jo også på min pengepræmie fra Kokkekampen – mon ikke jeg kunne klare at smide 5000 kr. på en middag? Jo sgu! (mere…)

Hilsner fra New York og et kort besøg til Mexico

Peter og jeg er taget en tur til New York, dels fordi det er en utroligt cool by, dels for at fejre min Kokkekampen sejr, men også for at se min amerikanske familie og så selvfølgelig især for at spise.
For der er virkelig meget at spise i New York. Byen bugner af al slags mad og jeg vil gerne indrømme, at jeg op til vores tur nærmest har været stresset ved tanken om alt det mad, jeg ikke ville kunne nå at spise på vores korte besøg. Jeg har hjemmefra planlagt en masse spiseoplevelser og booket borde diverse steder. Shopping m.m. på passes ind i de huller, vi har mellem spise-planerne. Peter kender mig jo heldigvis godt, så han affinder sig lydigt i mit planlagte spiseprogram og tager gerne billeder af det, vi spiser. (mere…)

Cote de boeuf med estragonsmør

IMG_8994[1]

Le Bon Boeuf – det gode oksekød
Jeg er blevet lidt forelsket i slagteren i Tourrettes sur Loup i Sydfrankrig.
Tourrettes er en meget lille by – der bor vel omkring 4.000 i kommunen, men alligevel har byen 2 bagere og 2 slagtere. Den bedste af de to hedder Boucherie Le Bon Boeuf, hvor slagteren Fernand Chretien har været i faget siden 1960’erne. Hans far var bonde og han er vokset op på landet – tæt på dyrene. Han har virkelig stolthed for sit fag.

Certificeret ko
I kølemontren hænger der er certifikat med et billede af en ko på. Det er et Passeport du Bovin – en dokumentation af præcis hvilken ko, der sælges kød fra i butikken, med billede af den pågældende ko og det hele. Slagterens hustru – en venlig og bestemt dame – siger smilende, at hendes mand virkelig elsker køer – og det tror jeg på! Han lægger en ære i at sælge dig de allerbedste varer. Et meget sympatisk træk ved manden er, at han føler det nødvendigt at vejlede sine kunder om, hvordan de skal tilberede hans varer. I detaljer. Også hvad man skal spise til. Og jeg kan godt forstå ham. Han elsker sine varer og er stolt af dem. Hvis nogle skulle tilberede dem uden den rette respekt og kærlighed, ville det svare til at man mishandlede hans børn!
(mere…)