Pasta og risotto

Sesam nudler – minder om mormor

 

Denne nudelret minder mig om min barndoms besøg hos min amerikanske mormor. Hun handlede ofte i et gourmet supermarked, hvor de havde en stor delikatesseafdeling med forskellige færdige småretter – alt fra frølår til spændende og eksotiske salater – her i blandt en sesam nudelsalat, som jeg var ret vild med.

Som barn var jeg ikke klar over, at der var noget der hed sesamolie, men da jeg senere opdagede det, blev jeg meget glad for at have opklaret, hvad der lå bag den smag, jeg så godt kunne lide. Sesamolie har en fyldig, lidt jordbunden smag og er ekstremt aromatisk. Du skal bruge det med måde. Det bruges som krydderi – ikke til at stege i.

Jeg varierer denne salat ret meget. Det er en ret, jeg ofte laver, når jeg ikke har fået købt ind. Jeg har nemlig altid både nudler og ingredienserne til dressingen i mit kolonialforråd. Og så blander jeg ellers bare med hvad der er af grøntsager i køleskabet; det kan sagtens være forskellige salater, kål, bønner, svampe og rodfrugter. Her er en forårsversion af salaten. (mere…)

Spaghetti med ramsløgspesto

Som jeg tidligere har antydet, er pasta en af mine favoritspiser. Peter forstår ikke min obsession omkring aflang pasta med beherskede mængder sovs – han er mere til penne med masser af bolognese, hvilket skam også er helt fint. Men en omgang spaghetti med pesto eller simpel tomatsauce eller min absolutte yndlings – hvis den er lavet ordentligt – spaghetti alle vongole (med venusmuslinger) er det tætteste jeg kommer på himlen.

Jeg tror Peter syntes, jeg var både mærkelig og sød, da jeg i oktober 2009 i Rom næsten omkom af lykke over en portion perfekt spaghetti alle vongole – selvfølgelig forstærket af glæden ved at sidde på en smuk piazza en varm oktoberaften og bælle hvidvin med manden i mit liv.

Spaghetti er min all time favorite pasta, og forleden lavede jeg igen min ramsløgspesto, dampede et bundt asparges og en håndfuld bønner og vendte det med min yndlingsspaghetti fra De Cecco*. Wow! Det var fantastisk smukt, grønt og rustikt og smagte fortryllende friskt. Mine pasta-fantasier for den dag blev til fulde opfyldt, og lige nu, mens jeg skriver disse ord, kan jeg mærke hvordan mundvandet stiger og jeg er lykkelig for at jeg også skal have en form for pasta til aftensmad i dag. (mere…)

Jordskokkerisotto med kammuslinger

Nu er det officielt blevet forår, men det kan man jo ikke lige frem se på vejret. Nogle af os er ved at være ret trætte af sne, is og praktisk fodtøj og venter utålmodigt på forårets komme. Hele vinteren har den stået på kartofler, persillerødder, rødebeder, gulerødder og kål, og man kan jo godt blive lidt træt af alle de sunde, billige grøntsager fra den nordiske muld. 
Og dog.  
Jordskokken er blevet moderne i løbet af mit voksne liv (jeg husker i hvert fald intet om jordskokker fra min barndom, og den var ellers rodfrugt-tung). Den smager fremragende bagt i ovnen – for sig selv eller i selskab med andre rodfrugter, vendt i lidt olie og salt (og gudskelov behøver man ikke en gang skrælle den knortede lille fætter). Den smager godt rå i salater med sin udprægede sprødhed, eller blended i suppe, og så kan man også bruge den i en risotto, hvor den tilfører fylde, sødme og den umiskendelige smag af jordskok, som minder om artiskok (deraf navne-fællesskabet – på engelsk hedder de Jerusalem Artichokes). (mere…)

Spaghetti and meatballs

Jeg begyndte at lave spaghetti and meatballs – spaghetti med kødboller – mens jeg studerede i Århus. Det er en ret, der kan få store mænd til at få tårer i øjnene, og jeg har flere venner, der kan finde på at whine “Hvorfor laver du aldrig spaghetti and meatballs til mig?!” .
Jeg ved ikke hvorfor, men der er noget helt utroligt tilfredsstillende ved kombinationen og også noget barnligt og festligt over kødbollerne. Jeg ser med hvert år i Disneys Juleshow og elsker klippet fra Lady og Vagabonden, hvor de to hunde spiser samme ret i baggården bag den italienske restaurant, og romantik opstår over fadet med spagetti og kødboller, mens de to dybt racistisk fremstillede italienere drøner rundt og fjoller (“Tony, hunde kan ikke snakke!”).

Kodeordet er selvfølgelig at lave nogle kødboller, der virkelig smager af noget, og en kick-ass tomatsovs, som smager sødt og intenst af tomat. Jeg putter sukker i sovsen for at fremhæve tomaternes sødme, og kødbollerne får hvidløg, parmesanost og krydderurter til at give dem et smæk bagi. Lav en ordentlig dynge spaghetti til, og der er ikke et øje tørt ved middagsbordet! (mere…)

Pasta med cremet broccoli

IMG_2175

Som seriøs pasta-elsker går jeg ind for den italienske måde at servere pasta på – med en behersket mængde sauce. På den måde kommer saucen – eller hvad man nu serverer sin pasta med – ikke til at dominere, men komplementerer pastaen. Derfor er det heller ikke helt ligegyldigt, hvilken pasta man vælger til hvilken sauce. Til en tyk, cremet og ikke ret flydende sauce, som denne broccolicreme, synes jeg en stor, kraftig pasta passer godt til . Her har jeg valgt pipe rigate, som er en type rør, der er lukket i den ene ende. Rigate betyder at pastaen har riller, hvilket er med til at holde saucen fast. Kæmpe conchiglie (skaller), rigatoni eller penne er også fint til denne type sauce. (mere…)

Lun pasta med spidskål

IMG_2299

Kål er måske ikke det mest sexede man kan putte i munden, men kål findes jo i mange afarter – og nogle er mere sexede end andre!
Jeg er især glad for sommerens kål – både spidskål og hvidkål. Om sommeren er kålen mere “løs-bladet” og finere i teksturen. Man skal ikke tygge den så længe, og det synes jeg gør den mere delikat.

Sommerkålen smager dejligt rå i salater, men er også lækker i andre sammenhænge, som f.eks. denne lune pastaret, hvor jeg bruger spidskål sammen med fennikel og sprøde sukkerærter. En dejlig let, sommerlig ret, som smager skønt for sig selv, men også egner sig som tilbehør, f.eks. til et stykke grillet laks. (mere…)

Kantarel risotto

Jeg har en god veninde, der er verdensmester til at finde kantareller. Hun har nogle top hemmelige kantarelsteder i Nordjylland, og hun ved præcis bag hvilke træer og på hvilke skråninger, de små gyldne svampe skal findes. Jeg har været med hende på svampejagt, og selv om vi har været venner siden 8. klasse, og jeg mener vi kan stole 100% på hinanden, kørte hun mig alligevel rundt i cirkler og på vildspor, inden vi parkerede i skoven, for at jeg ikke skulle kunne finde det hemmelige sted igen. Og jeg garanterer, at jeg på ingen måde vil kunne finde vej til den lille hemmelige stikvej i skoven, for jeg er nemlig ret dårlig til natur… Men jeg bærer ikke nag, for hvor er det dejligt at spise svampe, man selv har fundet i skoven. Total overskudsfølelse!

(mere…)