Opskrifter

Gås med amerikansk stuffing af brød, æbler og kastanier

IMG_4453

Min famile er af lidt blandet herkomst.
Jeg har en dansk far og en amerikansk mor, og der er derfor lidt forskellige juletraditioner at tage hensyn til. Min mor er vant til at spise kalkun med brød-fyld (stuffing) og tranebærkompot (
cranberry sauce) og min far er vant til and med svesker og æbler og det hele. For at alle føler sig godt tilpas i julen er der indgået et kompromis, som betyder at vi spiser gås (der er lidt mindre kraftig i smagen end and, men dog ikke så kedelig som en kalkun kan være) med amerikansk stuffing – dog med æbler i! Vi får både cranberry sauce, rødkål og brune kartofler. Og som noget nyt i år har vi tænkt os at droppe de hvide kartofler, for som min far siger, er der ikke rigtig nogen pointe i dem – saucen laver vi ikke kæmpe mængder af og rødkålen er dygtig til at bære saucen op i vores mund for os, så kartoflerne er egentlig bare noget fyld, som vi ikke har brug for, når vi gerne vil kunne spise mere af alt det andet.

Her følger opskriften på den gås, min mor og jeg altid laver sammen til jul (min far står for saucen).
Jeg har også lavet opskrifter til cranberry sauce samt en rødkålssalat (rå, så lidt anderledes) og rosmarinstegte kartofler med gåsefedt. (mere…)

Wontons med tigerrejer

IMG_3855

Sådan en lille eksotisk hapser, som disse wontons med rejefyld er noget, der ser ret fabulous ud at servere, og det er overraskende nemt at lave. Jeg tror mange har en eller anden angst over for at friturestege, men det behøver man altså ikke. Det er absolut ikke nødvendigt med en stor farlig elektrisk frituregryde, og man behøver faktisk ikke ret meget olie til friteringen af disse små sprøde pakker.

Det eneste særlige disse wontons kræver, er lidt tid og adgang til en asiatisk købmand, hvor du kan købe færdig wonton dej – gerne frossen – for det bliver alligevel for meget mas at lave sådan en dej selv (har ikke en gang prøvet – kan ikke se pointen!). Selfølgelig kan fyldet ændres i uendelighed – prøv dig frem. Her er min opskrift med tigerejefyld: (mere…)

Fiske chowder

IMG_4048
Da jeg var teenager, var jeg en sommer på roadtrip med mine forældre i USA. Vi kørte fra New Mexico, gennem Nevada og ud til Californien. Jeg så meget frem til at komme ud til kysten og se Stillehavet for første gang, men da vi endelig nåede kysten, var alt indhyllet i en tyk tåge, og vi kunne intet se af havet. Vi gik ved en mole og prøvede at få øje på havet. Det eneste vi så, var en kæmpe stor pelikan, der sad på en stolpe og så surreel ud. Vi tjekkede ind på det motel, vi skulle bo på, og vores værelser viste sig at være mørke og fugtige. Det hele var meget nedslående, og vi blev alle lidt depri.
Men om aftenen fandt vi en hyggelig fiskerestaurant at spise på. Jeg fik et glas vin (selv om jeg på ingen måde lignede en, der var fyldt 21 – tjeneren må have syntes jeg så ud, som om jeg havde brug for det!) og en skål dampende varm New England clam chowder. Vinen og chowderen varmede mig op, og pludselig så alting lysere ud. Jeg elsker, at mad kan gøre så stor en forskel på dit humør!
(mere…)