Fisk og skaldyr

Laks med parmaskinke og smaskede ærter

Laks med parmaskinke

Det pisser ned. Derfor overvejede jeg kraftig at sige farvel og tak til sommeren og lægge en eftårsret på bloggen i dag. Men fandme nej! Det er altså stadig sommer og jeg er ikke klar til 6 måneders simremad endnu, selv om det også bliver dejligt til den tid. Jeg er bare ikke færdig med at spise sommermad. Så her er en sommeret i lyse dejlige farver. Den kan nu også spises, når det er mørkt og koldt udenfor…

En kraftigtsmagende fisk som laks kan sagtens klare noget parmaskinke uden at blive for domineret af det. Englænderne er fans af fisk med mushy peas, hvor ærterne dog kan være ret smattede og nærmest gule-ærter-agtige. Gule ærter har aldrig gjort noget for mig og jeg foretrækker til hver en tid de helt grønne ærter. Her har jeg brugt sommerens friske, danske ærter til en mere sommerlig udgave af mushy peas, som jeg så vælger at kalde “smaskede”, fordi jeg gav dem nogle smask med en kartoffelmoser. Smukt ser det ud, og den friske sommerlige smag fra ærterne går rigtigt godt med den fede, fyldige laks. Jeg tror faktisk det er en ret klassisk kombo med laks og ærter. 

Jeg havde også et bundt friske løg, som jeg glaserede med hvid balsamico. Det gav retten et dejligt syrepift. Du kan droppe løgene og servere en citronbåd sammen med fisken i stedet. Og gode danske kartofler er godt til. (mere…)

Skaldyrsorgie i Cannes

I tirsdags var Peter og jeg et smut i Cannes med mine forældre for at spise skaldyr hos Coquillages Brun; et sted der er så kendt for sine friske skaldyr, at folk kommer kørende fra Italien for at spise østers der!
Det er særligt de store fade med blandede skaldyr – plateaux de fruits de mer – folk kommer for, og selv på en tirsdag aften var der hele tiden folk der stod i kø foran restauranten for at få et bord. (mere…)

Grillet havbrasen

Hernede i Sydfrankrig, hvor jeg holder ferie, er der nogle fisk, man ikke ser hjemme i Dannmark, bl.a. disse Marbrés, som er en fætter til Doraden, der svømmer rundt i Middelhavet. Doraden har jeg set ofte i Danmark. Begge fisk er typisk på størrelse med en stor forel og er en type havbrasen. Der findes rigtig mange typer havbrasen, som fiskes i hele verden.

Denne måde at grille fisk på kan bruges til alle mulige slags fisk. Du kan bruge både hele fisk eller tykke fileter – gerne med skind, men også uden. Som du kan se på billedet nedenfor, lægger jeg fisken på en grillbakke med huller i, som jeg placerer i en grill med låg (vi bruger en Weber). (mere…)

Lakse fish cakes – Laxomani i Sverige

Roadtrips med Tappsy, Abba og Kent

I weekenden var jeg i Norge og besøge svigerfamilien. De bor i det sydlige Norge lige ved den svenske grænse, så Peter og jeg kørte over Øresund og op gennem Sverige for at komme derop.

Jeg elsker roadtrips. Vi hygger os altid i bilen med Katjes Tappsy  (de der pandahoveder af skum og lakrids) og hører Abba eller eksotisk udenlandsk radio (der godt nok spiller præcis det samme musik som de danske kanaler, bare med lidt mere Kent), og så er der jo spise-pauserne, hvor vi enten kaster os over de sindssygt gode kanelbullar, som er helt aldeles spiselige selv i tankstation-udgave – med masser af kardemomme og kanel og strøsukker på (Note to self: find opskrift på svenske kanelbullar til et andet indlæg!) ELLER stopper ved Laxbutiken. (mere…)

En flad fisk fra en frisk fiskefrøken

Sig lige dét 5 gange i træk!

Sådan nogle små flade fiskefileter af f.eks. rødtunge, søtunge eller rødspætte kan godt se lidt fesne ud, når de ligger der i dynger hos fiskehandleren. Men de smager jo godt, og det er ikke altid man gider stå med hele fisk.
Men hvad gør man med de små fileter, ud over at panere dem og stege dem? Metoden her er lige blevet min yndlingsmåde at spise den slags fileter på.
Og undskyld mit franske, men det er oven i købet også pisse-nemt! Og så synes jeg faktisk også det ser sådan lidt dameblads-lækkert ud.  Man skal bruge en ovn med grill og resten er nemt. (mere…)

Jordskokkerisotto med kammuslinger

Nu er det officielt blevet forår, men det kan man jo ikke lige frem se på vejret. Nogle af os er ved at være ret trætte af sne, is og praktisk fodtøj og venter utålmodigt på forårets komme. Hele vinteren har den stået på kartofler, persillerødder, rødebeder, gulerødder og kål, og man kan jo godt blive lidt træt af alle de sunde, billige grøntsager fra den nordiske muld. 
Og dog.  
Jordskokken er blevet moderne i løbet af mit voksne liv (jeg husker i hvert fald intet om jordskokker fra min barndom, og den var ellers rodfrugt-tung). Den smager fremragende bagt i ovnen – for sig selv eller i selskab med andre rodfrugter, vendt i lidt olie og salt (og gudskelov behøver man ikke en gang skrælle den knortede lille fætter). Den smager godt rå i salater med sin udprægede sprødhed, eller blended i suppe, og så kan man også bruge den i en risotto, hvor den tilfører fylde, sødme og den umiskendelige smag af jordskok, som minder om artiskok (deraf navne-fællesskabet – på engelsk hedder de Jerusalem Artichokes). (mere…)

Aldrig prøvet før: røget silderogn (og Cristal Rosé 2000)

I fredags var jeg forbi min lokale fiskemand (Fiskehuset på H.C. Ørstedsvej), hvor Simon, som har butikken, gav mig noget røget silderogn med, som han syntes jeg skulle prøve. Jeg har aldrig smagt det før, og jeg var faktisk ikke klar over, at det var noget man spiste. Sild har aldrig været en favoritfisk hos mig, og jeg må indrømme, at jeg var ret skeptisk overfor de mærkelig små røde bukser med rogn i. Men nu fik jeg dem jo med, og så må man jo prøve! Og det var rigtig lækkert og smukt – rognen er koralrød. Man kan også spise fersk silderogn, ligesom man spiser stenbiderrogn. Den skal saltes og kan så spises som den er, eller rørt op med smør.
Prøv det, hvis din fiskehandler har det . 

Om aftenen lavede jeg middag til min gode ven Mads – ham den søde lange fyr, jeg kender fra Kokkekampen, og hans dejlige veninde Nina.
Mads havde taget en fuldstændig fortryllende flaske Cristal Rosé 2000 med (han er virkelig sympatisk – jeg tror det er det bedste glas champagne, jeg nogensinde har smagt!), og til den lavede jeg så disse hapsere med den røgede silderogn: (mere…)

Røget makrel med fennikel, citronmayo og sprødt brød

IMG_4061

Mine forældre bor tæt på et lokal røgeri i Nibe i Nordjylland (Kildens Røgeri), hvor man kan købe rigtig god fisk til nogle priser, der er helt utroligt lave i forhold til de eksorbitante priser, man betaler for fisk her i København. Jeg kan næsten begynde at græde over de lave priser hos sådan en nordjysk fiskebutik – jeg ville helt sikkert spise fisk oftere, hvis ikke det kostede lige så meget som oksemørbrad. Og det latterlige er jo, at vi betaler dobbelt pris (nogle gange mere) her i København, og får til gengæld fisk, der er mindre frisk, pga. transporttiden fra Hanstholm eller hvor fisken nu kommer ind i Nordjylland. Øv altså.

Så jer, der bor i det nordjyske, I skal glæde jer over den billige og friske fisk! Og til alle: husk for guds skyld at købe ind hos den lokale fiskehandler, så det ikke ender med, at vi kun kan købe fisk i supermarkedet, hvilket samtidigt vil betyde, at alt andet end laks, torsk og rødspætte vil være umuligt at opdrive. STØT DE SMÅ BUTIKKER!!

Sidst mine forældre var på besøg hos mig, havde de været så søde at tage en dejlig røget makrel med fra den lokale butik, og jeg lavede denne ret ud af den. Jeg synes det er en ret, der ser ret glamourøs ud og den er meget let at lave. Måske kan den bruges som forret nytårsaften… (mere…)

Wontons med tigerrejer

IMG_3855

Sådan en lille eksotisk hapser, som disse wontons med rejefyld er noget, der ser ret fabulous ud at servere, og det er overraskende nemt at lave. Jeg tror mange har en eller anden angst over for at friturestege, men det behøver man altså ikke. Det er absolut ikke nødvendigt med en stor farlig elektrisk frituregryde, og man behøver faktisk ikke ret meget olie til friteringen af disse små sprøde pakker.

Det eneste særlige disse wontons kræver, er lidt tid og adgang til en asiatisk købmand, hvor du kan købe færdig wonton dej – gerne frossen – for det bliver alligevel for meget mas at lave sådan en dej selv (har ikke en gang prøvet – kan ikke se pointen!). Selfølgelig kan fyldet ændres i uendelighed – prøv dig frem. Her er min opskrift med tigerejefyld: (mere…)

Fiske chowder

IMG_4048
Da jeg var teenager, var jeg en sommer på roadtrip med mine forældre i USA. Vi kørte fra New Mexico, gennem Nevada og ud til Californien. Jeg så meget frem til at komme ud til kysten og se Stillehavet for første gang, men da vi endelig nåede kysten, var alt indhyllet i en tyk tåge, og vi kunne intet se af havet. Vi gik ved en mole og prøvede at få øje på havet. Det eneste vi så, var en kæmpe stor pelikan, der sad på en stolpe og så surreel ud. Vi tjekkede ind på det motel, vi skulle bo på, og vores værelser viste sig at være mørke og fugtige. Det hele var meget nedslående, og vi blev alle lidt depri.
Men om aftenen fandt vi en hyggelig fiskerestaurant at spise på. Jeg fik et glas vin (selv om jeg på ingen måde lignede en, der var fyldt 21 – tjeneren må have syntes jeg så ud, som om jeg havde brug for det!) og en skål dampende varm New England clam chowder. Vinen og chowderen varmede mig op, og pludselig så alting lysere ud. Jeg elsker, at mad kan gøre så stor en forskel på dit humør!
(mere…)