Anmeldelser

Brunch på D’Angleterre – en billig luksus

For et par måneder siden var jeg på tøseweekend på et spa-hotel i Sverige – Hotel Tylösand (som faktisk er ejet af Roxettes Per Gessle!). Mens vi sad der i boblebadet og spiste rå grøntsager kom vi naturligvis til at tale om mad. Det startede med at jeg fabulerede løs om min kærlighed til de store bøffer på MASH, hvilket førte til at vi arrangerede næste tøseweekend til at foregå her i København med særlig fokus på mad. Så snart jeg kom hjem fra Sverige ringede jeg til D’Angleterre for at bestille bord til deres famøse søndagsbrunch. Det her var 2 måneder siden og allerede der var der kun ét bord tilbage. Man skal altså planlægge søndagsbrunchen i god tid.

I søndags oprandt så endelig dagen. Efter en kød- og alkoholtung fredag og lørdag med pigerne (vi var selvfølgelig på MASH) havde vi brug for at sidde i behagelige møbler med et glas champagne i hånden og masser af service. Og det var lige hvad vi fik på D’Angleterre. Brunchen fungerer som buffet. Som udgangspunkt er jeg stor modstander af brunchbuffeter, hvor horder af grovsultne danskere vælter oven i hinanden efter blød bacon og blege cocktailpølser. I det hele taget kan brunch være en rodet affære med alt for mange ting på tallerkenen på én gang. Men sådan er det ikke på D’Angleterre. (mere…)

New York fortsat: en aften på Per Se

 

En stor beslutning

Lang tid inden vi tog til New York, besluttede jeg, at jeg ville prøve at spise på Per Se – kokken Thomas Kellers søsterrestaurant til hans højtelskede restaurant i Californien, The French Laundry. Per Se er lidt mere formel – måske fordi den modsat The French Laundry, som ligger i skønne omgivelser i den lille landlige by Yountville, ligger lige midt på Manhattan i Time Warner Center i bunden af Central Park med dertilhørende fabulous udsigt over parken og Manhattan.
Per Se har 3 Michelin stjerner og 4 stjerner i The New York Times (begge det største antal stjerner man kan få i de henholdsvise restaurant-anmeldelser). Deruover har den højeste karakter for service i New Yorkernes yndlingsguide Zagat (en brugeranmelder-baseret guidebog). Alt sammen peger det i retning af, at der her må være tale om noget helt specielt – en ekstraordinær restaurantoplevelse med alt hvad det indebærer både på mad, service og omgivelses-fronten.

Man kan selvfølgelig ikke bare komme spankulerende ind på sådan en restaurant uden en reservation. De modtager reservationer 2 måneder før datoen, og præcis 2 måneder inden d. 24. marts ringede jeg til dem og blev faktisk helt overrasket over at kunne få et bord. Man skal garantere sin reservation med et kreditkort og ringe og bekræfte 2 dage før, og hvis man bliver væk skal man betale et eller andet beløb som straf. Et meget seriøst set-up!

Jeg nåede faktisk at komme lidt i tvivl om jeg nu også ville gøre det. Det er et dyrt sted at spise, og når man bor i København, er man vandt til et enormt højt kulinarisk niveau. Jeg var lige ved at droppe det helt, men både Søren Frank (vin- og madskribent på Berlingske Tidende og forfatter til flere bøger om vin – han var også dommer i Kokkekampen) og Jesper Uhrup Jensen (chefredaktør på magasinet Gastro) syntes jeg skulle gøre, og så tænkte jeg jo også på min pengepræmie fra Kokkekampen – mon ikke jeg kunne klare at smide 5000 kr. på en middag? Jo sgu! (mere…)

Helvedes Køkken – sulten og småstiv på Amager

Jeg var gæst i Helvedes Køkken på åbningsdagen og en af de stakkels mennesker, der måtte gå sulten derfra, da Wassim efter 2 timer lukkede køkkenet. Ikke én tallerken havde fået lov at forlade køkkenet!

I går var der præmiere på Helvedes Køkken – TV2’s udgave af det amerikanske Hell’s Kitchen. I USA er det Gordon Ramsay, der står og kalder alle ludere, i Danmark er det Wassim Hallal, der på meget nuttet østjydsk skælder sine deltagere ud.

Tasty menu – men ingen mad
Vi var ellers positivt overraskede over den lækre menu, vi kunne vælge ud fra. Jeg bestilte jomfruhummere og tournedos rossini og var selvfølgelig lykkeligt ophidset ved tanken om snart at sætte tænderne i nogle af mine yndlingsråvarer (jomfruhummer og foie gras).
Mit selskab sad rigtig godt ved et bord lige foran det åbne køkken og kunne følge med i alt hvad der skete derinde. Wassim kasserede den ene færdige ret efter den anden. Deltagerne løb rundt med røde, svedige kinder og der herskede kaos derude blandt gryderne. Jeg var rigtig glad for, at mine dage i reality-køkkener var ovre, for det så virkelig hektisk ud. Samtidig sad jeg og mine venner og var sikre på, at vi sagtens ville kunne spise nogle af de kasserede tallerkner – hvor slemt kan det være?! (Måske ret slemt, hvis det er en af de mere dorske deltagere, der har pillet ved maden). (mere…)

Enomania – lykke fra Piemonte og Bourgogne

   

Enomania er det helt rigtige sted at gå hen, hvis du er nørdet omkring vin.
Damiano Alberti, som før har været restaurantchef på Paustian ved Bo Bech, kører stedet sammen med sin kæreste (hustru?) Charlotte Skov Bak, og den aften jeg var der, var Damianos svigerfar også på gulvet som tjener. Det er hyggeligt med familiedrevne restauranter.
Enomania har mest fokus på vinen, men de har også en menu med rustikke norditalienske retter. Vi fik først en tallerken med skinke og pølse. Dernæst seriøst god ravioli med ricotta og spinatfyld, smør og salvie (jeg ved godt jeg er en pasta-nørd, men det var altså VIRKELIG lækkert! Silkeblød, og meget tynd – næsten gennemsigtig – pasta, og så er smør og salvie altså virkeligt gode venner inde i min mund). Så en perfekt risotto med ragout af blæksprutte og så langtidsbraiseret kalvekød med karl johan svampe og polenta, og til dessert en helt enkelt appelsin semi-freddo. Ærlig og dejlig mad uden nonsens. Og så serverede de en vildt lækker olivenolie til brødet, som smagte dejligt frisk og grønt og græsagtigt. Lirys Olio Extra Vergine fra Luigi Tega i Ubrien. Den importeres af Adriat Vinimport, og  kan den købes i vinbutikken Enoteca. Jeg fik lov til at købe en flaske med hjem fra Enomania den aften og har siden hældt det på næsten alt.  (mere…)