Butterflied kylling med bourbon BBQ-sauce og rabarberchutney

Butterflied kylling med bourbon BBQ-sauce og rabarberchutney

Foto: Chris Tonnesen

Får I grillet for tiden? Måske ikke lige her i regnvejret, men jeg griller rigtig meget her om sommeren og denne sticky butterflied kylling med bourbon BBQ-sauce er simpelthen så lækker at smække på grillen.

Når du butterflier en kylling, får du gjordt den fladere. Dermed forkortes tilberedningstiden, men du får stadig det saftige resultat, som en helstegt kylling, hvor en parteret kylling nemmere kan blive tør.

Vi er lidt ude i en blanding af amerikansk bbq med den dejlige smag af bourbon (jeg bruger Four Roses eller Bulleit) med en lille smule dansk mormor fra rabarberchutneyen.

Chutneyen er i øvrigt super nem at lave, fordi den tilberedes i et fad i ovnen. Det kan du sagtens gøre på forhånd – den holder sig fint i mindst en uge i køleskabet. Rabarberchutney smager også rigtig godt sammen med ost eller i en sandwich dagen efter med kyllingerster, mayo og salat.

Foto Chris Tonnesen

Butterflied kylling med bourbon-BBQ sauce og rabarberchutney

Til 4 pers.

BBQ sauce
75 g brun farin
25 g koncentreret tomatpuré
0,5 dl æblecidereddike
0,5 dl bourbon
1 fed knust hvidløg
25 g HP sauce
1 stor spsk dijonsennep
1 tsk røget paprika
2 spsk vindruekerneolie

1 kylling

Bagt rabarberchutney
250 g rabarber
1 medium løg
125 g rørsukker
0,5 dl æblecidereddike eller hvidvinseddike
1 tsk groft salt
groft kværnet peber
1 tsk knuste korianderfrø

  1. Kom alle ingredienserne til BBQ sauce i en gryde og kog det op. Lad det simre et par minutter, til det tykner og sluk for varmen.
  2. Fjern rygbenet fra kyllingen med en fjerkræsaks eller en tung kniv. Fold kyllingen ud som en sommerfugl, så den ligger med skindsiden op ad, med brystet i midten og lår og vinger ud til siderne. Pensl med marinaden på både over- og underside og grill under låg ved indirekte varme i 40 min. Pensl undervejs med mere marinade og husk at der ikke skal være rå kyllingesaft på penslen, hvis ikke det du pensler på, når at blive stegt ordentligt, så evt. bakterier bliver nakket.
  3. Til rabarberchutney skæres rabarber i skiver på ca. 1 cm. Skær løg i tynde både. Kom begge dele i et ovnfast fad og vend med sukker, eddike, salt, peber og korianderfrø. Bred det ud i et ensartet lag og bag ved 190°C i 20 min. Kom chutneyen på glas og opbevar den i køleskabet.
2 Comments

Post A Comment

  • Marc Lykke
    Posted at 12:43h, 15 juli Svar

    Puha de billeder gav lyst til at prøve det der, hold nu op hvor ser den lækker ud. Tak for inspirationen. Det må blive en tester at lave sådan en.

    • Mira Arkin
      Posted at 20:10h, 15 juli Svar

      Tak Marc. Det må du se at prøve – den er SÅ lækker 😀