Butter Chicken – det er slet ikke svært!

Butter Chicken – det er slet ikke svært!

Vi eeelsker butter chicken (og i det hele taget indisk mad) hjemme hos mig. Børnene er også vilde med de krydrede retter og overraskende lidt bange for en smule chili.

For nylig lavede jeg denne lækre butter chicken, som overhovedet ikke er kompliceret at lave. Der er mange ingredienser, men det er fordi der skal alle de lækre krydderier i for at give den store smag. Det er virkelig ikke svært. Jeg lavede en stor portion, der var nok til 6 personer, så der var lækre rester til dagen efter, hvor jeg spiste det til frokost. Pukka!

Butter Chicken

6 pers.

Marinade
1½ dl græsk yoghurt 10%
1 spsk garam masala
1½ tsk gurkemeje
1 tsk spidskommen
1/4 tsk cayennepeber (kan udelades hvis den skal være mild)
1 spsk revet ingefær
1 fed revet eller knust hvidløg
1 kg kyllingebryst uden skind

Sovs
1 stort løg
2 fed hvidløg
2 spsk smør eller ghee
2 spsk kokosolie
1 spsk revet ingefær
1½ tsk stødt koriander
1½ tsk garam masala
1 dåse hakkede tomater
2½ dl piskefløde
1 tsk groft salt
50 g mandler
evt 1 chili

Tilbehør: ris, naan, chutney, koriander og citron

  1. Rør en mariande sammen af yoghurt, garam masala, gurkemeje, spidskommen, cayennepeber, ingefær og hvidløg. Skær kyllingen i store tern på 3×3 cm og vend dem i marinaden. Lad kyllingen marinere på køl i et par timer eller natten over.
  2. Til sovs skæres løg i tern og hvidløg hakkes fint. Smelt 1 spsk smør og 1 spsk kokosolie i en gryde og kom halvdelen af kyllingen i. Lad det brune på alle sider. Tag det op og brun resten af kyllingen. Tag det op af gryden og tilsæt resten af smørret og olien. Kom løg, hvidløg og ingefær i og steg et par minutter. Tilsæt så koriander og garam masala og kom kyllingen tilbage i gryden. Kom tomater og fløde i samt salt og lad kyllingen simre i sovsen i 15 min. ved middel varme. Smag til om der mangler mere salt og kom grofthakkede mandler i. Server evt. med drys af hakket chili.
No Comments

Post A Comment