Bruschetta med tun, tomat og fennikel
I dag har jeg spist en ekstremt lækker lille frokostret, som jeg biksede sammen ud fra, hvad jeg lige havde i køkkenet. Det resulterede i denne smukke bruschetta med en lækker tunsalat med fennikel, tomat og dild. Det smagte af Italiensk sol og kystlinje, var sprødt og let og yderst tilfredsstillende. Bruschette er en smart måde at komme af med madrester på – man skal helst bruge daggammelt hvedebrød og du kan komme stort set hvad som helst på.
Nu var det her jo min frokost i dag, men du kan lave det samme som hapsere i mindre format. Til 6 personer skal du gange opskriften med to og bruge skiver af flute eller ciabatta i stedet for.
Til én person skal du bruge:
1 stor skive daggammelt langtidshævet hvedebrød
1/4 eller mindre fennikel
1 lille dåse tun eller ½ alm. dåse
1 blommetomat
1 fed hvidløg
1/4 rødløg
olivenolie
1 tsk. hvidvinseddike
frisk dild (eller fennikeltop)
salt og peber
1. Rist brødet og gnid den ene side med et halveret hvidløgsfed.
2. Snit fennikel og løg så tyndt som muligt (brug gerne et mandolinjern). Hak tomaten og klem vandet/olien fra tunen. Vend det hele sammen med plukket dild, en sjat olie og eddiken. Krydr med salt og peber.
3. Kom salaten over dit hvidløgsbrød og spis.
Vintip
Jeg anbefaler en pinot grigio, en tør riesling eller en let, tør boblevin.
Deborah
Posted at 11:19h, 12 decemberJeg kan slet ikke komme mig over hvor lækker den her enkle ret ser ud. Der er ikke noget bedre end noget smukt, let at lave og velsmagende også på en gang, og det lader det her til at være. Skal bestemt prøves. Tak!
Lone
Posted at 01:33h, 24 novemberHej Mira
Skriver for at fortælle, at jeg er stor fan af din hjemmeside. Både historierne om dine restaurantbesøg og opskrifterne, som jeg benytter mig af dagligt(står lige og laver vafler!).
Jeg vil lige høre dig om madblade. Har du nogle gode tips? Jeg køber selv “Mad og venner”.
Jeg er selv et madøre og interessere mig meget for mad.
De bedste hilsner Lone
Mira Arkin
Posted at 21:33h, 24 novemberTusind tak for din kommentar, Lone.
Jeg læser også Mad&venner og hver måned får jeg Gastro og Copenhagen Food. Jeg skriver for alle tre, så jeg må jo have dem 🙂 Derudover abonnerer jeg på nogle udenlandske madblade, som man også kan købe i velassorterede bladkiosker: franske Elle à Table, amerikanske Bon Appetit og engelske/australske Delicious. Jeg køber også af og til de engelske Good Food og Olive, som er smækfyldte med opskrifter. Nu ved jeg ikke hvor i landet, du bor, men Copenhagen Food er ret København-orienteret, selv om der også er rejseartikler, foruden min egen faste blog-side. Gastro er det mest gourmet-agtige med stor fokus også på gourmetrestauranter og vin, men knap så mange “dagligdags” opskrifter.