Braiseret lammeskank med sennep, cider og rodfrugter

Braiseret lammeskank med sennep, cider og rodfrugter

– SPONSORERET INDLÆG –

Foto: Walisisk Lam

Foto: Walisisk Lam

En blæsende efterårsfredag må være det helt rigtige tidspunkt at planlægge weekendens simreprojekter. Simremad er en af den mørke tids lyspunkter. Nu har jeg virkelig lyst til at gå og pusle om store smage i tunge gryder.

Jeg lavede disse saftige lammeskanke braiseret i cider. Kartoflerne ligger og hygger sig i saucen, som de suger til sig og er med til at jævne.

Det lækre lam i retten er Walisisk Lam. Man skal virkelig have respekt for Wales. Både Tom Jones og Brandmand Sam kommer fra Wales!

Rigtig god weekend til alle:-)

mira-skank_1s

Braiseret lammeskank med sennep, cider og rodfrugter

4 pers.

4 lammeskanke
salt og sort peber
2 løg
2 gulerødder
2 pastinakker
olivenolie
et par kviste timian
1 tsk groft salt
75 cl tør æblecider
500 g faste kartofler
3 spsk grov sennep
persille

1. Krydr lammeskankene med salt og peber og brun dem i olivenolie. Tag dem op af gryden og læg til side. Skær løgene i tykke både. Skræl gulerødder og pastinakker og skær dem i grove stykker. Brun grøntsagerne i gryden til de begynder at tage farve. Tilsæt timian og salt og kom lammeskankene tilbage i gryden. Hæld cider over, kom låg på gryden og lad retten simre i ovnen i 2½ time ved 170 gr.

2. Skræl kartoflerne. Efter lammet har simret halvanden time tilsættes kartoflerne til retten sammen med sennep. Vend det forsigtigt rundt og lad retten simre færdig i en time. Server med et drys persille.

No Comments

Post A Comment