Boller i karry – pimpet med kokosmælk og mango chutney
Nogle klassikere holder bare. Andre skal lige have et pift.
Vi fik aldrig boller i karry derhjemme. Det var noget, jeg fik hos mine venner eller hos familie af ældre generation end mine forældre. Mine forældre var klart til karry, men det var mere spicy karryretter og ikke den milde, danske klassiker med anonyme kødboller og geleagtig meljævnet sovs med ret lidt karry i. Men som vi ved, er der et eller andet over kødboller (frikadeller, spaghetti and meatballs, svenske kjöttbullar). Man må bare have dem og de fleste elsker dem. Det er homey.
Det her er min opdaterede version af den klassiske boller i karry. Det er stadig svinekød, der ikke er er smagt til med ret meget andet end en masse sort peber. Til gengæld er der kokosmælk og mango chutney i sovsen, og så har jeg taget mig den frihed at komme peberfrugt i (du kan selv vælge en anden grøntsag, men det klæder retten med grønt) og jeg pynter endda med frisk koriander!
Både kokosmælk og chutney giver retten ekstra fylde og sødme, som passer den gevaldigt godt, og jeg har kun fået glade tilbagemeldinger, når jeg har serveret retten.
Boller i kokoskarry
Til 4 personer
400 g hakket svinekød
2 løg
1 tsk groft salt + evt. mere
½ dl rasp
1 æg
sort peber
2 spsk neutral olie, f.eks. majsolie
1 spsk karrypulver
1 spsk hvedemel
1 dl vand
1 dåse kokosmælk
3 spsk mango chutney
2 grønne peberfrugter
evt frisk koriander
Tilbehør: ris
1. Pil løgene og hak dem fint. Til farsen skal du bruge et halvt hakket løg. Resten gemmes til sovsen. Kom det halve hakkede løg i en skål sammen med kød, rasp, æg og 1 tsk salt. Kværn godt med sort peber i (der må gerne komme ret meget i) og rør farsen sammen. Lad den trække et kvarter. Form den til kødboller på størrelse med bordtennisbolde og læg dem på en tallerken.
2. Rens peberfrugten og del dem i halve. Fjern stilk og kerner og skær peberfrugten ud i grove tern. Varm olien i en sauterpande. Kom resten af løgene i og steg dem ved middel varme i 2 minutter mens du rører i dem af og til. Drys karryen over og steg den med i 1 minut. Drys melet over og vend det rundt i løgene.
3. Tilsæt vand, kokosmælk og mango chutney og rør det sammen. Når det begynder at koge kommes kødbollerne forsigtigt i gryden, så de ligger i ét lag. Kom låg på gryden og lad retten simre i 15 minutter. Efter 5 minutter kan du kigge til retten og forsigtigt skubbe rundt på kødbollerne, så de bliver jævnt tilberedt.
4. Når de 15 minutter er gået tilsættes peberfrugten. Smag om sovsen mangler salt og tilsæt evt. lidt mere salt. Hvis sovsen er for tyk, kan du tilsætte lidt mere vand. Kog peberfrugten med i retten i 2 minutter, sluk for varmen og server. Drys evt. med frisk koriander ved servering. Spise med basmatiris og ekstra mango chutney.
Katrine
Posted at 13:55h, 03 aprilMUMS det ser lækkert ud, min kærestes livret er boller i karry, men er sikker på, at han også vil elske denne.
Mikkel Bækgaard
Posted at 11:38h, 08 martsUh, boller i karry er altid lækkert – især i pimpede versioner som din.
Vil også anbefale at komme lidt friske koriander i bollerne sammen med lidt finthakket chili. Og sovsen kan du lave med citrongræs og en hulens masse grønsager (herunder en del æbler til at give sødme) og så blende den til en ensartet masse. Det elsker både jeg og min etårige datter 🙂
Vh
Mikkel
Tina Fischer
Posted at 21:10h, 07 martsDine opskrifter ser spændende og inspirerende ud. Der er flere jeg må prøve.