Bønnesalat med bagte tomater og krydderurter

Bønnesalat med bagte tomater og krydderurter

Denne nemme bønnesalat er en af mange måder, man kan bruge de her bagte tomater på. Du tager en omgang tomater, skærer dem i halve eller kvarte, vender dem med olivenolie, hvidløg, salt og peber og bager dem i ovnen. Herefter kan du blande dem i fx kogte hvide bønner, eller du kan vende dem med friskkogt pasta bare som de er eller du kan blende dem først.

Du kan også vende dem med grønne bønner eller snittet spidskål eller med kogte nye kartofler. De er en fantastisk smags- og snaskgiver til utroligt mange retter. Jeg lavede dem også en dag i en foliebakke på grillen, hvor jeg vendte dem med noget pasta, som vi spiste sammen med grillede merguezpølser.

De står bare og passer sig selv i ovnen, mens du kan lave resten af måltidet klar eller drikke et glas vin eller noget andet fornuftigt.

Jeg ELSKER tomater! Sidste sommer havde jeg to tomatplanter i potter på vores terrasse. Det var overhovedet ikke nok. Derfor har jeg i år lavet 10 tomatplanter af forskellige slags. Jeg håber de giver tonsvis af tomater, så der både er så ungerne kan snacke af dem og så jeg kan bruge dem i køkkenet (og snacke af dem).

Bønnesalat med bagte tomater og krydderurter

Til 4 personer

300 g tørrede hvide bønner, lagt i blød natten over
500 g tomater
3 spsk olivenolie
1 fed hvidløg
salt og sort peber
en god håndfuld blandede krydderurter. Jeg bruge basilikum, persille og purløg

  1. Skyl bønnerne og kog dem i en gryde med rent vand og en spsk groft salt. De her var ret små, så de var færdige efter 30-35 min. Kog dem på meget svag varme og følg med, så de ikke pludselig koger ud. Sigt vandet fra bønnerne og skyl dem i koldt vand.
  2. Skær tomaterne i halve eller kvarte. Jeg brugte almindelige tomater, så de blev skåret i kvarte. Kom dem i et ovnfast fad med bagepapir i bunden og vend med olivenolie, knust eller revet hvidløg (jeg river dem på et fint microplane rivejern) og godt med salt og peber. Fordel tomaterne i fadet, så de ligger i ét lag. Bag i ovnen ved 160 gr. i 30-45 min.
  3. Skrab tomater og al det snask, der ligger mellem dem, over i en skål sammen med bønnerne og vend det sammen med grofthakkede krydderurter. Voila – retten er færdig. Jeg brugte ikke engang eddike eller anden syre – den naturlige syrlighed fra tomaterne (som ellers var super søde) var nok.
1Comment

Post A Comment