BLT sandwich med rosmarin-dijon mayo
Peter synes, jeg laver de bedste madder i verden. I weekenderne, hvor vi nogle gange har tid til at lave ingenting, er hans yndlingsbeskæftigelse at pløkke aliens eller svanse rundt i et eventyrland og slås med monstre – altså på Xboxen. Jeg dalrer imens rundt og tænker på mad, og på et eller andet tidspunkt går jeg i køkkenet og laver nogle madder til os.
Sidste weekend var det lækre BLT’s der kom ud af lørdags-afslapningen, og Peter blev utroligt glad, da jeg satte denne tallerken foran ham – så glad, at han pausede sit eventyr spil et øjeblik – og det er altså ikke hvad som helst, der kan få ham til det!
Min amerikanske madglade mor introducerede mig for BLT’ens lyksaligheder allerede da jeg var barn, og siden har den været en fast yndlingssandwich. BLT står for Bacon Lettuce and Tomato. Her har jeg jazzet den lidt op med en rosmarin-dijon mayo, men den fungerer også perfekt med en klassisk mayo – men brug en ordentlig en. Jeg bruger altid Hellmanns – den er jo også amerikansk. Og jeg er ikke nærig med den.
Måske skulle du gøre en du elsker glad ved at servere en god sandwich i weekenden?
BLT
4 sandwich
8 skiver sandwichbrød – jeg bruger groft
2 pakker bacon i skiver
3 tomater
1-2 babysalat eller ½ romaine
4-5 store spsk Hellmanns mayonnaise
1 stor spsk dijon sennep
1 spsk finthakket, frisk rosmarin
godt med friskkværnet sort peber
1 Tænd ovnen på 250 gr. Læg baconen på en bageplade med bagepapir på. De må ikke overlappe hinanden. Bag baconen sprød i ovnen i ca. 10 min. Du kan selvfølgelig også stege baconen på en pande, men det er bare så nemt i ovnen og man kommer ikke til at hørme så meget. Baconen bliver fin og sprød.
2 Læg brødene på en rist og rist dem i ovnen samtidigt med baconen – det skal have ca. 5 min. Skyl og tør salatbladene og skær tomaterne i tynde skiver.
3 Rør mayonnaise sammen med sennep, rosmarin og peber. Smør alle brødene med mayoen. Kom et par salatblade på 4 af brødene, fordel baconen og derefter tomaterne og læg sammen med de sidste brødskiver.
4 Giv hver sandwich et lille pres med en flad hånd og skær dem over på tværs.
Tip til variationer
Prøv også at røre din mayo med sød chili sauce, sambal oelek eller ristet chili relish.
Lisbeth
Posted at 16:19h, 26 martsEn super lækker opskrift, og så er den heldigvis også meget nem at gå til 🙂 Min kæreste insisterede dog på at tilføje noget kylling (Konceptet BLT-sandwich var åbenbart for svært at fatte for ham…) så jeg lavede både nogle med og uden varme kyllingestykker. En stor succes, det bliver sandsynligvis en stor del af sommerens madplan 😀
Mira Arkin
Posted at 09:13h, 27 martsDet lyder nu også ganske fornuftigt med kylling i 🙂 Det var sikkert rigtig lækker.
Klodsen
Posted at 15:23h, 11 juniDavs! 🙂
Jeg faldt over denne opskrift i går, og her til formiddag købte jeg ind til at lave den… Efter at havde spist en, er jeg helt mæt! Nøj, hvor smagte den altså bare lækkert…
Jeg glemte dog mayonnaisen, og derudover læste jeg mængden af sennep forkert til to portioner i stedet for en. (Det var en anelse stærkt… :P) På trods af det, er jeg glad for at havde fundet denne opskrift.
Mange tak Matilde!
Matilde Weigelt Gunge
Posted at 22:39h, 18 januarUmmenummenum! Kan slet ikke få nok af BLT’ens fantastiske kombination af sprød salat, syrlig tomat, sødmefuld mayo og kødets eget krydderi: bacon! Genialt at spiffe det op med en anden mayo!
Tak for tips!
Matilde AKA Matildenspitze
Charlotte
Posted at 17:53h, 13 januarDin sandwich ser skøn ud, men intet slår en hjemmerørt Mayo. Jeg bliver hver gang forundret over hvor nemt dett er og hvor fuldstændig fantastisk det smager!!
Maria F. Orr
Posted at 15:07h, 13 januarSaa simpelt, men aah saa laekkert; nu er jeg sulten 🙂 Tak for inspirationen Mira. mariasdaisies.com