Blondies med rabarber og brunet smør

Årh ja – jeg har lige bagt disse blondies med rabarber og brunet smør og de blev præcis så gode, som jeg gik og fantaserede om, da jeg gik i haven i formiddags og plukkede årets første rabarber.
Blondies med rabarber er sådan en god kombi, for når du laver blondies med masser af hvid chokolade i, giver de syrlige rabarber lige præcis det syrespark, man mangler. Plus at de giver de rubinrøde farvepletter i kagen, som ikke er til at stå for.

Du kan fint bruge denne opskrift på blondies til alle mulige andre varianter – enten uden frugt, eller med blandede slags chokolade i. Eller med æbletern vendt med kanel, hindbær, blåbær osv.
Min opskrift på blondies giver chewey, snaskede kager, som holder sig lækker i flere dage (i køleskabet) og som også er velegnet til at fryse.


Blondies med rabarber og brunet smør
16-20 stk.
200 g smør
225 g rørsukker
2 store æg
1 tsk vaniljesukker
275 g hvedemel
2 tsk maizena
½ tsk bagepulver
125 g hvid chokolade, hakket (eller chokoladeknapper)
150 g rabarber
40 g mandelflager
- Kom smørret i en gryde og smelt det. Lad det stå ved svagt-til-middel varme til det bliver svagt lysebrunt. Det skal dufte karamelliseret, men endelig ikke brændt. Hæld smørret over sukkeret og rør det sammen. Rør æggene i og tilsæt vaniljesukker, hvedemel, maizena og bagepulver. Rør dejen sammen, så der ingen klumper er.
- Tilsæt hakket chokolade og rabarber skåret i stykker på ca. 1 x 1 cm. Vend dejen sammen og kom den i en form foret med bagepapir. Jeg brugte en form på 32 x 22 cm (svarer til 13 x 9 inches, som er en klassisk størrelse til rigtig mange brownie-opskrifter i USA). Dejen er ret tyk, så brug en spatel til at fordele den jævnt i formen. Drys mandelflagerne på toppen.
- Bag kagen i 25-30 min. ved 175°C (eller 170°C varmluft). Lad den køle af, inden den skæres ud i stykker.
Lisbeth
Posted at 08:31h, 20 juniMin blev slet ikke chewey i det.
Den blev bare helt “bagt” – gad vide hvad jeg har gjort forkert 🫣🤔
Mira Arkin
Posted at 13:38h, 20 juniNej, det er da ikke meningen. Øv. Måske var ovnen for varm eller formen større end min? Der er jo altid forskel på ovne.
Lisa Iversholt
Posted at 08:38h, 30 majBagte den til vores gæster igår ❤️ De roste den alle til skyerne 👏🏻 Selv min mand, som ikke er kage-fan 🤷🏼♀️, spiste et ekstra stykke!
Helt sikkert min nye GO-TO kage 🎉
Mira Arkin
Posted at 09:09h, 30 majDet var da fantastisk at høre♥️👌🏼 Dejligt😀
Eva jessen
Posted at 10:15h, 01 septemberJeg har nu lavet denne kage et halv snes gange og hver gang bliver jeg spurgt om opskriften. Dette er uden tvivl min nye “go to” opskrift når der skal laves en hurtig kage. Har varietet lidt og ind imellem lavet med karamelliseret hvid chokolade og senest med hindbær, fordi jeg ikke lige kunne få rabarber – men hver gang er den et hit
Mira Arkin
Posted at 11:48h, 01 septemberHvor er det dejligt at høre ♥️ Det lyder også vildt godt med dine varianter med karamelliseret hvid chokolade (elsker det!) og hindbær 😋
Mia
Posted at 14:33h, 07 majTotalt lækker kage – tak for opskriften. Jeg havde ingen mandelflager, men hakkede pistacienødder fungere også fint 🙂
Mira Arkin
Posted at 10:09h, 12 majUhm, det lyder lækkert med pistacier!