Blåbærmuffins
Shit! Svigerforældrene kommer om lidt. Jeg må opretholde mit image som queen of the kitchen og straks bikse noget sammen. Det skal jo ikke hedde sig, at Mira serverer købte løsninger for fine gæster…
Muffins er en super god løsning på last minute bagning. Det tager 10 minutter at bikse dejen sammen og 30 minutter at bage, og så smager muffins allerbedst, når de er friskbagte. Læg dertil 10 minutter til en hurtig tur ned til grønthandleren efter blåbær og så er den hjemme.
Det er lækkert at kunne byde gæster indenfor i en duft af friskbagte muffins.
Tricket til gode muffins er ikke at røre for meget i dejen. Den skal lige akkurat samles og så ikke mere. Dette giver de letteste, luftigste muffins. Hvis du rører for meget i dejen, bliver de tætte og tunge i det.
Blåbærmuffins, 12 stk.
450 g. hvedemel
3 tsk. bagepulver
120 g. lys muscovadosukker eller rørsukker
200 g. friske blåbær (det er ikke så godt med frosne, da de smider en masse saft, som gør dejen blå-grøn)
Revet skal af 1 citron (ikke overfladebehandlet)
1 tsk. vaniljesukker
2½ dl. mælk
2 æg
125 g. smeltet smør
Tænd ovnen på 200 gr.
Pensl hullerne i en muffinplade med 12 huller med lidt af det smeltede smør.
Sigt mel og bagepulver ned i en stor skål. Rør sukker, vaniljesukker, citronskal og de rensede, tørrede blåbær i.
I en anden skål eller kande piskes mælk med æg. Lav en fordybing i melblandingen og hæld æggeblandingen ned i sammen med det smeltede smør (som lige er afkølet en smule). Rør det hele hurtigt sammen med en gaffel eller dejskraber. Husk ikke at røre ret meget – det gør ikke noget hvis der er et par små klumper i.
Fordel dejen i muffinformens huller og bag dine muffins i 25-30 minutter, indtil de er faste i det og du kan stikke en kødnål eller tandstik ned i og den kommer ren op.
Lad muffinsene hvile lidt i formen på en rist, inden de vendes ud af formen og køler ned på risten.
Birgit
Posted at 21:36h, 06 decemberHej Mira.
Jeg har prøvet at bage dine muffins med chokoladestykker, men undrede mig meget over, at der skal så meget mel i.f.t. væske i, så de blev flotte at se på, men meget kompakte indeni. Kan det være en fejl? Til sammenligning bruger jeg 500 g mel og 3 dl vand til min pizzaopskrift, så det var næsten samme forhold i din opskrift.
Mira Arkin
Posted at 11:19h, 08 decemberHej Birgit,
Du skal huske, at æg og smeltet smør også er væske, så der er en del mere væde i end i en pizzadej, som i øvrigt opfører sig totalt anderledes.
I min erfaring, er det det, der gør muffins kompakte, at man rører for meget i dejen. Den skal bare akkurat røres sammen, ellers bliver de meget tætte og tunge i det.
MVH Mira
Caroline
Posted at 00:21h, 17 januarHej Mira.
Det er godt nok et gammelt opslag 🙂
Men kan man bruge den samme opskrift og så skifte blåbærne ud med andre ting? Eller er opskriften bedst med blåbær? 🙂
Mira Arkin
Posted at 11:22h, 17 januarHej Caroline,
Du kan sagtens bruge andre ting:-) F.eks. hindbær, æble, brombær eller chokoladestykker (i så fald bør du udelade citronskal).
KH Mira
Louise
Posted at 21:55h, 17 septemberHej Mira,
tak for tonsvis af lækre opskrifter, der afprøves flittigt! Ville lige knytte en kommentar til ovenstående opskrift – når jeg laver dem plejer jeg at kunne bruge frosne bær (i mangel på friske) hvis jeg vender dem i den færdige dej frosne direkte fra fryseren. Så holder de formen og farven i kagerne, samtidig med at de bliver bagt igennem og bliver bløde og lækre.
foodiehilsener fra Louise 🙂
Kristina
Posted at 13:10h, 02 majHej Mira,
Sikken skøn blog du har banket sammen 🙂 Man bliver i godt humør af alle de fantastiske ideer og opskrifter du har.
Vh Kristina
Anne au chocolat
Posted at 11:34h, 30 aprilMira, jeg er sikker på ,at svigermekanikken bliver SÅ glade for dine muffins! De ser flotte og frække ud 🙂 Kh Anne