Bite Me event på Roxie med Singleton whisky

Bite Me event på Roxie med Singleton whisky

Inviteret

Jeg elsker cocktailbaren på Roxie – jeg synes de laver nogle af byens skarpeste cocktails for tiden. Og så er køkkenet også formidabelt. Jeg var til en event på Roxie med Singleton whisky, hvor vi spise en række småretter og fik cocktails, der var lavet specielt til – alle med Singleton whisky. Samme event – Bite Me by Singleton, hedder det – holdes igen d. 8. august, hvor man kan købe billetter til 300 kr. for samme oplevelse, som jeg fik. Mega god pris!

Idéen bag eventen Bite Me er at vise folk, at whisky ikke behøver være noget med gamle mænd, cigarer og pejse, men også kan være forfriskende, let og måske mere feminint. Singleton er med sin mildhed og lethed en rigtig god begynderwhisky og egner sig netop af samme grunde til at bruge i cocktails. Vi fik en række af Roxies lækre retter, og så havde bartenderen sat rie spændende cocktails til. Se her et udpluk af de retter vi fik.

Hvis I ikke allerede har været forbi Roxies, så gør det. Baren er super cool og man kan sagtens bare komme forbi til drinks – det gør vi sommetider. Men som sagt er køkkenet altså virkelig også godt. De kan noget med emulsioner (mayonnaiser, kunne man også kalde det…). Så det hele er lækkert og snasket og med masser af smag. Meget tilfredsstilende små retter.

Vejret var skønt, så vi startede på tagterrassen med hapsere og en funky drink med bobler, Singleton, hyldeblomst og løvstikke. Her er det en fin lille sprød tærte med grøn kartoffelsalat af nye kartofler. På det øverste billede er det gillardeau østers med ærter, syltede grønne jordbær og urteolie. Dem ondulerede jeg nogle stykker af.

Inde i restauranten sad vi ved ét stort langt bord og så kom der småretter ind i en lind strøm. Cocktailen til var en sour-cocktail lavet med stikkelsbærsaft, som jeg var meget vild med. Jeg elsker også sour-drinks!

Der var Roxies signatur pappadums med røget auberginedip. Og her er det små andespyd, der smagte dejligt af grill.

Jeg spiste også et ton af de her friterede fjordrejer med gæremulsion.

Så kom der rå kammusling med østerscreme og en sauce af klaret smør.

Der var også sashimi af makrel lavet som små rå tacos med glaskål.

Næste cocktail fra en fremragende karamelgylden sag med tyttebær og tyttebærlikør. Den havde lige den rette fylde og lette bitterhed, så den passede mega godt til de små lækre tatarhapsere på sprøde bunde af Havgus ost og med syltede sorte trompethatte. De har vildt godt kød på Roxies. En anden gang har jeg fået en åndssvagt god finsk steak, som var ekstra hængt og havde den vildseste komplekse smag. Ikke for sarte munde. Og så var der forresten også en lækker lille hapser af grillet sortfodsgrisenakke, som smage som det allerbedste gris i verden. Så godt, at jeg fik slugt det, før jeg tog et billede (baaaaad madblogger!).

Til dessert var der fine små rabarbertærter og danske jordbær med flødeskum og hybenrose. De passe perfekt til den sidste cocktail, som også var med jordbær og hybenrose – og selvfølgelig Singleton.

Bite Me by Singleton kommer igen d. 8. august på Roxie, Bremerholmen 6, 1069 Kbh. K.  kl. 18-20. Billetterne koster kr. 300 stykket inklusiv mad og drikke. Du kan læse mere og købe billet her. 

No Comments

Post A Comment