Barbaresco: Besøg på vinoteket og frokost på Antica Torre

Barbaresco: Besøg på vinoteket og frokost på Antica Torre

Lige nu befinder jeg mig i Alba i Piemonte. Her er smukt og vidunderligt og rocker varmt. Vi var oppe på 35 grader i går, hvor vi kørte en tur til Barbaresco, som i kan se i det fjerne på det øverste billede. Der er så utroligt smukt i Piemontes bakkede landskab. Det sagde jeg også, sidst vi var her, hvor vi boede i La Morra, og det siger jeg stadig. Men der er godt nok også varmt. Tænk at alle de druer, som bliver til så meget god vin, står og sveder i så varmt vejr!

Jeg kan godt forstå, at oktober og november er den store turistsæson i området – ikke mindst pga. den hvide trøffel, som der ikke er noget af her om sommeren. Der er dog stadig de sorte trøfler og sådan en har jeg købt mig i dag. For sølle 4 euro! Den skal jeg spise lige om lidt, revet ud over tagliolini med smør og parmesan.

Men tilbage til Barbaresco og i går.

Den lille søvnige by Barbaresco har et fint vinotek, hvor man kan kigge på og købe nogle af områdets vine. Så vidt vi kunne se, var de dog lidt friske med priserne, så det er nok ikke det billigste sted at købe ind. Til gengæld ligger vinoteket i en gammel kirke, så man må sige, at de respekterer vinene, for det var fabulous omgivelser, de lå til skue i.

Peter kiggede og snusede og læste om vinene, mens Otto kedede sig rimelig meget (det gjorde jeg faktisk også lidt, for jeg ville gerne bare hen og spise frokost og jeg er i det hele taget frygtelig utålmodig).

Frokosten blev indtaget i den frygtelige hede under parasollerne på Trattoria Antica Torre midt i byen. Dejlig og skyggefuld gård, men alt alt for varmt og jeg fortryder at vi var sådan nogle dumme turister, der satte sig udenfor, når de lokale forretningsfolk fra Gaja sad indenfor i kølig aircondition. Men jeg kunne ikke overskue en overtræt Otto indenfor.

Al træthed forsvandt da der kom kølig hvidvin på bordet. En dejlig, crisp Arneis fra Correggia.

Vi delte to antipasti. Perfekt moden melon med smørblød skinke.

Og en kickass vitello tonnato med en godt krydret tonnatosauce med kapers og citronskal i.

Dernæst en ordentlig dynge blid og blød tajarin med kalve sauce – en lokal specialitetspasta, som de fleste restauranter har på kortet. Her oppe nordpå i Italien laver man meget pasta med æg, hvilket kan have et ret godt bid, men denne tynde tajarin har det altså med at blive lidt blød og smattet, så det er ikke min yndlingspasta. Den var dog alligevel så lækker, at jeg på trods af de nok 40 grader under parasollen spiste hele portionen. Jeg efterlod kun en symbolsk mundfuld tilbage på tallerkenen, så jeg ikke virkede spor grådig…

Det var ren og skær grådighed, der lod mig fortsætte med en ostetallerken til (symbolsk) deling med Peter. Der er så mange tasty oste i Piemonte og jeg aner ikke, hvad de her hedder, men nogle af dem var helt sikkert af Robbiolatypen og andra af Tomatypen (lidt henad franske Tomme-oste). Ostene kom med en mostarda af æble og sennep.

Og Mira Arkin får aldrig pasta nok (aldrig aldrig aldrig), så om aftenen på terrassen klemte vi lige en omgang fettuchine med en tomatsovs med fennikelsalsicce ned. Lækre Nebbioloer i glasset. Uhm – Italien!

Nu er det tid til trøffel…