Banan-krydderkage med ingefærglasur
Det er blevet koldt og midt i det iskolde blæsevejr fik jeg utroligt meget lyst til at bage krydderkage. Men også til banankage. Og så blev det selvfølgelig til en lykkelig krydsning.
Jeg tog udgangspunkt i min virkelig gode banankage, som jeg bager hver gang, jeg har brunplettede bananer liggende. Den saftighed og fyldige sødme, som er så lækker i banankagen, er faktisk helt vildt lækker i en krydderkage med nellike, kanel og ingefær. Og så får den lige et tykt lag glasur, for jeg elsker det der sukker-crunch i en klassisk flormelisglasur. Den vil helt sikkert også smage godt med creamcheese frosting!
Jeg bagte kagen i går eftermiddags og den smager faktisk endnu bedre i dag, hvor krydderierne har fået lov til at folde sig lidt ud. Sådan synes jeg også det er med chokoladekager. Både smag og konsistens er bedre på dag to.
Banan-krydderkage med ingefærglasur
8 pers.
3 store æg
100 g rørsukker
100 g brun farin
1 tsk vaniljesukker
100 g smeltet smør + ekstra til formen
150 g moden banan (ca. 1½ banan uden skræl)
140 g hvedemel + 1 spsk til formen
1 tsk bagepulver
2 tsk stødt ingefær
1 tsk kanel
½ tsk stødt nellike
Glasur
75 g flormelis
½ tsk stødt ingefær
3-4 spsk koldt vand
- Pisk æg, rørsukker, brun farin og vaniljesukker sammen til det er skummende og lyst. Blandt smeltet smør med moste bananer og kom det i æggene sammen med hvedemel, bagepulver og krydderier. Rør det hurtigt sammen.
- Smør en sandkageform på ca. 1½ l med lidt smør og drys den derefter med 1 spsk mel. Bank overskydende mel ud. Hæld dejen i formen og bag kagen i 45-50 min. ved 180°C (175º hvis du bruger varmluft, hvilket jeg stort set altid gør). Lad kagen køle af.
- Rør en tyk glasur af flormelis, ingefær og vand og hæld den over kagen. Selv tak.
Karina Pedersen
Posted at 10:06h, 12 novemberTak for en god blog
Anna
Posted at 15:59h, 11 novemberHej Mira, tusinde tak for en skøn kageopskrift (den smagte SÅ GODT) og en inspirerende madblog:)
gustav
Posted at 13:16h, 14 decembermega fed kage
Mira Arkin
Posted at 15:18h, 20 decemberMange tak, Gustav 🙂