Bagte kastanier med kanelsukker
Der er flotte, franske spisekastanier i butikkerne og hos grønthandlerne nu. Har du nogensinde prøvet at spise dem med kanelsukker til?
Denne opskrift på bagte kastanier er nem, for der er ikke noget med at de skal bages i salt. Jeg synes kastanier egner sig lige godt til salte og søde retter med deres nøddeagtige smag og cremede konsistens. Oftest har jeg nok fået dem med salt og smør, men prøv denne version med kanelsukker. Eller du kan piske blødt smør sammen med ahornsirup. Det er super hyggeligt at sidde sammen og pille kastanierne ud af skallen og hyggespise. Der er heller intet i vejen for at servere fx. et glas tawny port til… Siger det bare.
I den salte verden kan du evt. tilføje lidt finthakket rosmarin til det smør, du serverer til kastanierne. Du kan også bruge kastanierne i andre retter, fx. i gryderetter sammen med kød eller sammen med stegte æbler og salvie til et stykke gris eller kylling. Så skal du bare lige bage dem først. Du kan også koge dem – bare altid husk at lave det der snit i skallen, så de ikke eksploderer under tilberedning og så kastanien er til at få ud.
Bagte kastanier med kanelsukker
Til 4 pers. som snack
300 g spisekastanier
75 g sukker
2 tsk kanel
smør
Læg kastanierne med den flade side ned ad. Skær et snit fra top til bund på oversiden med en skarp urtekniv. Pas på! Den kan smutte, når du skærer i den hårde skal. Læg kastanierne med skæresiden op ad i et ovnfast fad. Bag dem i 25-30 min. ved 200ºC. Bland sukker med kanel og server til de varme kastanier sammen med en klat smør.
No Comments