Bagels – en rigtig weekend treat

Bagels – en rigtig weekend treat

bagels

Foto: Line Thit Klein

Jeg er ked af at sige det, men man kan simpelthen ikke få en ordentlig bagel i Danmark. Jeg har i hvert fald ikke mødt en. Derfor er det også altid absolut nødvendigt for mig at spise bagels, når jeg er i New York, for her kan man virkelig finde ud af det!

Det lidt billigere alternativ til at rejse til New York efter bagels er naturligvis at bage dem selv. Det er faktisk ret nemt og du får et ganske hæderligt resultat ud af det. Langt langt bedre end de “bagels” man får i de der sandwichbutikker, hvor man selv vælger, hvad der skal i ens “bagel”.

Tippet til at få dem pænt runde og uden grimme samlinger er at lave hullet med din tommelfinger i dejen, når du har delt dejen og trillet den til kugler. Husk at lave hullet tilstrækkeligt stort, for under efterhævning og bagning, vil hullet blive en hel del mindre.

 

Bagels

8 stk

25 g gær
3 dl lunkent vand
2 tsk sukker
1½ tsk groft salt
425-450 g hvedemel
olie
evt ½ dl blandede sesamfrø og birkes

1. Rør gær ud i vand og tilsæt sukker. Lad det stå 10 minutter til det begynder at skumme lidt i overfladen. Tilsæt salt og ælt hvedemelet i til du har en fast, men elastisk dej. Kom dejen i en skål smurt med olie, dæk med plastikfolie og lad dejen hæve i 1½ time.

2. Vend dejen ud på et meldrysset bord og slå den let sammen. Del dejen i 8 lige store stykker og tril hvert stykke til en kugle. Dyp din tommelfinger i lidt mel og bor den så gennem midten af hver dejkugle og træk lidt ud i dejen, så du får lavet et hul. Hullet skal udgøre ca. en tredjedel af bagelens samlede bredde. Læg bagelsene på en bageplade med bagepapir, der er penslet med lidt olie og lad dem efterhæve 30 min.

3. Varm en stor gryde med vand op til kogepunktet. Kom 2-3 bagels i vandet ad gangen og lad dem simre (det må ikke bulderkoge) i 4-5 minutter. Vend dem halvvejs. Tag dem op med en hulske, dryp evt den ene side i sesamfrø og birkes og læg dem tilbage på bagepladen. Bag dine bagels i ca. 25 min ved 200 gr.

 

Tip:  Bagels får deres chewy konsistens af kogningen. En god bagel er sprød udenpå og chewy indvendigt. De spises traditionelt med flødeost og saltet (lox) eller røget laks eller anden røget fisk. Eller med flødeost krydret med forskellige ting. I bagelbutikker i New York er der altid et kæmpe udvalg af forskellige ”spreads” man kan vælge til sin bagel – både søde og salte.

 

5 Comments

Post A Comment

  • Lotte Marie
    Posted at 17:29h, 12 september Svar

    Kan man koge dem og så fryse dem ned og vente med at bage dem til senere, så man kan få nybagte morgenbagels uden at stå tidligt op?

  • Fadik
    Posted at 22:35h, 17 januar Svar

    Hej
    Hvad bruger du i en bagel hvis jeg må spørge? Har du nogen favoritter? I min butik Vanløse Bagel, har vi bagels som er lavet på de traditionelle måder som i USA. Vi bruger forskelligt udvalg af fyld, og jeg er da altid interesseret i at lære mere og få gode idéer fra andre.
    Du skal være meget velkommen til at komme forbi en dag.
    Har du en anbefaling af indhold til sådan en bagel?

    • Mira Arkin
      Posted at 11:47h, 19 januar Svar

      Jeg er meget konservativ med bagelfyld. Når jeg spiser bagels i New York bestiller jeg altid en ristet bagel med flødeost, forårsløg, søde hvide løg (en sort der hedder Vidalia) og røget Nova Scotia laks. Og selve bagelen er enten en med birkes, sesam eller en “everything” med alt muligt sjovt drys på. Generelt er der færre forskellige ting i en bagel i USA end dem, man køber i Danmark.

  • Rika
    Posted at 18:55h, 12 oktober Svar

    Kan du anbefale en god bagelshop i New York? Skal nemlig til den fantastiske by i januar og satser bestemt på at sætte tænderne i en 😀

    • Mira Arkin
      Posted at 10:26h, 14 oktober Svar

      Hej Rika,
      Ess-a-Bagel på 3rd Avenue (de har også en anden location) er super godt. Min favorit er en ristet sesambagel med nova scotia laks og flødeost med forårsløg. De gamle jødiske mænd ved disken er halvdøve og har attitude på den fede måde!
      Absolute Bagel tæt ved Columbia University skulle også være godt – jeg har dog ikke selv prøvet det.
      Murray’s Bagels i Greenwich Village er også godt.

      Rigtig god tur!
      KH Mira