Autentisk, god og virkelig billig pasta på Fabro
Før jul var jeg forbi og spise pasta på nye Fabro – det var inden jeg skulle med en veninde til Bachs Juleoratorie i Vor Frue Kirke. Det var så fint og hyggeligt og julet og Københavns Drengekor var simpelthen så dygtige og bedårende (i matrostøj – altså koret, ikke Fabro!). Virkelig fint. Og Fabro var også fint.
‘
Altså ikke fint, som fancy, men fint som i god mad. Fabro ligger nede i bunden af Borgergade, helt nede ved Nyboder. En lille bitte hjørnebiks, hvor du kan købe helt simple pastaretter to go eller to stay ved et af de få borde. Alle retter koster kr. 65 og har en lige tilpas størrelse til at du ikke er bombet bagefter. Der klassikere som carbonara, pomodoro, ceci (med kikærter) eller bosco (med svampe). Og så kan du få kaffe, øl, vand og vin og ikke andet.
Jeg valgte spaghetti pomodoro med burrata og min veninde valgte spaghetti carbonara, som er den du ser på topbilledet. Pastaen var fra De Checco og den var kogt perfekt al dente – altså meget mere al dente end de fleste danskere koger den. Der var virkelig bid i og det var helt perfekt. Italienerne mener også at pastaen er lettere at fordøje når den har godt bid. Jeg aner ikke, om det passer. Carbonaraen var lavet med tørrede svinekæber (guanciale), som man traditionelt gør det, æg og pecorino. Der måtte godt have været lidt mere æg og ost i – jeg synes der var lidt for lidt snask i retten – et for tyndt lag “sauce” omkring pastaen. Og jeg er ellers tilhænger af meget lidt sauce i forhold til pasta.
Min pomodoro var til gengæld helt perfekt og min veninde – som elsker pasta lige så meget som jeg gør – var misundelig. Tomatsaucen var lækker og intens og så var der den lækre, bløde og cremede klat burrata på toppen og et skvæt olivenolie over. Gudemad ! Jeg har sagt det før, men jeg kunne virkelig leve af spaghetti med tomatsauce og ost. Jeg ELSKER det. Og denne her var virkelig god og jeg var meget glad. Og 65 kr. er jo nærmest ingenting for et en ret ude på hvad der næsten er en restaurant, selv om det er så simpelt som det næsten kan være. Vi flækkede en flaske Chianti i vandglas og sluttede med en espresso og følte os ret italienske. En varm anbefaling fra mig.
No Comments