Andelår med figner og varme krydderier

Andelår med figner og varme krydderier

_1040123s

Nu er jeg ved at være klar til juleferie. Min ferie starter i morgen og jeg glæder mig til nogle dage med min familie, hvor vi skal lave mad sammen (min mor og jeg har en rugelach-date), planlægge måltider, hygge om gåsen, pynte juletræ, smovse i Bedstes risalamande og alt det rare. Jeg skal helt klart også fede den i badekarret (sådan et har vi nemlig ikke selv derhjemme) og nyde godt af den mormorservice min mor yder på ungerne.

Hvis vi ikke tales ved før juleaften, så ønsker jeg jer alle en rigtig glædelig jul.

Denne ret spiste vi som aftensmad en helt almindelig dag – jeg lavede en grov mos med rodfrugter til (det kunne også have været kogte gryn af en art, kartofler eller brød). Men jeg tænker også det kunne være den perfekte ret at lave juleaften, hvis man vil prøve noget andet end den sædvanlige helstegte and. Eller hvis man kun er to. Eller bare hvis man allerede er vildt træt af julemad.

Jeg synes and er utroligt versatil. Den smager så kraftigt, at den kan sagtens klare en masse krydderier. Her bruger jeg både vin og varme eksotiske krydderier som koriander og spidskommen. Retten står og simrer og dufter helt fantastisk imens.

_1040127s

Andelår med figner og varme krydderier

2 pers.

2 andelår
250 g skalotteløg
2 laurbærblade
½ tsk stødt koriander
½ tsk stødt spidskommen
2½ dl rødvin
4 friske figner
salt og peber

Brun lårene i en sauterpande med skindsiden nedad først. Skær skalotteløg i både og skær to af fignerne i tern. Og halvér de andre to. Bare lad skindet sidde på.
Tag andelårene op af panden og kom løgene i. Steg dem til tager farve og tilsæt så figner i tern, laurbærblade, koriander og spidskommen. Når det er ristet lidt af, kommes andelårene tilbage i panden. Hæld vin ved og kom låg på. Lad retten simre i 1 time og 15 min. Kom så de halve figner i og kog videre i 15 min. Smag saucen til med salt og peber.

Indlægget er lavet i samarbejde med Eva Solo. Jeg har brugt sauterpanden fra den nye Nordic Kitchen serie.

No Comments

Post A Comment