Alternativ til juleand: Canette med linser og rosmarinstegte gulerødder

Alternativ til juleand: Canette med linser og rosmarinstegte gulerødder

Man behøver jo ikke kun spise and til jul. Og til jul behøver man ikke altid spise den sædvanlige and med æbler og svesker og det sædvanlige tilbehør. Måske skulle man prøve noget andet (ha ha). Og hvis det er lige lovligt frisk med linser juleaften, så vent til efter jul, hvor man kan købe ænder på tilbud og prøv så, hvor lækkert and er.

En canette er en ung and, som også er en lille and. Den jeg stegte vejede 1,5 kg og er en fiks lille sag, der lige passer til 3-4 personer. Så er I ikke så mange juleaften, så prøv sådan en lille canette. Den er relativt mager og mild og lækker i smagen og helt uden den der metalliske smag, som and nogle gange kan have.

 

And med linser og rosmarinstegte gulerødder

Til 3-4 personer

1 Canette, 1,5 kg
1 kg gulerødder
1 par kviste rosmarin
2 spsk olivenolie
fint salt og sort peber
3 dl Puy linser eller Belugalinser
6 dl vand

1. Varm ovnen op til 180 gr.  Skyl anden, fjern evt. indvolde fra bugen og dup skindet tørt. Gnid anden i fint salt. Læg den med brystsiden opad på en rist i en bradepande. Kom 2 dl vand i bunden og kom anden i ovnen. Steg den i 1½ time.

2. Skrub eller skræl gulerødderne. Flæk evt. store gulerødder på langs. Kom dem i et ovnfast fad og vend med rosmarinblade og olivenolie. Krydr med salt og peber og steg i ovnen de sidste 40 min. af andens stegetid.

3. En halv time før anden er færdig koges linserne i vand med lidt salt. De skal koge ca. 20 min. Tjek om de er færdige (de skal være bløde, men med lidt bid) og hæld så evt. overskydende vand fra. Tag and og gulerødder ud af ovnen. Bland linserne med gulerødderne og den saft, der er kommet ud. Tag evt. et par skefulde af andefedtet og rør i og server sammen med anden.

 

Vintip

Denne ret er med linser og rosmarin lidt henad det provencalske, så en sydfransk vin er ideel til. F.eks. noget provencalsk eller noget Rhone. En Cote Rotie er med sin urtede duft lige i skabet.

 

 

 

1Comment

Post A Comment

  • Gråsten Fjerkræ
    Posted at 08:58h, 31 december Svar

    Hej Mira!

    En Canette er en HUN and og fåes i størrelserne fra 1500 til 2200 gram
    Canard er HANNERNE og her starter vægten ved 2800 gram

    Lækker opskrift du har lavet.

    Kh
    G.P.Jensen