Albondigas med kikærter og sobrassada

Albondigas med kikærter og sobrassada


Foto: Chris Tonnesen

Hurra! Endnu en dejlig kødbolle-ret-i-en-pande opskrift. Jeg elsker de her retter, som er fulde af smag og super simple at bikse sammen. Her har jeg brugt spanske smage og bruger den spanske smørbare pølse sobrassada som krydderi. Du kan også bruge rå chorizo for at få cirka samme smag. Jeg plejer at købe sobrassada hos den spanske charcuteri-butik i Torvehallerne.

Albondigas med kikærter og sobrassada

400 g hakket svinekød
50 g hvedebrød uden kerner
1½ løg
1 æg
1 håndfuld frisk oregano
3 tsk paprika
1 tsk stødt koriander
salt og sort peber
olivenolie
200 g gulerødder
2 stængler bladeselleri
2 fed hvidløg
100 g sobrassada
400 g tomater
2 dl vand
300 g kogte kikærter

 

Rør en fars af svinekød, revet eller hakket hvedebrød, ½ revet løg, æg, halvdelen af oreganoen – hakket, 2 tsk paprika og koriander. Krydr med salt og godt med peber. Lad farsen trække i 30 min og tril den så til store kødboller, der brunes i en pande med godt med olivenolie. Tag kødbollerne op af panden og sæt til side.
Skær resten af løg, gulerødder og bladselleri i tern og hak hvidløget fint. Kom grøntsager, undtagen hvidløg, i panden og steg til det begynder at brune. Tilsæt hvidløg og sobrassada (uden skind) og lad den smelte ud i grøntsagerne. Kom resten af paprikaen i. Skær tomater i både og kom i panden sammen med vand og kikærter. Lad det simre i 10 min. Smag til for salt og kom så kødbollerne tilbage i panden. Steg den færdigt i ovnen i 10 min. ved 200 gr.

No Comments

Post A Comment