
Æg i cocotte med spinat og stenbiderrogn
SPONSORERET
Jeg holder først påskeferie fra torsdag, så indtil da står den på udvikling sådan cirka af 1 milliard opskrifter til diverse dejlige kunder, artikler der skal skrives og billeder der skal redigeres. Men så er det også påske i min lille bix og jeg skal til påskefrokost med gode venner og alt er godt.
Her er et forslag til en lækker påskeret, som både er god til frokost og brunch eller som forret. Ja, jeg ved godt, at stenbiderrognen er tissedyr lige for tiden, men fyr den nu bare af alligevel!Det er er relativt set stadig en billig luksus. Og måske bor du udenfor København og har en god so-pusher, som kan skaffe dig de lyserøde æg til en helt anden og mere realistisk pris…
Æggene simrer dejligt i fløde og spinat og skal bages akkurat så længe, at hviden lige har sat sig, mens blommen stadig er flydende, så hold øje med dem! Alle ovne er forskellige. Du kan bruge forskellige ramekiner – dem jeg har brug her er i stentøj fra et fint appetizersæt fra franske Staub.
Æg i cocotte med spinat og stenbiderrogn
Til 4 pers.
100 g spinat
1 spsk smør
½ dl piskefløde
4 store æg
100 g stenbiderrogn
revet skal fra ½ citron
citronsaft
salt og sort peber
1. Rens og tør spinaten. Brug halvdelen af smørret til at smøre 4 ovnfaste ramekiner. Smelt resten af smørret i en pande og svits spinaten til den falder sammen. Smag til med salt og fordel spinaten i bunden af ramekinerne.
2. Hæld fløden over, krydr med peber og slå et æg ud i hver ramekin. Bag æggene ved 210 gr. i 8-10 min til hviderne har sat sig, men blommerne stadig er bløde.
3. Smag rognen til med citronskal og lidt citronsaft samt salt og peber og server sammen med æggene. Grillet brød er også godt til.
Appetizersæt: Staub 4 skåle og firkantet fad i blåt stentøj. Ramekin: Staub, blåt stentøj.
No Comments