Æbletrifli med havre og vaniljeyoghurt
I dag har jeg købt Guldborg æbler. De dufter helt ekstremt godt. Hele køkkenet dufter af søde, sure fantastiske danske æbler. Og jeg fik pludselig vild lyst til æbletrifli, som i min bog måske er en af de bedste desserter i verden. Her er en alternativ og friskere version af den klassiske æblekage.
Æbletrifli med havrekiks og vaniljeyoghurt
6 pers.
1 kg æbler
125 g sukker
1 vaniljestang
5 dl græsk yoghurt
4 spsk flydende honning
½ pakke havrekiks
1. Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i mindre stykker. Kom i en gryde sammen med sukker. Halver vaniljestangen og flæk den. Skrab kernerne ud fra den ene halvdel og kom det i gryden med æblerne. Kom også de tomme stænger i. Kog æblerne til grød – det tager ca. 15 minutter. Rør rundt i æblerne jævnligt – de koger selv ud til mos og skal bare have lidt hjælpe med en ske eller gaffel under omrøringen. Køl grøden ned inden brug.
2. Skrab kernerne ud fra den anden halvdel af vaniljestangen og rør det ud i yoghurten sammen med honning. Stil yoghurten på køl, indtil den skal bruges.
3. Kom kiksene i en frysepose og brug bagsiden af en grydeske til at knuse dem til grove stykker.
4. Server æbletriflien i portionsglas med knuste kiks nederst, mos, flere knuste kiks og til sidst vaniljeyoghurt. Drys evt. med lidt knus kiks til sidst.
Tip: Du kan også bruge makroner til en lidt sødere dessert. Eller en blanding.
No Comments